Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

Fabriken havde imidlertid med sit herlige »Påte tendre«
erobret Førerpladsen i Europa. Dens bløde Porcellæns-
masse ydede i langt højere Grad plastiske Muligheder end
Meissens haarde Masse, og Farverne fik en betydelig rigere
Glans og Fylde ved Forening med dens Glassur. For at
forsøge at genvinde det kunstneriske Suprenrati havde man
1764 i Meissner-Fabriken oprettet en Kunstskole for For-
mere, Billedhuggere og Malere. Hofmaleren Christian
Ernst Wilh. Dietrich blev samtidig Leder af Fabriken, og
saavel Herold som Kåndler maatte underkaste sig denne
Mands Bestemmelser. Fra Frankrig hentede man Billed-
huggeren Michel Victor Acier og ansatte ham som Model-
mester uafhængig af Kåndler. Hans Ansættelse foraarsa-
gede en ny, om end rent forbigaaende, Blomstringstid. Ar-
bejder fra hans Haand, der tilhøre Sén-Rokokoen, udmær-
kede sig ved en levende Fantasi og en udpræget fransk Ro-
koko-Grazie. De ejer vel ikke Kåndlerarbejdernes Dristig-
hed og Kraft i Foredraget, men var til Gengæld udført med
en legende Ynde og Lethed i Linieføringen, som fandt et
yderst velvilligt Publikum. Man fandt Behag i hans sirlige,
overmaade sentimentale Hyrdescener og Amorettefigurer;
en kort Tid syntes denne Rokokostil atter at skulle gen-
rejse den sunkne Prestige. Men en skabende Kunstner af
Kåndlers Proportioner var Acier ikke. Hans naturtro Gen-
givelse af Samtidens Liv med al dens kunstlede Sødme
ejede intet af Kåndlers overlegne, djærve Naturlighed, som
havde skabt en Uendelighed af fantasifulde, kunstnerisk
fribaarne Figurer og Grupper. Kåndler vedblev dog lige
til sin Død i 1775 at være toneangivende paa Figurplasti-
kens Omraade, selv om hans Stilling var truet og hans An-
seelse i denne Tid delvis fordunklet af Aciers. Dennes
yndefuldt rytmiske Rokokosnirkler og ret smaaborgerlige

Genre, som efterhaanden udartede til den rene Sentimen-
talitet, blev mærkværdigt nok i nogle Aar foretrukket for
de inægtigt bevægede og kraftigt slyngede Rokokolinier og
for den frodige kunstneriske Frihed, som ogsaa i Rokoko-
tidens Slutning kendetegner Kåndlers Arbejder. Den saa-
kaldte »danske Gruppe« (af hvilken det danske Kunstindu-
stri-Museum ejer en Afformning), som stammer fra 1767,
er, ligesom »Phøbus Apollon« af en stor Bordopsats, som
Kåndler fra 1772 til 74 udførte paa Bestilling af Katharina
II af Rusland, Vidnesbyrd om Kåndlers usvækkede Evner
paa dette sene Tidspunkt, hvor man — træt af den her-
skende Unatur, som fra Rokokoticlens Liv var overført i
Kunsten — havde faaet Smag for Efterligninger af den
antike Kunsts strenge Former. Nyklassisismen med dens
Sværmeri for Symmetri, for de lige Linier og enkle For-
mer, blev Iidt efter lidt eneraadende. Under denne Indfly-
delse skabte Kåndler en af sine sidste Grupper (en Løv-
inde, der angribes af Hunde), hvis Fundament bærer tyde-
ligt Præg af Empiren. — Men lige saa velegnet Porcellæ-
net var for den vredne Barok- og Rokokostil, lige saa lidt
egnede det sig for den nyklassiske Stil med dens rolige,
lige Linier. Man søgte da ogsaa i Bisquiten at immitere
Marmor- og Metalarbejder, og hvad Vaser og Kar angik,
overmalede man nu disse fuldstændig med Farver og For-
gyldning, som dækkede hele Porcellænets Overflade. Men
hermed var i Virkeligheden Porcellænets Betydning som
saadant til Ende, og der skulde hengaa opimod hundrede
Aar, før en Renaissance infandt sig, før skabende Porcel-
lænskunstnere havde indset, at Porcellænet maatte behand-
les med en finfølende Sans for dets specifike Natur, hvis
de paa dette Omraade vilde opnaa virkelig kunstneriske
Resultater.

KUNSTNOTITSER

N O R S K E

Siden »Samleren« sist inneholdt litt om
de gotiske hoder og den strid ders an-
komst til våre nordlige breddegrader vakte
i Oslos kunstverden, er de injuriesaker stri-
den avfødte mellem professor Rasmussen
og direktør Thiis og vice versa pådømt ved
Oslo meddomsrett.

Saken blev i pressen sensasjonelt utstyrt,
men manglet fullstendig den dramatiske
spenning soin mange ventet.

Dertil bidrog jo også at den kunsthisto-
riske side av saken blev holdt helt uten-
for. D.ette blev bestemt, fordi de opnevnte
utenlandske sakkyndige ennu hadde hodene
til undersøkelse for om mulig å konstatere
ders ekthet, og fordi dir. Thiis’s advokat
ellers vilde ha saken utsatt til uttalelsen
herom forelå.

I flere dage strevde derfor retten ute-
lukkende med å utfinne det ekte eller fal-
ske i de mange gjensidige injurier og kom
enstemmig til resultatet: De påklagede ut-
trykk blev mortificerte.

Straks efter at meddomsrettens dom var
avsagt, kom så de sakkyndiges erklæring
om hodene. De to herrer, direktøren for
Trocadero-museet i Paris, M. Enlart og di-
rektøren for South-Kensington-nniseet i
London mr. Maclon, hvis dom altså skal
være afgjørende i denne sak uttaler:

De to hoder som er erhvervet av Nasjo-
nalgalleriet i Oslo synes å være ekte. Ho-
det av jomfru Maria bør henføres til det
14de århundrede. Det er i fransk stil.

Hodet til St. Peter hører til retningen
fra slutten av det 15de eller begyndelsen
av det 16de århtindrede.

I følge den tidligere refererte opfatning
av Marquot de Vasselot hører dette hode
til den stilart som er karakteristisk for eg-
nen ved Toulouse. De sakkyndige skulde
snarest være tilbøielig til å søke dets op-
rinnelse i det nordøstlige Frankrike.

Hodene er efter denne uttalelse ikke så
lite yngre enn fra først av omtalt.

Men aldrig så galt at det ikke er godt

for noget. Hodene blev ved innkjøpet ikke
betalt. Efter den lange strid er valutafor-
andringen så gunstig at prisen nu blir snart
bare det halve av hvad den dengang var.

*

Av separatutstiliinger i Oslo kan nevnes
en med Joronn Sitjes fantastiske kunst som
lite hører denne syndige jord til, videre
Chr. Neuberths, Eugen Lahells og Chri-
stine Rivertys alie i Kunstnerforbundet. Ar-
ne Kavli, T. Torgersen og Rich. Schjelde-
rup, dertil Frida Hansen med vævninger
og Eva Sartz med tegninger utstiller hos
Blomqvist. Der har også været en stor vak-
ker utstilling hos Lars Jorde i anledning
hans 60 års dag, likesom der pågår en ut-
stilling av den i 1896 avdøde fortrinlige
landskapskunstner Ludv. Munthe, også hos
Blomqvist.

Krj. E.

45