DOI Heft:
Nr. 6 (Juni 1926)
DOI Artikel:Christensen, Victor P.: Frederiksborg Museets Skulptur
DOI Artikel:Magnussen, Rikard: Thorvaldsens Bernstorff-Buster - et Svar
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0168
Gengivelser af nogle enkelte af de her i Artiklen nævnte Skulpturer, der forefindes paa det nationalhistoriske Museum paa Frederiksborg
nu naaet Rækken af de Kunstnere, vi alle kender, og af
hvilke man ser Arbejder med ringe Glæde. I Modsætning
hertil glæder man sig til den Tid, som forhaabentlig ikke
er fjern, da vi paa Museet ser Arbejder af vore nulevende
udmærkede Billedhuggere, der burde være stærkt repræ-
senterede i Museets kommende Interiører fra vor Tid.
En Nyanskaffelse, der er en Pryd for Samlingen, maa-
ske lidt udenfor Rammen, er en Fajancefigur forestillende
Leda med Svanen — næsten en Gengivelse af Kjøbenhavns
Vartegn — og formentlig fra Fortlings Fabrik i Kastrup.
Den kunde i saa Tilfælde være gjort af S. C. Stanley.
Maaske man senere kommer Sagen nærmere. Nydelig er
den og en meget interessant Erhvervelse.
BERNSTORFF-BUSTER
THORVALDSENS
DOCENT P. Johansen har gjort mig
den Ære at opponere imod den Op-
fattelse af Bernstorff-Busterne, jeg
hævdede i en Kronik i »København« angaa-
ende Værket om Thorvaldsens Buster. Jeg
fremdrog dette Sted i Bogen, fordi dens
Forfatter der hævdede en Opfattelse, som
i al sin Angribelighed i det mindste var
original. Ogsaa denne Iille, sorte Fjer er
nu imidlertid pillet Forfatteren af Hatten,
idet altsaa Docenten gør Krav paa Ejen-
domsretten til det faglige fundamentale i
Vurderingen og kun overlader Digteren det
Ciceronianske.
Jeg er enig med Docenten deri, at de
Ændringer, Bernstorff-Busten er under-
gaaet, meders den ca. 1797—98 udførtes
i Marmor, kun kan tænkes foretagne af
Thorvaldsen selv. At Marmorbusten gen-
nem disse Ændringer skulde være kommet
til at virke som et Portræt af »en blød-
agtig, halvsløv Middagsherre«, maa jeg
derimod tilstaa, at jeg absolut ikke kan se.
Det forholder sig vel saaledes, tænker
jeg, at Thorvaldsen, da han udførte Mar-
morbuster, fik Lyst til at gøre den noget
tørre Forrn i Gipsbusten rigere. Desuden
havde han i Mellemtiden ved at kopiere i
Marmor efter antike Buster gjort sine Er-
faringer om Marmorets særegne Krav, og
endelig har han villet bringe Karakteristi-
ken i nærmere Overensstemmelse med Aan-
den i den romerske Portrætkunst. Han har
vel følt sig mindre bundet af det strengt
portrætlige efter Bernstorffs Død, og idet
han skildrede Personligheden mere end
Personen, har han arbejdet hen imod at
give Tidens ideelle Statsmandstype. Efter
en Nutidsopfattelse kan man indrømme, at
som Bernstorff-Portræt er Marmorbusten
derved blevet svagere end de to ældre
Gipsbuster; men er aer mindre af Bern-
storff i den, er der efter min Mening til
Gengæld mere af Thorvaldsen.
Herom kan man jo imidlertid strides, og
det var mig derfor om at gøre at finde en
reel Forbindelse mellem Marmoreksempla-
ret og Gipsbusten, hvad jeg stadig maa
hævde at have fundet i den omtalte Over-
ensstemmelse mellem Maalene.
En øvet Billedhugger vil i Almindelighed
arbejde efter Øjemaal; men i Tvivlstilfælde
kan Maaltagning med en Krumpasser have
sin Betydning, naar man forstaar at tage
de plastisk afgørende Maal.
Som en praktisk Maalemetode lærte i sin
Tid Stephan Sinding mig at tage Ørekro-
gen som Udgangspunkt, naar det drejede
sig om Portrætmodellering, idet man der-
fra, som fra et fast Centrum, har let ved
at maale samtlige Profilmaal. Sinding hav-
de i sin Ungdom lært Metoden af gamle
Emil Wolff i Berlin, saa det er forøvrigt
troligt nok, at den hører til Atelier-Tradi-
tioner fra Thorvaldsens egen Tid.
Afstanden fra Ørekrogen til Næsespid-
ET SVAR
sens Midte paa Gipsbusten af Bernstorff
svarer nøje til det tilsvarende Maal paa
Marmorbusten. Det er naturiigt nok, thi
hverken Profilen af Næsen eller Ørets Pla-
cering har Thorvaldsen haft Grund til at
ændre, da han korrigerede Karakteristiken.
Nu er det jo muligt, som Docenten anty-
der, at dette Maal tilfældigvis ogsaa kunde
passe paa en anden Buste. Jeg har ikke
maalt andre, og jeg har ikke Lejlighed der-
td, da jeg for Tiden ikke opholder mig i
København. Men naar det nu er saaledes,
at Afsianden fra Næsespidsen til den ene
Ørekrog paa Gipsbusten titfældigvis er no-
get mindre end den tilsvarende Afstand til
den anden Ørekrog, og naar dette for Mo-
dellen eller for Busten rent individuelle
Træk ligeledes nøje er overført i Marmo-
ret, saa turde man her staa over for et
praktisk Holdepunkt af den Art, Doceut
P. Johansen ellers har sin Styrke i at re-
spektere.
Ti! Slutning skal jeg blot fremhæve, at
det ikke var et forsigtigt Ønske om, at
»holde Spørgsmaalet aabent«, jeg tog Af-
stand fra i min Anmeldelse, men den suf-
fisante og ganske misvisende Paastand om,
at Marmorbusten og den senere Monumen-
talbuste aldeles intet havde med Bernstorff
at gøre, hvorfor de burde slettes af Kata-
loget som Buster af den berømte Stats-
mand!
Rikard Magnussen.
106
nu naaet Rækken af de Kunstnere, vi alle kender, og af
hvilke man ser Arbejder med ringe Glæde. I Modsætning
hertil glæder man sig til den Tid, som forhaabentlig ikke
er fjern, da vi paa Museet ser Arbejder af vore nulevende
udmærkede Billedhuggere, der burde være stærkt repræ-
senterede i Museets kommende Interiører fra vor Tid.
En Nyanskaffelse, der er en Pryd for Samlingen, maa-
ske lidt udenfor Rammen, er en Fajancefigur forestillende
Leda med Svanen — næsten en Gengivelse af Kjøbenhavns
Vartegn — og formentlig fra Fortlings Fabrik i Kastrup.
Den kunde i saa Tilfælde være gjort af S. C. Stanley.
Maaske man senere kommer Sagen nærmere. Nydelig er
den og en meget interessant Erhvervelse.
BERNSTORFF-BUSTER
THORVALDSENS
DOCENT P. Johansen har gjort mig
den Ære at opponere imod den Op-
fattelse af Bernstorff-Busterne, jeg
hævdede i en Kronik i »København« angaa-
ende Værket om Thorvaldsens Buster. Jeg
fremdrog dette Sted i Bogen, fordi dens
Forfatter der hævdede en Opfattelse, som
i al sin Angribelighed i det mindste var
original. Ogsaa denne Iille, sorte Fjer er
nu imidlertid pillet Forfatteren af Hatten,
idet altsaa Docenten gør Krav paa Ejen-
domsretten til det faglige fundamentale i
Vurderingen og kun overlader Digteren det
Ciceronianske.
Jeg er enig med Docenten deri, at de
Ændringer, Bernstorff-Busten er under-
gaaet, meders den ca. 1797—98 udførtes
i Marmor, kun kan tænkes foretagne af
Thorvaldsen selv. At Marmorbusten gen-
nem disse Ændringer skulde være kommet
til at virke som et Portræt af »en blød-
agtig, halvsløv Middagsherre«, maa jeg
derimod tilstaa, at jeg absolut ikke kan se.
Det forholder sig vel saaledes, tænker
jeg, at Thorvaldsen, da han udførte Mar-
morbuster, fik Lyst til at gøre den noget
tørre Forrn i Gipsbusten rigere. Desuden
havde han i Mellemtiden ved at kopiere i
Marmor efter antike Buster gjort sine Er-
faringer om Marmorets særegne Krav, og
endelig har han villet bringe Karakteristi-
ken i nærmere Overensstemmelse med Aan-
den i den romerske Portrætkunst. Han har
vel følt sig mindre bundet af det strengt
portrætlige efter Bernstorffs Død, og idet
han skildrede Personligheden mere end
Personen, har han arbejdet hen imod at
give Tidens ideelle Statsmandstype. Efter
en Nutidsopfattelse kan man indrømme, at
som Bernstorff-Portræt er Marmorbusten
derved blevet svagere end de to ældre
Gipsbuster; men er aer mindre af Bern-
storff i den, er der efter min Mening til
Gengæld mere af Thorvaldsen.
Herom kan man jo imidlertid strides, og
det var mig derfor om at gøre at finde en
reel Forbindelse mellem Marmoreksempla-
ret og Gipsbusten, hvad jeg stadig maa
hævde at have fundet i den omtalte Over-
ensstemmelse mellem Maalene.
En øvet Billedhugger vil i Almindelighed
arbejde efter Øjemaal; men i Tvivlstilfælde
kan Maaltagning med en Krumpasser have
sin Betydning, naar man forstaar at tage
de plastisk afgørende Maal.
Som en praktisk Maalemetode lærte i sin
Tid Stephan Sinding mig at tage Ørekro-
gen som Udgangspunkt, naar det drejede
sig om Portrætmodellering, idet man der-
fra, som fra et fast Centrum, har let ved
at maale samtlige Profilmaal. Sinding hav-
de i sin Ungdom lært Metoden af gamle
Emil Wolff i Berlin, saa det er forøvrigt
troligt nok, at den hører til Atelier-Tradi-
tioner fra Thorvaldsens egen Tid.
Afstanden fra Ørekrogen til Næsespid-
ET SVAR
sens Midte paa Gipsbusten af Bernstorff
svarer nøje til det tilsvarende Maal paa
Marmorbusten. Det er naturiigt nok, thi
hverken Profilen af Næsen eller Ørets Pla-
cering har Thorvaldsen haft Grund til at
ændre, da han korrigerede Karakteristiken.
Nu er det jo muligt, som Docenten anty-
der, at dette Maal tilfældigvis ogsaa kunde
passe paa en anden Buste. Jeg har ikke
maalt andre, og jeg har ikke Lejlighed der-
td, da jeg for Tiden ikke opholder mig i
København. Men naar det nu er saaledes,
at Afsianden fra Næsespidsen til den ene
Ørekrog paa Gipsbusten titfældigvis er no-
get mindre end den tilsvarende Afstand til
den anden Ørekrog, og naar dette for Mo-
dellen eller for Busten rent individuelle
Træk ligeledes nøje er overført i Marmo-
ret, saa turde man her staa over for et
praktisk Holdepunkt af den Art, Doceut
P. Johansen ellers har sin Styrke i at re-
spektere.
Ti! Slutning skal jeg blot fremhæve, at
det ikke var et forsigtigt Ønske om, at
»holde Spørgsmaalet aabent«, jeg tog Af-
stand fra i min Anmeldelse, men den suf-
fisante og ganske misvisende Paastand om,
at Marmorbusten og den senere Monumen-
talbuste aldeles intet havde med Bernstorff
at gøre, hvorfor de burde slettes af Kata-
loget som Buster af den berømte Stats-
mand!
Rikard Magnussen.
106