Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

FRANKRIG OG DANSK KUNST

Mdleren Johannes Kragh skriver om den franske Kansts og Kaltars dybe Indflydelse i vor Kunst og peger paa
franske Kanstværker i Danmark, som vi holder højt i Ære og hvis Betydning for vor Kunstudvikling er uomtvistelig.

NAAR man beder mig udtale mig om
den Qæld, hvori dansk Kunst og
blandt dens Udøvere ogsaa min
egen Ringhed staar, er det med Glæde, jeg
gør dette, fordi Gælden er saa stor og en-
hver Erkendelse af dette dog kan vise Ly-
sten til — ved Lejlighed og efter Evne —
at betale af paa den.

Skønt de første Paavirkninger er vanske-
lige at paavise, kan der ikke være nogen
Tvivl om, at Billedhuggeren Saly, hans Ar-
bejder og hans Lærervirksomhed maa have
havt — og burde stadig have — en stor
Betydning. Thi dette straalende Eksempel
paa fransk Kunst fra det 18. Aarhundrede
er en Værdi, en Kraftpræstation af Studium
og Snille, af Virke og Frigjorthed, som
staar — siden — uopnaaet.

Forhaabentlig er det efterhaanden gaaet
op for os alie, hvilken Skat »Hesten« paa
Amalienborg er, som Ryttermonument kun
overgaaet af Donatello’s Gattamelate i Pa-
dua og Verochios Colleoni i Venezia. Det
er en stor Ære for os, — og for fransk
Kunst — altsaa for Combinationen fransk
Kunst i Danmark, — at have dette Værk
for Øje, og jeg vilde gerne tro paa en —
om end ubevidst — Virkning af dette Ar-
bejde i vor Sculptur.

Men unægtelig var det Eckersberg, der
ved sit Elevforhold til David bragte et
stærkt — og aabent modtaget — Pust af
Fransk Aandsklarhed og naturlig Simpel-
hed med sig. Den sikre Tegning og dagkia-
re, lidt nøgterne Farve, som E. bragte med
sig dannede en Skole i Danmark, som vel
tibrudt fortsattes ned igennem Aarene og
blev til en virkelig dansk præget Aands-
retning i vor Kunst. Sonnes Frise til
Thorvaldsens Museum blev et meget be-
mærkelsesværdigt Eksempel paa Liniefø-
ring og Simpelhed, som ganske vist inspi-
reret af Bindesboll dog var et sikkert Be-
vis paa eksisterende kunstnerisk Kultur.

Dalsgaard, Exner og Kyhn er alle tre
mærkelige Eksempler paa denne Sammen-
smeltning af fransk og dansk Kunstop-
fattelse. Disse Malere vedligeholdt den
rene dagklare Farvetradition paa en Tid,
da hele Europas Malerkunst var saucebrun
nedsænket i Umbra-Toner.

Da Krøyer, Tuxen og Skovgaard gik i
Lære hos Bonnat, forefandt de hos ham
den sidste Rest af disse klare Toner, ned-
stammende der fra Courbet, og i Krøyers
første Billeder fra denne Periode ser vi
endnu disse meget dybe brunlige Toner
(Daphnis og Cloé, Sardineriet i Concar-
neau, Italiensk Landsbyhattemager), men
Krøyer som holdt Kontakten med Frankrig
vedlige, tilegnede sig hurtig de fint graa-
lige og dagklare Farver, som gennemMrøef
stammede direkte ned fra Velasques. Det
franske Friluftsmaleri, som satte sit Top-
skud i Impressionismens lysbrudte, luft-

mættede Farver, fik deres renhjertede,
utrættelig studerende Forkæmper i 'J'heo-
dor Phiiipsen, som er uopnaaet hos os i
Tonerenhed og Farvedagklarhed. Hans
Betydning var en delvis Genskabning af
den Eckersbergske Ædrueligheds-Indsats

— her for Farvens Vedkommende, den var
efterhaanden blevet lidt lummer, men dette
plein-air Maleri var som mange aabne Vin-
duer i en lidt kvalm Stue.

Her som hist er det betydningsfulde Mo-
ment Frankrigs lykkelige Evne og Lyst til
at sætte Sagen paa Spidsen, gøre Skridtet
helt ud — kultivere en enkeit, talentfuldt
eller — tant mieux — genialt funden Side
af Fænomenernes uendeligt mangfoldige
Verden, der her som der havde Betydning
for vort — lidt mageligt-ubestemte kvin-
deligt reagerende Temperament.

I vor Tid er Strømningerne i Malerkun-
sten saa kaotisk blandede og det er meget
vanskeligt at se — hvad der bygges op for
Øjeblikket. Saa meget kan siges, at efter
Impressionismens primatisk farveopløsende
Forsøg maatte der komme Retninger, som
tog Enkeltheden op som Problem og satte
Linien i Højsædet. Dette er jo ogsaa sket

— og sker — og der stræbes med Held
efter at skabe en virkelighedsfjern o: fri-
gjort Naturopfattelse.

Den franske Kritiker Emile Bernard har
fornylig (i Mercure de France) skrevet en
interessant Artikel (L’erreur de Ce’zanne),
hvori han bl. a. fremsætter følgende: »Dette
(foregaaende) skal ikke forstaas som om
Kunstneren slculde vende Ryggen til Natu-
ren — det vilde være at gøre sig ufrugt-
bar, — Naturen maa ustandselig betragtes
men den skal være Genstand for hans Stu-
dier, Værkerne, som indeholder disses Re-
sultater, maa være Børn af hans Aand ...
Tendensen til altfor ubetinget at dyrke Na-
turen fører til Selvmord lige saa vel som
den alt for store Ærbødighed overfor ved-
tagne Traditioner — det Klassiske ••• alt-
saa: paa den ene Side bør være det ved-
holdende Studium, glubsk efter Realitet,
paa den anden Side, Friheden, Synthesen,
den betagende Storhed ••• for helt at for-
staa Kunstens to Ansigter: Kopieringen af
Forbilledet og den omskabende Fantasi
maa vi ikke glemme, at den ene er efter-
iignende — og Aben dens Symbol, at den
anden er helt guddommelig og ikke kan
symboliseres ved mindre end Genien eller
Englen: Realismens Synd er at have for-
set sig paa Aben.«

Disse Ord — en kort Synthese af en
lang Artikel, der paaviser at de smaa Efter-
lignere af Naturen ikke fortjener Kunstner-
navnet — viser, synes mig et godt Udslag
af moderne fransk Aand, viser, hvad vi i
Øjeblikket kan lære af det inoderne Frank-
rig og dets Kunstopfattelse.

Naar jeg tillige skulde udtale, hvad der

for mig personligt har været det betyd-
ningsfuldeste af fransk Paavirkning, maa
jeg gøre en Omvej og begynde langt til-
bage — paa Teknisk Selskabs Skole. Over-
lærer Iiolger Grønvold, den eneste danske
der — mig bekendt — har gennemgaaet
Ecole des beaux Arts, bragte ved sin Hjem-
komst fra Paris i 80erne en Modvægt til
den dengang netop hjeinførte Paavirkning
fia den bredt maleriske Stil (mellem hvis
Dyrkere Manet selvfølgelig ogsaa maa
nævnes). Den akademisk-klassiske Stil
skabt af Ingres og Flandrin fortsat af de-
res Elever, havde en varm maalbevidst
Forkæmper og Beundrer i denne udmær-
lcede Mand, der som Lærer for min Gene-
ration saavelsom de lidt yngre, har bety-
det saa overordentlig meget. Den exacte
—Formgengivelse ens for Maleri og Skulp-
tur var Forudsætningen for denne Studie-
form, der samtidig munder ud i den klas-
sisk-simplificerede Kunstiorm.

Hvad Grønvold vilde lære os var at til-
egne os Ingres Valgsprog: Dessin c’est
la probité de l’art (Tegning betyder Ret-
skaffenhed i Kunst) og dette Ord har sted-
se sin Gyldighed og trænger bestandig nu
som før til Tilegnelse. Da jeg 10 Aar se-
nere i Villa Medici studerede Skulptur un-
der P. V. Ségoffin (han var Grand prix de
Rome-Stipendiat i Aarene 1900—03) var
det en direkte Fortsættelse af Grønvolds
klassisk-franske akademiske Uddannelse.
Liniens Betydning, Yderkonturen, den enkle
Silhouets forædlendelndflydelse blev formig
fastslaaet i denne Skole, (hvor man gennem-
gaaende havde Model 8 Timer om Dagen).

Hvad den moderne Kunst stræber efter
naar den er bedst, er jo netop Forenkling
i Rytme og Linie ubrydelig sammenholdte
i Kompositionens Baand er jo netop, hvad
der er blevet tilstræbt efter at Realismens
og Impressionismens formløse, men bedaa-
rende Kaos har mistet sin Magt.

Dette vage ubestemte, som var deri, laa
vel dansk Naturel nærmere end det første
i Franskmændenes livlige, let transportable
Fantasi tillader dem at udforme begge Si-
der. Vi og vort Naturel trænger til •—• først
— al den Skole, al den Disciplin, vi kan
orke, og derncest al den Frigørelse, al den
viljes-prægede Konsekvens og samlende
Stræben, vi evner.

For begge disse Sider af Kunstens skøn-
hedssøgende Trang og Søgen har vi foran
os Landet Frankrig som en modig og be-
gejstrende Fanebærer.

Har vi nu paa disse Punkter drevet det
til momentvis at overgaa Mesteren, saa bør
vor Taknemlighed og Veneration ikke
være ringere: Fransk ufortrøden og talent-
fuld Higen mod Fuldkommenheden skal
atter og atter ryste os op af vor medfødte
Apathi og holde os vaagne, saa den Ild,
vi har hentet dernede ikke slukkes.

128