DOI issue:
Nr. 1 (Januar 1926)
DOI article:Brix, Hans; Clausen, Julius; Kehler, Henning: Hvad bragte Efteraarets Boghøst os?, [1]
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0024
*
*
HVAD BRAOTE EFTERAARETS BOGHØST OS?
I. UDTALELSER AF HANS BRIX, JULIUS CLAUSEN OG HENNING KEHLER
Nu, da Efteraarets og Vinterens Bogsæson i alt væsentligt har kutmineret, kan det sikkert paaregne Interesse at vide,
hvad dens Bogflom har hragt dansk Literatur og hvor denne befinder sig i sin Udvikling. Samleren har derfor
bedt en Række af vore ledende Literaturkritikere om at udtale sig derom og sammenfatte deres tatrige Boganmel-
delser i et generelt Syn paa Efteraarets literære Høst. — Vi bringer her de første tre og fortsætter i Februarheftet.
DE spørger, hvad jeg mener om Efter-
aarets Literatur. En af de Forhold,
som falder i Øjnene, er den Udjævning, der
er ved at foregaa mellem Blade og Tids-
skrifter paa den ene Side og Romanlitera-
turen paa den anden Side. Blade og Tids-
skrifter har til den Grad faaet literær
Prægning, at der ofte udifoldes en stærkt
personlig Stilkunst i deres Indhold. Selv de
meteorologiske Meddelelser stilisers nu, og
inden længe skal vel Børslisten ogsaa af-
fattes i rytmisk Prosa og forsynes med
Vignetter.
Til Gengæld optager Romanliteraturen i
sig en Mængde Stof fra Omraader, der
oprindeligt er den fremmed, og det i gan-
ske uomsat Form. Den troskyldige Læser
overrumples med sande Mursten af stats-
filosofiske, samfundsfilosofiske, religions-
filosofiske, kunstfiiosofiske Udviklinger,
der daler ned i Hovedet paa ham og brin-
ger ham en Kende ud af Ligevægt. Vore
Digtere er jo ogsaa i stort Tal blevet Med-
arbejdere ved Dagspressen og den periodi-
ske Presse.
Men da man er forstokket Optimist, red-
der man sig' bort fra Forbløffelsen over det
store Kaos ved en straalende Forventning
om, at der af dette muligvis kan fremgaa
en ny poetisk Jord og Hitnmel.
HVAD man kalder Efteraarets Bogmar-
ked betyder ikke det samme nu som
for en Menneskealder siden. Dengang var
de literære Interesser Side om Side med de
politiske og de ny Teaterforestillinger de
overvejende i Kongens København. Det er
ikke mere saadan — de-r er kommet ny Folk
til vor gamle By, Folk derudefra med andre
Interesser, og som savner Forudsætninger
og Følelse for Tonen fra de gamle Dage.
Der er intet andet at sige hertil end at saa-
dan er det. Der er gaaet Mekanik og So-
cialisme i Samfundet. Dette præger ogsaa
meget af de sidste Dages Literatur, som
virkelig er Maskinarbejde.
Vi lidt Ældre foretrækker det »Haand-
gjorte« med Personlighedstemplet. Men det
er Industrien i Literaturen som sejrer. Den
overvejende Del tager til Takke med de
letløbende Noveller, som Avisernes Søn-
dagsnumre og Ugebladene bringer.
En Bog — en virkelig Bog var dengang
en Begivenhed, som diskuteredes og drøf-
tedes. Man gav sig til at tale om den, man
gav sig til at læse den. Nu har Tempoet,
Tidens March, der i hver Time forlanger
en ny Begivenhed slynget i Gabet, umulig-
gjort dette. Ellers vilde det da være
utænkeligt, at Efteraarets mest voluminøse
skønliterære Bog, Einar Christiansens To-
binds-Roman »Ottilie« næsten er gaaet Hus
forbi. Og dog er der ingen Tvivl om, at
den i Kultur, i Planlægning, i Stoffets Ud-
førelse ejer den Overlegenhed, den Sans
for de store og lange Linier, som saa me-
gen anden moderne Literatur savner. Sand-
synligvis vil heller ikke Anker Larsens re-
ligionsfilosofiske Roman »Martha og Ma-
rie« vinde noget større Publikum —- den
er højst interessant, om end det landlige
Milieu passer saare slet til Tankeverdenen
— men kan afgjort ikke læses af dem, der
foretrækker Tiden for Kunst, Pjat for
Ideer. Naar saa yderligere er nævnet Poul
Levins »De rige Folk«, og Astrid Ehren-
cron-Kiddes »Brødrene Nystad«, saa er vel
nok det vigtigste nævnet af Efteraarets
Skønliteratur, der forholder sig til Kunst
og Poesi.
Det er sikkert nok, at Indtrykket ikke er
betydeligt. I Norge er i denne Høst kom-
men langt betydeligere Bøger, først og
fremmest Sigrid Undsets Mesterværk. Det
staar lidt smaat til med Poesien f. T. i
Danmark. Er det Jævnmaalstendensen,
Fagforenings-Parolen: at den ene ikke maa
udmærke sig fremfor den anden, der ogsaa
gør sig gældende i Literaturen?
DET er godt at være indstillet paa, at
der ikke hvert Aar vil dukke et Me-
sterværk op i den danske Literatur. Der
kom intet i Fjor. Aaret var i saa Hen-
seende et Normalaar.
Bogproduktionen er stadig stigende, tak-
ket være den Oplysning, som spredes i vide
Kredse, og de mekaniske Fremskridt, er
næsten ethvert Hjem i Danmark selvforsy-
nende med Literatur. Hvert andet Menne-
ske skriver Bøger, eller ogsaa gør hans
fraskilte Kone det.
En halv Snes Digtere og Digterinder har
i Aarets Løb fortsat eller videreført Ro-
manværker, som ad Aare vil kunne faas
paa Ratebetaling med og uden Skindryg.
Med Forbigaaelse af Sven Lange, Karin
Michaelis, Thomas Olesen-Løkken, Thor-
kild Barfod og andre, vil jeg nævne Gun-
nar Gunnarsons Romancyklus, som, naar
den er afsluttet, vil være det første Værk i
vor Literatur, der behandler en rødhaaret
Drengs Oplevelser og Lidelser i fyrretyve
Bind.
Karl Larsen kom heller ikke i 1925 med
et nyt Bind af sit Erindringsværk, men
alle Købere af »Den gamle Historie« vil
gratis kunne faa udleveret Prospektet til
Hans Værk om H. C. Andersen: Billedbog
med Billeder (Pris 19 Kr.).
Aarets største literære Sensation var
Valdemar Rørdams Tanke- og Læse-
drama »Buddha«, som holdt Pressen vaa-
gen i tre Uger. Formelt vil dette vægtige
Arbejde være at placere imellem »Der var
engang —« uden Musikken — og »Plad-
sen med de grønne Træer«, lige langt fra
den ene og den anden Yderlighed. Det er
indleveret til Det kgl. Teater, men vil først
blive opført, naar Dobbeltscenen er bygget,
da det er for langstrakt til en enkelt Scene.
Thit Jensen var det meste af Aaret i
Amerika. Men Harald Bergstedt og Emil
Bønnelycke var hjemme. De søger til næ-
ste Aar begge det Ancherske Stipendium.
Fire yngre Forfattere har i Løbet af
1925 forladt Ekspressionismen og har ladet
sig fast knytte til det Chr. Erichsenske
Børnebogsforlag, hvor de arbejder paa
Fagforeningens Akkorder og under sunde
hygiejniske Forhold under Fabrikstilsynets
Beskyttelse. De er alle fire overbeviste
Proletarer, men man kan dog i Gruppen
skelne politisk mellem en Fløj, som hælder
til Moskva, og en anden, som efter at have
gennemgaaet en borgerlig Afsvaling, ikke
direkte tør anbefale Nytten af Verdens-
revolutionen.
12
*
HVAD BRAOTE EFTERAARETS BOGHØST OS?
I. UDTALELSER AF HANS BRIX, JULIUS CLAUSEN OG HENNING KEHLER
Nu, da Efteraarets og Vinterens Bogsæson i alt væsentligt har kutmineret, kan det sikkert paaregne Interesse at vide,
hvad dens Bogflom har hragt dansk Literatur og hvor denne befinder sig i sin Udvikling. Samleren har derfor
bedt en Række af vore ledende Literaturkritikere om at udtale sig derom og sammenfatte deres tatrige Boganmel-
delser i et generelt Syn paa Efteraarets literære Høst. — Vi bringer her de første tre og fortsætter i Februarheftet.
DE spørger, hvad jeg mener om Efter-
aarets Literatur. En af de Forhold,
som falder i Øjnene, er den Udjævning, der
er ved at foregaa mellem Blade og Tids-
skrifter paa den ene Side og Romanlitera-
turen paa den anden Side. Blade og Tids-
skrifter har til den Grad faaet literær
Prægning, at der ofte udifoldes en stærkt
personlig Stilkunst i deres Indhold. Selv de
meteorologiske Meddelelser stilisers nu, og
inden længe skal vel Børslisten ogsaa af-
fattes i rytmisk Prosa og forsynes med
Vignetter.
Til Gengæld optager Romanliteraturen i
sig en Mængde Stof fra Omraader, der
oprindeligt er den fremmed, og det i gan-
ske uomsat Form. Den troskyldige Læser
overrumples med sande Mursten af stats-
filosofiske, samfundsfilosofiske, religions-
filosofiske, kunstfiiosofiske Udviklinger,
der daler ned i Hovedet paa ham og brin-
ger ham en Kende ud af Ligevægt. Vore
Digtere er jo ogsaa i stort Tal blevet Med-
arbejdere ved Dagspressen og den periodi-
ske Presse.
Men da man er forstokket Optimist, red-
der man sig' bort fra Forbløffelsen over det
store Kaos ved en straalende Forventning
om, at der af dette muligvis kan fremgaa
en ny poetisk Jord og Hitnmel.
HVAD man kalder Efteraarets Bogmar-
ked betyder ikke det samme nu som
for en Menneskealder siden. Dengang var
de literære Interesser Side om Side med de
politiske og de ny Teaterforestillinger de
overvejende i Kongens København. Det er
ikke mere saadan — de-r er kommet ny Folk
til vor gamle By, Folk derudefra med andre
Interesser, og som savner Forudsætninger
og Følelse for Tonen fra de gamle Dage.
Der er intet andet at sige hertil end at saa-
dan er det. Der er gaaet Mekanik og So-
cialisme i Samfundet. Dette præger ogsaa
meget af de sidste Dages Literatur, som
virkelig er Maskinarbejde.
Vi lidt Ældre foretrækker det »Haand-
gjorte« med Personlighedstemplet. Men det
er Industrien i Literaturen som sejrer. Den
overvejende Del tager til Takke med de
letløbende Noveller, som Avisernes Søn-
dagsnumre og Ugebladene bringer.
En Bog — en virkelig Bog var dengang
en Begivenhed, som diskuteredes og drøf-
tedes. Man gav sig til at tale om den, man
gav sig til at læse den. Nu har Tempoet,
Tidens March, der i hver Time forlanger
en ny Begivenhed slynget i Gabet, umulig-
gjort dette. Ellers vilde det da være
utænkeligt, at Efteraarets mest voluminøse
skønliterære Bog, Einar Christiansens To-
binds-Roman »Ottilie« næsten er gaaet Hus
forbi. Og dog er der ingen Tvivl om, at
den i Kultur, i Planlægning, i Stoffets Ud-
førelse ejer den Overlegenhed, den Sans
for de store og lange Linier, som saa me-
gen anden moderne Literatur savner. Sand-
synligvis vil heller ikke Anker Larsens re-
ligionsfilosofiske Roman »Martha og Ma-
rie« vinde noget større Publikum —- den
er højst interessant, om end det landlige
Milieu passer saare slet til Tankeverdenen
— men kan afgjort ikke læses af dem, der
foretrækker Tiden for Kunst, Pjat for
Ideer. Naar saa yderligere er nævnet Poul
Levins »De rige Folk«, og Astrid Ehren-
cron-Kiddes »Brødrene Nystad«, saa er vel
nok det vigtigste nævnet af Efteraarets
Skønliteratur, der forholder sig til Kunst
og Poesi.
Det er sikkert nok, at Indtrykket ikke er
betydeligt. I Norge er i denne Høst kom-
men langt betydeligere Bøger, først og
fremmest Sigrid Undsets Mesterværk. Det
staar lidt smaat til med Poesien f. T. i
Danmark. Er det Jævnmaalstendensen,
Fagforenings-Parolen: at den ene ikke maa
udmærke sig fremfor den anden, der ogsaa
gør sig gældende i Literaturen?
DET er godt at være indstillet paa, at
der ikke hvert Aar vil dukke et Me-
sterværk op i den danske Literatur. Der
kom intet i Fjor. Aaret var i saa Hen-
seende et Normalaar.
Bogproduktionen er stadig stigende, tak-
ket være den Oplysning, som spredes i vide
Kredse, og de mekaniske Fremskridt, er
næsten ethvert Hjem i Danmark selvforsy-
nende med Literatur. Hvert andet Menne-
ske skriver Bøger, eller ogsaa gør hans
fraskilte Kone det.
En halv Snes Digtere og Digterinder har
i Aarets Løb fortsat eller videreført Ro-
manværker, som ad Aare vil kunne faas
paa Ratebetaling med og uden Skindryg.
Med Forbigaaelse af Sven Lange, Karin
Michaelis, Thomas Olesen-Løkken, Thor-
kild Barfod og andre, vil jeg nævne Gun-
nar Gunnarsons Romancyklus, som, naar
den er afsluttet, vil være det første Værk i
vor Literatur, der behandler en rødhaaret
Drengs Oplevelser og Lidelser i fyrretyve
Bind.
Karl Larsen kom heller ikke i 1925 med
et nyt Bind af sit Erindringsværk, men
alle Købere af »Den gamle Historie« vil
gratis kunne faa udleveret Prospektet til
Hans Værk om H. C. Andersen: Billedbog
med Billeder (Pris 19 Kr.).
Aarets største literære Sensation var
Valdemar Rørdams Tanke- og Læse-
drama »Buddha«, som holdt Pressen vaa-
gen i tre Uger. Formelt vil dette vægtige
Arbejde være at placere imellem »Der var
engang —« uden Musikken — og »Plad-
sen med de grønne Træer«, lige langt fra
den ene og den anden Yderlighed. Det er
indleveret til Det kgl. Teater, men vil først
blive opført, naar Dobbeltscenen er bygget,
da det er for langstrakt til en enkelt Scene.
Thit Jensen var det meste af Aaret i
Amerika. Men Harald Bergstedt og Emil
Bønnelycke var hjemme. De søger til næ-
ste Aar begge det Ancherske Stipendium.
Fire yngre Forfattere har i Løbet af
1925 forladt Ekspressionismen og har ladet
sig fast knytte til det Chr. Erichsenske
Børnebogsforlag, hvor de arbejder paa
Fagforeningens Akkorder og under sunde
hygiejniske Forhold under Fabrikstilsynets
Beskyttelse. De er alle fire overbeviste
Proletarer, men man kan dog i Gruppen
skelne politisk mellem en Fløj, som hælder
til Moskva, og en anden, som efter at have
gennemgaaet en borgerlig Afsvaling, ikke
direkte tør anbefale Nytten af Verdens-
revolutionen.
12