DOI Heft:
Nr. 4 (April 1926)
DOI Artikel:Schultz, Sigurd: Billedhuggeren Svend Rathsack
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0106
BILLEDHUGGEREN SVEND RATHSACK
Samleren har allerede bragt selvstændige Artikler om Kai Nielsen, Utzon Frank og Johannes
Bjerg ligesom fean Gauguin baade selv har skrevet om sine nye Brcendingsmetoder ogvceret Gen-
stand for en illustreret Omtale af Prof. Edv. Thomsen i dennes Artikel om Pariserudstillingen.
I Rækken af nuiidige danske Billedhuggere kommer Turen derefter naturligt til Svend Rathsack.
NAAR man vil gøre Krigsaarenes gode og daarlige
Sider op, bør man ikke glemme deres Indflydelse
paa vort Kunstliv. Enhver, der har Lejlighed til
at følge dette paa nært Hold, vil vide, at der her
i Landet altid findes et Overskud af udmærket Evne, som
lades unyttet og ikke faar Mu-
lighed for Udfoldelse paa
Grund af de smaa Forhold.
Pengerigeligheden dengang
skabte for en Stund gunstige
Vilkaar. Mange Rigmænd
gjorde store Bestillinger hos
Kunstnere og gav dem frie,
eller dog forholdsvis frie,
Hænder til at følge deres eget
Hoved, og mangen Idé lod sig
virkeliggøre, som ellers vilde
være blevet staaende som
Forslag paa Papiret, som
Skitse eller en overflødig Ting
i Gibs.
Ikke alle Kunstgrene var
rustede til at gribe det gunsti-
ge Øjeblik. Maleriet befandt
sig saaledes i en Famlen og
Eksperimenteren, det mangle-
de den fornødne Modenhed.
Men især Billedhuggerstan-
den stod rede. Den havde en
Række yngre Talenter, der
var sig Maal og Midler be-
vidst og dertil kunstnerisk
velfunderede. De følte plud-
selig Luft under Vingerne,
bares op og kæmpede sig va-
rigt frem i første Linie. En af
dein var Svend Rathsack.
Han begyndte som Maler
og erhvervede sig en koinplet
Uddannelse som saadan,
d. v. s. han gennemgik Kunst-
akademiets Skoler, tog Af-
gangsprøven Foraaret 1907
og vandt den lille Guldme-
daille Foraaret 1910 for en »Samson og Dalila«, som
Charlottenborg-Udstillingen ikke vilde modtage. Her havde
han iøvrigt debuteret 1908, og her udstillede han nogle
Spanierinder og Tyrefægtninger, der blev til paa et Par
Iængere Ophold i Spanien.
Dette skete sidste Gang i 1912. Maleriet vilde nemlig
ikke rigtig føje sig for ham. Han følte det stivne under
sine Hænder og fulgte i Stedet den Lyst til at modellere,
han altid havde haft. Dristigt gav han sig straks i Lag med
en Statue i Legemsstørrelse, »Adam«, der nu er opstillet
foran Aarhus Museum. Uden nogen særlig Uddannelse og
uden nogensomhelst Forgængere blev den til, og ikke desto
mindre staar den indtil videre som hans Hovedværk. Char-
lottenborg-Udstillingen kasserede Statuen 1914, men Aka-
demiet belønnede den med Eibeschutz’ Præmie og foranle-
digede derved, at Udstillin-
gen bad om alligevel at maat-
te faa den. Næste Aar op-
traadte den, støbt i Bronze,
paa den Frie Udstilling, hvor
Rathsack sidenefter har hørt
hjemme.
»Adam« var — saaledes
som man ogsaa forneinmer
det over for Statuen — en
Kraftanstrengelse, hvorved
Rathsack klarede for sig selv,
hvad Plastik er, og hvilke
plastiske Principper der hav-
de Betydning for ham. Han
vandt den Klarhed, han havde
fornøden, og da han straks
efter Statuens Fremkomst tog
til Paris af Pligtfølelse for at
lære, viste det sig derfor, at
paa Kunstskole havde han
intet mere at gøre. Faa Dages
Besøg paa Académie Cola-
rossi under Bourdelle over-
tydede ham om, at hans Vej
var Selvstudiet.
Ved første Øjekast er det
indlysende, at »Adam« er
bygget over visse kendte ar-
chaisk-græske Statuetter. Fi-
gurens Balance og Benstillin-
gen, til en vis Grad Armenes
Holdning og helt Skikkelsens
Statur med de brede Skuldre,
srnalle Hofter, har Rathsack
overtaget herfra. Alligevel
virker den ikke som Stilstu-
dium. Idet Hovedet bøjes til-
bage, bliver hele Stillingsmo-
tivet et andet end Forbilledernes, og man mærker stor Be-
vægelsesfrihed paa alle Punkter, særlig i Modelleringen.
Man føler, at han trods alt ikke har været bundet af sine
Forbilleder — deres Betydning var, at han i clem fandt
noget aandeligt beslægtet, som gav ham Nøglen til ham
selv. Han fik nemlig her Øje paa Holdning og Balance sonr
det vigtigste Middel til at omspænde en Figur fra Isse til
Hæl, til at skabe Helhed og til at give Udtryk med for egen
Fornemmelse og Følelse. Det blev den plastiske Værdi,
der er vigtigst og tillige mest karakteristisk for ham. Set
Svend Rathsack: Ganymedes. Statuette. Lueforgyldt Bronze. 1917
68
Samleren har allerede bragt selvstændige Artikler om Kai Nielsen, Utzon Frank og Johannes
Bjerg ligesom fean Gauguin baade selv har skrevet om sine nye Brcendingsmetoder ogvceret Gen-
stand for en illustreret Omtale af Prof. Edv. Thomsen i dennes Artikel om Pariserudstillingen.
I Rækken af nuiidige danske Billedhuggere kommer Turen derefter naturligt til Svend Rathsack.
NAAR man vil gøre Krigsaarenes gode og daarlige
Sider op, bør man ikke glemme deres Indflydelse
paa vort Kunstliv. Enhver, der har Lejlighed til
at følge dette paa nært Hold, vil vide, at der her
i Landet altid findes et Overskud af udmærket Evne, som
lades unyttet og ikke faar Mu-
lighed for Udfoldelse paa
Grund af de smaa Forhold.
Pengerigeligheden dengang
skabte for en Stund gunstige
Vilkaar. Mange Rigmænd
gjorde store Bestillinger hos
Kunstnere og gav dem frie,
eller dog forholdsvis frie,
Hænder til at følge deres eget
Hoved, og mangen Idé lod sig
virkeliggøre, som ellers vilde
være blevet staaende som
Forslag paa Papiret, som
Skitse eller en overflødig Ting
i Gibs.
Ikke alle Kunstgrene var
rustede til at gribe det gunsti-
ge Øjeblik. Maleriet befandt
sig saaledes i en Famlen og
Eksperimenteren, det mangle-
de den fornødne Modenhed.
Men især Billedhuggerstan-
den stod rede. Den havde en
Række yngre Talenter, der
var sig Maal og Midler be-
vidst og dertil kunstnerisk
velfunderede. De følte plud-
selig Luft under Vingerne,
bares op og kæmpede sig va-
rigt frem i første Linie. En af
dein var Svend Rathsack.
Han begyndte som Maler
og erhvervede sig en koinplet
Uddannelse som saadan,
d. v. s. han gennemgik Kunst-
akademiets Skoler, tog Af-
gangsprøven Foraaret 1907
og vandt den lille Guldme-
daille Foraaret 1910 for en »Samson og Dalila«, som
Charlottenborg-Udstillingen ikke vilde modtage. Her havde
han iøvrigt debuteret 1908, og her udstillede han nogle
Spanierinder og Tyrefægtninger, der blev til paa et Par
Iængere Ophold i Spanien.
Dette skete sidste Gang i 1912. Maleriet vilde nemlig
ikke rigtig føje sig for ham. Han følte det stivne under
sine Hænder og fulgte i Stedet den Lyst til at modellere,
han altid havde haft. Dristigt gav han sig straks i Lag med
en Statue i Legemsstørrelse, »Adam«, der nu er opstillet
foran Aarhus Museum. Uden nogen særlig Uddannelse og
uden nogensomhelst Forgængere blev den til, og ikke desto
mindre staar den indtil videre som hans Hovedværk. Char-
lottenborg-Udstillingen kasserede Statuen 1914, men Aka-
demiet belønnede den med Eibeschutz’ Præmie og foranle-
digede derved, at Udstillin-
gen bad om alligevel at maat-
te faa den. Næste Aar op-
traadte den, støbt i Bronze,
paa den Frie Udstilling, hvor
Rathsack sidenefter har hørt
hjemme.
»Adam« var — saaledes
som man ogsaa forneinmer
det over for Statuen — en
Kraftanstrengelse, hvorved
Rathsack klarede for sig selv,
hvad Plastik er, og hvilke
plastiske Principper der hav-
de Betydning for ham. Han
vandt den Klarhed, han havde
fornøden, og da han straks
efter Statuens Fremkomst tog
til Paris af Pligtfølelse for at
lære, viste det sig derfor, at
paa Kunstskole havde han
intet mere at gøre. Faa Dages
Besøg paa Académie Cola-
rossi under Bourdelle over-
tydede ham om, at hans Vej
var Selvstudiet.
Ved første Øjekast er det
indlysende, at »Adam« er
bygget over visse kendte ar-
chaisk-græske Statuetter. Fi-
gurens Balance og Benstillin-
gen, til en vis Grad Armenes
Holdning og helt Skikkelsens
Statur med de brede Skuldre,
srnalle Hofter, har Rathsack
overtaget herfra. Alligevel
virker den ikke som Stilstu-
dium. Idet Hovedet bøjes til-
bage, bliver hele Stillingsmo-
tivet et andet end Forbilledernes, og man mærker stor Be-
vægelsesfrihed paa alle Punkter, særlig i Modelleringen.
Man føler, at han trods alt ikke har været bundet af sine
Forbilleder — deres Betydning var, at han i clem fandt
noget aandeligt beslægtet, som gav ham Nøglen til ham
selv. Han fik nemlig her Øje paa Holdning og Balance sonr
det vigtigste Middel til at omspænde en Figur fra Isse til
Hæl, til at skabe Helhed og til at give Udtryk med for egen
Fornemmelse og Følelse. Det blev den plastiske Værdi,
der er vigtigst og tillige mest karakteristisk for ham. Set
Svend Rathsack: Ganymedes. Statuette. Lueforgyldt Bronze. 1917
68