Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

KRITIK - KUNST OO HUMØR

Tegneren Jensenius drager til Felts mod en Bemærkning i Samlerens Januar-Kronik. — Vi skal
senere svare den udmærkede Kunstner og paavise de Misforstaaelser han gør sig skyldig i, foreløbig
er det os en Olcede at gøre Plads for hans fornøjelige Indtæg, ledsaget af nedenstaaende Setvportræt.

EN høj hat kan være en overmåde
festlig ting at skue, glansfuld, mun-
ter og elegant; men der skal blot en
håndsbredde flor om den, og den bliver
straks en såre begrædelig genstand.

Således kan mange mennesker som ved
et trylleslag miste deres naturlige munter-
hedsglans, når man kommer ind på et eller
andet specielt område, som netop er deres
»kæphest«, deres »orm«, eller hvad man nu
kalder det. Vedkommende skifter pludselig
karakter, fra at konversere går han over
til at docere, fra jævn dagligdags tale sti-
ger han pludselig op til det højere bog-
sprogs sfærer, dybsindige citater og viden-
skabelige fremmedord vælder ud af ham.
Han er blevet floromvundet, som Storm-P.
kalder det.

Det er dette mirakel, der sker med man-
gen kunstdommer, når han skal til at tale
eller skrive om kunst.

Begravelseshatten på, spøg frabedes!

Jeg taler ikke som den, der er smerte-
ligt ramt af kunstkenderes dom, endnu har
jeg ikke vovet at udæske den; men jeg ta-
ler som en stilfærdig næringsdrivende her
af staden, en mand, som interesserer sig
for de dele og gerne vil lære lidt ved de
herrer kunstdommeres fødder.

Og når jeg henvender mig til Samleren,
så er det, fordi jeg her for nylig har truffet
et typisk eksempel på det, jeg vi.I kalde
dansk kunstkritiks floromvundethed.

Samleren har været på »Grønningen«s
udstilling først på vinteren og har her fun-
det behag i tegneren Carl Jensens akva-
reller, »men« — skriver »Samleren« —
»hans udstilling havde sikkert vundet i
kunstnerisk noblesse, om han havde ude-
ladt karikaturerne«.

Man betænke vel, at her er tale om en
af de førende på dansk bladtegnings om-
råde, en gennemkultiveret kunstner, som
under de vanskeligste forhold, i overfyldte
mødelokaler, dårligt oplyste auditorier
o. s. v., »tegner folk af«, så det store pub-
likurn kan se, hvem det skal være, og brin-
ger disse tegninger i en form, der kan til-
fredsstille ethvert — kunstnerisk såvel som
teknisk — krav, som mere kræsne læsere
måtte stille, og derved giver det store blad,
han arbejder ved, et præg, der verden over
smukt kan vi.dne om dansk smag og kultur.

Men den slags arbejder skæmmer — ef-
ter dansk kunstkritiks mening — en kunst-
udstilling, støder an mod noget saa fint
som den »kunstneriske noblesse«, fordi det
er — karikaturer!

Vil man udspørge en kunstkritiker orn
karikaturkunst, får man to orakelsvar, det
ene er: Daumier, det andet: Den store sa-
tire. Videre end til den store franskmand
Daumier er han sjældent kommen, og med
»den store satire« forstår han gerne bil-
leder, hvis emner er hentet fra lastens hu-

Ier og elendighedens boliger. Alverdens
jammer og elendighed — det er »mad for
Mons«. Er man naiv nok til at henlede hans
opmærksomhed på den mere muntre og
festlige side af denne kunstart, vil han uvæ-
gerligt få kvalme.

Er denne fremstilling mon videre over-
dreven? Som lægmand kan jeg bevidne, at

betragtet udefra tager dansk kunstkritiks
holdning over for humoristisk karikatur-
kunst sig saaledes ud.

Her lades al munterhed ude.

Den literære kritik er ikke slet så æng-
stelig af sig over for munterheden. Det var
med fuld honnør, at en højliterær domstol
ifjor tildelte dagbladshumoristen Viggo
Barfoed det literære Carl Møllers legat. At
noget tilsvarende indtil dato ha-r været
utænkeligt inden for kunstens verden, skal
jeg belyse ved et Par eksempler.

I begyndelsen af århundredet forsøgte
man at formå kunstforeningen til at arran-
gere en retrospektiv udstilling af Atfred
Schmidts bedste arbejder; så vidt jeg ved,
kom der intet svar, bestyrelsen var rime-
ligvis besvimet blot ved tanken. — Nogle
år senere prøvede Valdemar Andersen at
få sine fortrinlige teaterkarikaturer op på
forårsudstillingen: kassation, — karika-
turer stødte formodentlig an mod udstil-
lingens kunstneriske noblesse. Dienne teg-
ner, en af vore eleganteste karikaturister,
kendtes overhovedet ikke af kritiken, før
han blev dekorationskunstner, det er vel
højere oppe i rangklasserne, ligesom Axel
Nygaard, der omkring 1910—12 var en
storstilet humorist, først opdagedes, da han

begyndte at tegne vignetter; det er vel og-
så finere!

Har nogen dansk kunsthistoriker nedvær-
diget sig til rigtig at befatte sig med kari-
katurkunst? — Vi ulærde må, hvis ikke vi
vil nøjes med C. E. Jensens »Album«, gå
»hinsidan«, til Carl G. Laurins »Skåmtbil-
den«, når vi vil høste lærdom på dette om-
råde. Vi er nemlig nødt til at søge vejled-
ning her, de myldrer jo om os, alle disse
karikaturtegninger, i aviser, søndagstillæg
og ugeblade, på plakater og bogomslag.
Vi må plukke af kundskabens træ for at
kende forskel på godt og ondt, på ægte
og uægte af alt dette; vi vil kende det
bedste for at kræve det bedste af disse
mange karikaturmagere.der myldrer på vor
vej. De skyder frem som ukrudt (og måske
mange af dem ikke er andet) de kan sætte
nok så kønne blomster og nok så forfær-
delige vildskud, men hvem alt dette myl-
drende Iiv ikke interesserer et lod, det er
kunstens floromvundne oldermænd. De ser
højt, højt over alt dette, bort til den store
kunsts tågede vidder, hvor spøg og mun-
terhed efter deres mærkelige begreber ikke
hører hjemme.

*

Til slut en lille legende fra det hjemlige
hverdagsliv. — En kunstinteresseret dame,
jeg kalder hende fru Petersen, vilde en-
gang købe en tegning hos en karikatur-
tegner. Parterne var komne til det pinlige
prisspørgsmål. Tegneren nævnte sin pris,
og fru Petersen blev dånefærdig: Jamen,
du gode gud, det er jo lige så meget, som
jeg gav for et henrivende, dybt alvorligt
»stillleben« forleden, og dette her er da
bare — en morskabstegning«. — Af denne
pudsige betegnelse og af hele ytringen for-
står man, at fru Petersen var en dame,
der fulgte godt med i kunstanmeldelserne.
— Karikaturtegneren sagde: »Jeg forstår
på Dem, frue, at De finder min tegning
morsom. Er det rigtigt?« »Ja, selvfølgelig«,
var svaret, »det er jo derfor, jeg vil ha’
den!« — »Så må jeg sige Dem, kære frue,
at min tegning er steget i pris. Den koster
nu en halv gang så meget. Det morsomme
har nemlig også sin værdi.« .

Det er egentlig det, som denne karikatur-
tegner sagde til den kunstelskende fru Pe-
tersen, at jeg med dette indlæg har villet
sige dansk kunstkritik: Det morsomme har
også sin værdi! Et ærligt stykke arbejde
bliver ikke mindre ærligt, fordi det er præ-
get af humor; og det må kræve samme
respekt som alt andet ærligt arbejde.

Derfor, kære kunstdommere, kunstel-
skere og kunstsamlere, riv floret af silke-
hatten, sæt denne lidt på snur, muntert og
elegant, og vis, at De nu og da kan smile!

Jeg forsikrer Dem, De vilde ikke blive
mindre derved! Hcrluf Jensenius.

29