Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

GLYPTOTEKETS NYERHVERVELSER

I AARET 1926

Ivan Munk OI s e n omtaler Glyptotekets Nyerhvervelser i det forløbne Aar og dvæler særlig ved det af Museets Direk-
tør hjembragie græske Broncehovede, som han i kunstnerisk Betydning sidestiller med Galleriets nyerhvervede Tizian.

EN græsk Originalbronce hører til de største Sjæl-
denheder. Plinius og andre antike Forfattere om-
taler et Utal af Arbejder i Bronce og en Kunstner
som Lysippos arbejdede udelukkende i dette Ma-
teriale. Foruden deres kunstneriske Værdi har de desværre
ogsaa haft en peku-
niær og Tider, der
kun evnede at er-
kende denne sidste,
har hensynsløst la-
det dem gaa i Smel-
tediglen. Havet har
øjensynlig været
deres bedste Til-
flugtssted, og ikke
faa er i nyere Tid
af Dykkere blevet
bragt op i Lyset,
saaledes den staa-
ende Yngling, en
saakaldt ApoIIon, i
Berlinermuseet, der
er fundet i Bugten
ved Eleusis, og den
unge Mancl fra An-
tikythera i Natio-
nalmuseet i Athen.

Antike Broncer er
i Reglen støbt i
flere Stykker, der
saa senere er sat
sammen, ofte saa
kunstfærdigt, at det
er umuligt at se
Sammenføjninger-
ne, og man har
støbt Broncehuden
saa tynd, at en !e-
gemsstor Statue
kan bæres af en en-
kelt Mand. Tilsva-
rende Figurer, hvor
andre Metoder er
benyttet, vejer gen-
nemsnitlig 10 Gan-
ge saa meget. Af legenrsstore Portræthoveder eksisterer
der fire, af hvilke Glyptoteket nu er blevet den lykkelige
Ejer af det ene; de øvrige findes i Museet i Athen. Det
værdifuldeste af disse er en Gengivelse af en Nævekæm-
per, et stærkt individualiseret Portræt, et Menneske, og
ikke blot en professione! Slagsbroder, som vi kender ham
fra den siddende Nævekæmper i Nationalmuseet i Rom.

Glyptotekets Hoved, der i Henseende til kunstnerisk
Værd kan sidestilles de bedste Antiker i de store Verdens-

museer, skal være fundet i Grækenland. Det er 29 cm
højt og udmærket bevaret. Kun den øverste Del af Haaret
er blevet trykket ind og noget af den bevarede Rest af
Brystet har lidt Overlast. Broncehuden forskønnes af en
let iriserende, graaliggrøn Patina, der i Skønhed kappes

med jordfundne

Rakkafayencers og
Han-Tidens Grav-
urners. Af Øjenvip-
perne, der er af
Kobber, er endda
Rester tilbage, li-
gesom det Hvide i
Øjet er fuldstændig
bevaret; det Mate-
riale, der har gen-
givet Iris, er dog
faldet ud. Hovedet
har tilhørt en drap-
peret, legemsstor

Statue. Udtrykket i
den Fremstilledes
Aasyn er aabent,
men uroligt; Blikket
har ligesom noget
af denne mærkelige
Mættethed og Gen-
nemtrængelighed,
sonr vi møder hos
sensitive Mennesker
f. Eks. hos Baude-
laire. Den kraftige
Næse med den no-
get flade Næseryg,
de optrukne og ner-
vøse Næsebor, den
kraftige, fremskud-
te Hage og Panden,
hvis underste Del
hvælver sig over de
ret dybtliggende
Øjne, giver os Bil-
ledet af en ung,
moden Mand; til-
syneladende sund,
men med en saaret Sjæl; ikke et udpræget Aandsmenneske,
men mulig en af Palæstraens Folk; i de ikke helt fyldige
Kinder og hele Aasynets lidt sensuelle Præg møder os nie-
get af Tiden, den søgende og utilfredse Tid, hvor Mysterie-
religionerne blomstrede.

Hovedets Drejning er et Motiv, som vi kender fra Ly-
sippos Fremstillinger af Alexander den Store. Det vandt
stor Yndest, hvilket fremgaar af, at det anvendtes helt ned
til Romertidens Begyndelse. Dateringen af dette mærkelige

221