DOI Heft:
Nr. 3 (Marts 1926)
DOI Artikel:Magnussen, Rikard: Det religiøse Gennembrud i Thorvaldsens Ungdomsliv, 1
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0063
DET RELIGIØSE OENNEMBRUD I THORVALDSENS UNGDOMSLIV
„Es ist fiir mich ein wirklicher Uenusz einen groszen Mann zu sehen und zu denken,
dasz der Urheber von Dingen, die ewig bleiben sollen, in seinem Leben und mtt seiner
Eigenthiimlichkeit vor mir steht und ein Mensch ist, wie die andern eben auch“.
Felix Mendelssohn Bartholdy om Thorvaldsen.')
DET er ikke med Urette, man har betegnet Pla-
| stiken som en aristokratisk Kunstart, thi den
' er i sit Væsen syntetisk og kræver Afklaring,
Sjælsro hos den Udøvende.
Søger man Kunstneren bag Kunstværket, Mennesket bag
Plastikeren, maa tnan imidlertid være varsom i de Slut-
ninger, man drager fra Værkets Egenskaber til Mesterens.
Som al anden Kunst vii nemlig Skulpturen, hvor den giver
Udtryk for menneskeligt Sjælsliv, referere til sjælelige Kul-
minationstilstande.
Man maa dernæst være yderst forsigtig med at opfatte
Værket som Vidnesbyrd orn, hvad der under dets Udar-
bejdelse fyldte Kunstnerens Sind. Plastiken er en langsomt
formende Kunstart. Naar en sjælelig Kulminationstilstand
omsættes i skabende Reaktion, vil en Plastiker derfor sjæl-
dent naa videre end til Undfangelsen af Værkets Idé og
den skitsemæssige Antydning af dets Form. Under den
følgende, langvarige Udarbejdelse, som altid bliver, hvad
Ordet angiver: et Arbejde, et alvorligt, viljebestenrt Ar-
bejde, vil han være henvist til Erindring og Refleksion, uan-
set om Udarbejdelsen paabegyndes straks eller først fore-
tages længe derefter.
Intelligens, Erfaring og opøvet Evne til erindrende
Reproduktion af gennemlevet Sjælsliv kan imidlertid kun
til en vis Grad erstatte hin oprindelige Inspirationstilstand.
Som Billedhuggeren under Udarbejdelsen betjener sig af
Forbilleder i Natur og Kunst, saaledes vil han derfor kom-
me til at bruge hin Kulminationstilstand som Forbillede for
det Præg af hans eget Væsen, han tildeler Værket, og der
er intet i Vejen for, at han under Udarbejdelsen kan være
optaget til en vis Grad af ganske andre Stemninger og
Refleksioner end dem, hvorom Værket vidner.
Skulpturens Krav om Afklaring hos den Udøvende er
saaledes ikke absolut, men gælder kun Billedhuggerens
Forhold til det enkelte Værk. Gæring og aandelig Split-
telse er ikke uforenelig med plastisk Produktion. Under den
rolige Udarbejdelse af et Værk kan den Udøvende paa
Grundlag af mangt og meget, han har oplevet siden den-
gang, da hans Væsen fandt sit paa det Tidspunkt fuld-
gyldige Udtryk i Skitsen til det Arbejde, han nu er i Færd
med at udforme, være naaet ind i et nyt Afsnit af sin per-
sonlige Udvikling, og dette nye vil maaske til sin Tid gen-
nem nye Kulminationstilstande give sig Udslag, der bliver
væsensforskellige fra de tidligere.
Paa den anden Side forudsætter en harmonisk samstemt,
plastisk Produktion af højt kunstnerisk Værd og aands-
bestemt Type nred Nødvendighed en Personlighed, hvis
Væsens Kulminationstilstande bliver hinanden Iig, fordi
deres inderste Kilde bestandig er den samme. Men det maa
dog erindres, at den rolige Udformning giver Mulighed for
ensartet Afstemning af Værkernes Stil og for anden kri-
tisk Bearbejdelse af Udtryksformen, hvorigennem Modsæt-
ninger kan mildnes og tilsløres.
Vanskeligheden ved at gennemtrænge denne Plastikens
Forbeholdenhed som Udtryk for menneskeligt Sjælsliv kan
til en vis Grad forklare, dog næppe helt og holdent und-
skylde, at Kunsthistorien over for en plastisk Produktion
som Thorvaldsens har gjort saa forholdsvis faa Forsøg
paa virkelig at gennemskue dens kølige Selvgyldighed
og trænge ind til Forstaaelsen af det levende, bølgende
Menneskesind, som dølger sig bag Værkernes hvide Ro.
*
Der er ikke Tvivl om, at dette forbeholdne ved Plasti-
kens Væsen har været efter Thorvaldsens Hjerte og i fuld
Overensstemmelse med hans Natur. Thorvaldsen var lidet
tilbøjelig til at vise Fortrolighed, aandelig blufærdig, indtil
Skyhed. Hans Tanker kunde være Tidens, men Samtidens
Trang til at lægge Følelseslivet aabent for Gud og Hver-
mand delte han ikke. Det har været ham en Tilfredsstillelse
at kunne forskanse sig i sin Kunst bag dens Forpligtelse
til at fremkalde et rent elementært Behag ved rytmiske
Linjer, Former og Forhold. Og dog er hans Kunst helt
igennem Selvbekendelse. Men som hans Fremstilling af
Mennesket var et Digt over Naturen, saaledes afspejles
hans eget Sjælsliv i hans Kunst heroisk udvidet til det al-
mengyldige.
Sikkert har dette Forhold sin Del i den entusiastiske
Dyrkelse, der blev hans ikke ubetinget misundelsesværdige
Lod. Selv har han ofte været urolig over denne Virkning af
ukontrollable Forestillinger om hans Menneskeværd. Men
ude af Stand til at opgive sin Tilbageholdenhed har han
maattet lade sig nøje med i sit Indre at væbne sig inod
Forgudelsen og afbøde den i sin ydre Adfærd ved uforstilt
Beskedenhed, ofte ogsaa ved Humor og Selvironi.
Det var ikke blot af Tilbøjelighed, han holdt sig tilbage
og indskrænkede sig til at give sit Væsen til Kende i afkla-
ret Form gennem sine plastiske Værker. Han kunde ikke,
sonr flere af Renaissancens Mestre, til Tider foretrække
en mere umiddelbar Udtryksform, thi han raadede kun
over den ene, til hvis Brug han af Naturen var bestetnt.*) **)
Han bøjede sig for dens Væsen, som for noget uomgænge-
ligt, saa indforstaaet dermed, at han maaske aldrig har
følt Begrænsningen som Tvang, og hans kunstneriske Stor-
hed beror just paa denne strenge Begrænsning. Thorvald-
sen var en universel Aand, nren ingen alsidig Begavelse.
Begrænsningen skyldtes det, at han ud fra sin Sjæls Fylde
af Enheden skabte en saa enestaaende Mangfoldighed.
Baade Plastikens Væsen og Thorvaldsens for dens Ud-
øvelse afstemte Natur maa det da tilskrives, at Mennesket
Thorvaldsen paa en saa utilnærmelig Maade dølges bag
Kunstneren og hans Værk. Sorn Thorvaldsen selv i sin
*) Felix Mendelssohn Bartholdy i Brev til Faderen, Rom den 10. December 1830.
Se: «Briefe aus den Jahren 1830 bis 1847 von Felix Mendelssohn Bartholdy».
Leipzig 1915, Side 61.
**) Thorvaldsen var ganske vist ogsaa en fortrinlig Tegner; men de &f hans Teg-
ninger, som betyder noget, er alle ment som Forarbejder for Plastik og har
ikke kunstnerisk set deres Maal i sig selv.
35
„Es ist fiir mich ein wirklicher Uenusz einen groszen Mann zu sehen und zu denken,
dasz der Urheber von Dingen, die ewig bleiben sollen, in seinem Leben und mtt seiner
Eigenthiimlichkeit vor mir steht und ein Mensch ist, wie die andern eben auch“.
Felix Mendelssohn Bartholdy om Thorvaldsen.')
DET er ikke med Urette, man har betegnet Pla-
| stiken som en aristokratisk Kunstart, thi den
' er i sit Væsen syntetisk og kræver Afklaring,
Sjælsro hos den Udøvende.
Søger man Kunstneren bag Kunstværket, Mennesket bag
Plastikeren, maa tnan imidlertid være varsom i de Slut-
ninger, man drager fra Værkets Egenskaber til Mesterens.
Som al anden Kunst vii nemlig Skulpturen, hvor den giver
Udtryk for menneskeligt Sjælsliv, referere til sjælelige Kul-
minationstilstande.
Man maa dernæst være yderst forsigtig med at opfatte
Værket som Vidnesbyrd orn, hvad der under dets Udar-
bejdelse fyldte Kunstnerens Sind. Plastiken er en langsomt
formende Kunstart. Naar en sjælelig Kulminationstilstand
omsættes i skabende Reaktion, vil en Plastiker derfor sjæl-
dent naa videre end til Undfangelsen af Værkets Idé og
den skitsemæssige Antydning af dets Form. Under den
følgende, langvarige Udarbejdelse, som altid bliver, hvad
Ordet angiver: et Arbejde, et alvorligt, viljebestenrt Ar-
bejde, vil han være henvist til Erindring og Refleksion, uan-
set om Udarbejdelsen paabegyndes straks eller først fore-
tages længe derefter.
Intelligens, Erfaring og opøvet Evne til erindrende
Reproduktion af gennemlevet Sjælsliv kan imidlertid kun
til en vis Grad erstatte hin oprindelige Inspirationstilstand.
Som Billedhuggeren under Udarbejdelsen betjener sig af
Forbilleder i Natur og Kunst, saaledes vil han derfor kom-
me til at bruge hin Kulminationstilstand som Forbillede for
det Præg af hans eget Væsen, han tildeler Værket, og der
er intet i Vejen for, at han under Udarbejdelsen kan være
optaget til en vis Grad af ganske andre Stemninger og
Refleksioner end dem, hvorom Værket vidner.
Skulpturens Krav om Afklaring hos den Udøvende er
saaledes ikke absolut, men gælder kun Billedhuggerens
Forhold til det enkelte Værk. Gæring og aandelig Split-
telse er ikke uforenelig med plastisk Produktion. Under den
rolige Udarbejdelse af et Værk kan den Udøvende paa
Grundlag af mangt og meget, han har oplevet siden den-
gang, da hans Væsen fandt sit paa det Tidspunkt fuld-
gyldige Udtryk i Skitsen til det Arbejde, han nu er i Færd
med at udforme, være naaet ind i et nyt Afsnit af sin per-
sonlige Udvikling, og dette nye vil maaske til sin Tid gen-
nem nye Kulminationstilstande give sig Udslag, der bliver
væsensforskellige fra de tidligere.
Paa den anden Side forudsætter en harmonisk samstemt,
plastisk Produktion af højt kunstnerisk Værd og aands-
bestemt Type nred Nødvendighed en Personlighed, hvis
Væsens Kulminationstilstande bliver hinanden Iig, fordi
deres inderste Kilde bestandig er den samme. Men det maa
dog erindres, at den rolige Udformning giver Mulighed for
ensartet Afstemning af Værkernes Stil og for anden kri-
tisk Bearbejdelse af Udtryksformen, hvorigennem Modsæt-
ninger kan mildnes og tilsløres.
Vanskeligheden ved at gennemtrænge denne Plastikens
Forbeholdenhed som Udtryk for menneskeligt Sjælsliv kan
til en vis Grad forklare, dog næppe helt og holdent und-
skylde, at Kunsthistorien over for en plastisk Produktion
som Thorvaldsens har gjort saa forholdsvis faa Forsøg
paa virkelig at gennemskue dens kølige Selvgyldighed
og trænge ind til Forstaaelsen af det levende, bølgende
Menneskesind, som dølger sig bag Værkernes hvide Ro.
*
Der er ikke Tvivl om, at dette forbeholdne ved Plasti-
kens Væsen har været efter Thorvaldsens Hjerte og i fuld
Overensstemmelse med hans Natur. Thorvaldsen var lidet
tilbøjelig til at vise Fortrolighed, aandelig blufærdig, indtil
Skyhed. Hans Tanker kunde være Tidens, men Samtidens
Trang til at lægge Følelseslivet aabent for Gud og Hver-
mand delte han ikke. Det har været ham en Tilfredsstillelse
at kunne forskanse sig i sin Kunst bag dens Forpligtelse
til at fremkalde et rent elementært Behag ved rytmiske
Linjer, Former og Forhold. Og dog er hans Kunst helt
igennem Selvbekendelse. Men som hans Fremstilling af
Mennesket var et Digt over Naturen, saaledes afspejles
hans eget Sjælsliv i hans Kunst heroisk udvidet til det al-
mengyldige.
Sikkert har dette Forhold sin Del i den entusiastiske
Dyrkelse, der blev hans ikke ubetinget misundelsesværdige
Lod. Selv har han ofte været urolig over denne Virkning af
ukontrollable Forestillinger om hans Menneskeværd. Men
ude af Stand til at opgive sin Tilbageholdenhed har han
maattet lade sig nøje med i sit Indre at væbne sig inod
Forgudelsen og afbøde den i sin ydre Adfærd ved uforstilt
Beskedenhed, ofte ogsaa ved Humor og Selvironi.
Det var ikke blot af Tilbøjelighed, han holdt sig tilbage
og indskrænkede sig til at give sit Væsen til Kende i afkla-
ret Form gennem sine plastiske Værker. Han kunde ikke,
sonr flere af Renaissancens Mestre, til Tider foretrække
en mere umiddelbar Udtryksform, thi han raadede kun
over den ene, til hvis Brug han af Naturen var bestetnt.*) **)
Han bøjede sig for dens Væsen, som for noget uomgænge-
ligt, saa indforstaaet dermed, at han maaske aldrig har
følt Begrænsningen som Tvang, og hans kunstneriske Stor-
hed beror just paa denne strenge Begrænsning. Thorvald-
sen var en universel Aand, nren ingen alsidig Begavelse.
Begrænsningen skyldtes det, at han ud fra sin Sjæls Fylde
af Enheden skabte en saa enestaaende Mangfoldighed.
Baade Plastikens Væsen og Thorvaldsens for dens Ud-
øvelse afstemte Natur maa det da tilskrives, at Mennesket
Thorvaldsen paa en saa utilnærmelig Maade dølges bag
Kunstneren og hans Værk. Sorn Thorvaldsen selv i sin
*) Felix Mendelssohn Bartholdy i Brev til Faderen, Rom den 10. December 1830.
Se: «Briefe aus den Jahren 1830 bis 1847 von Felix Mendelssohn Bartholdy».
Leipzig 1915, Side 61.
**) Thorvaldsen var ganske vist ogsaa en fortrinlig Tegner; men de &f hans Teg-
ninger, som betyder noget, er alle ment som Forarbejder for Plastik og har
ikke kunstnerisk set deres Maal i sig selv.
35