Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

danske Kunstnere, det har bidraget klækkeligt ti! Omkost-
ningerne ved Udførelsen af Willumsens forventede store
Mesterværk, bestilt eller købt Arbejde af vore Billedhug-
gere. Mere kan der efter Fondets Statuter næppe med
Rimelighed forlanges. Og Guderne beskærme vort Museum
for Kunst fra nogen Sinde at blive en ren Forsørgelses-
anstalt.

Vore unge Malere har kun Grund til at juble over Købet
af Tizians Portræt. De Indtryk af den ypperste Malerkunst,
de kan faa paa srnaa Stipendierejser til Udlandet, fordanr-
per let, medens de til et virkeligt første Rangs Billede i
vort eget Land stedse vil kunne vende tilbage, glæde sig
over det, rnaaske endog lære et og andet af det. Købet

viser, at god Kunst altid har eller faar en ogsaa i Penge
særdeles notabel Værdi. Det kan kun forøge Købelysten
for gode Malerier. Maler vore unge Kunstnere lige saa
godt som Tizian, om end paa anden Vis, vil det tidligt
eller sent gaa op for Verden.

Derfor bør først og fremmest de være med i vor Tak til
Tizian, der har malt Billedet, og til Museets Direktør, sonr,
da han har set det, har troet det muligt at finde Pengene
til Købet og ved et Mirakel virkelig har fundet dem. Takket
være Ny Carlsberg-Fondet, der aabenbart har Evne til
at gøre Mirakler. Og som i dette Tilfælde heldigvis ikke
først har stukket Fingrene i den fædrene Jord og mærket,
hvor sur den var.


DET RELIGIØSE GENNEMBRUD I THORVALDSENS UNGDOMSLIV

® F"ILHELM von Schadow gør et Sted i »Der

W W j moderne Vasari« Thorvaldsen denne Indrøm-
%/%/ melse 1): »Im Bewusztsein seiner hohen geisti-

W w gen Stellung kannte er nichts von dem Hoch-
nruthe mittelmåsziger Kunstler ...« Det var i Sand-
hed et Udslag af aandelig Overlegenhed, naar Thor-
valdsen nøjedes nred at svare, sonr han gjorde det, under
Udfoldelse af sin »diplomatiske Snildhed«! Det er et Træk,
sorn der er Grund til at fremhæve og anføre som Modsæt-
ning til de mange Beretninger om den opbrusende Heftig-
hed, der kunde løbe af nred ham, hvor det drejede sig om
Bagateller. Det er ogsaa forstaaeligt, at en Tildragelse som
denne, der er saare langt fra at være enestaaende i Thor-
valdsens Liv, maatte bidrage til at forøge hans Tilbage-
holdenhed overfor Mennesker, den man ikke uden Grund,
men ikke alene ved Thorvaldsens egen Skyld, har beteg-
net som Mistroiskhed og Mangel paa Evne til at vise aaben
Tillid. Er Ensomhedsfølelsen ikke paa Forhaand Skyggen
i den overlegne Begavelses Liv, skal Tilværelsen nok vide
efterhaanden at fremkalde den som den dybe Modsætning
til Lyset fra den maabende Beundrings Fakler.

Og dog kan det knuge ens Sind at se, i hvilken Grad
Thorvaldsens inderste Væsen og redeligste Bestræbelse er
blevet misforstaaet og mistydet paa Grundlag af disse to
Udtalelser, særlig den sidste. Er det da virkelig nødvendigt
for den, der vil bruge store, hanr betroede Evner i Menne-
skehedens Tjeneste, at krænge sit inderste Indre og udle-
vere indtil Profanation alt, hvad der er ham helligt?

Vel sandt, indtil de seneste Aar har Thorvaldsens Bio-
grafer været uden Kendskab til Mesterens egne Ord, om
hvad der for hanr havde været det højeste, og det er lettere
nu, da vi har denr, at finde denne hans dybeste Bestræbelse
afspejlet i hans Værker. Men ogsaa i tidligere Tider fore-
laa jo dog dette Livsværk. Kunde man ikke med Rette have
ventet, at de, soin paatog sig at forklare og vurdere Thor-
valdsens Kunst, havde formaaet at trænge dybt nok til
Bunds i Forstaaelsen af lians Væsen til i Tide at faa dæin-
met op for Virkningen af en saa taabelig Misforstaaelse?

Vi vil følge Udlægningen af Thorvaldsens Forhold til

Kristendommen gennem nogle af de mest typiske Skrifter,
derefter særskilt behandle Julius Langes Opfattelse af For-
holdet og siden gaa over til de efter Langes Død offent-
liggjorte Dokumenter.

*

Efter at Thiele paa det før omtalte Sted i Biografien 2)
har udtalt sin Utilbøjelighed til at komme nærmere ind
paa en Vurdering af Thorvaldsens Forhold til Kristendom-
men, fortsætter han uanfægtet af samme Utilbøjelighed
saaledes:

»Men for alt det Skiønne og Herlige, som har aabenbaret
sig, var hans Siæl altid aaben og modtagelig, og som dette
havde tiltalt ham i Oldtidens Værker og i de homeriske
Sange, saaledes tiltaltes han ogsaa af Evangeliet. Hans
Forhold til Christendommen var saaledes, maaske, mere
end i en religiøs Bevidsthed, grundet paa Skiønhedsideen,
i det mindste udtalte han noget Saadant, da han paa denne
Tid og i denne Anledning svarede en af sine Venner: »Jeg
troer jo ikke heller paa de græske Guder, men jeg kan jo
dog fremstille dem!«

Som Dækning for denne Antagelse skriver han: »... hi-
storisk ligger det for Dagen, at da Thorvaldsen forlod det
Huus, som havde fostret ham, og traadte ud i Livet, for
at søge nogen Dannelse, kunde den Tid og det Samfund,
hvori han søgte at danne sig, næppe i denne Henseende
føre ham videre, end Provst Høyer 3) havde ført ham, og
i Ronr gjorde han Bekiendtskab med Christendommen som
Papisme og Helgendyrkelse.«

Thieles Opfattelse er i sin Forening af Liberalitet og
psykologisk Snæversyn typisk for en Datidens »Skønaand«.
Ubekymret undlader han at regne med mulige Paavirknin-
ger, som han ikke har hørt noget om, og røber for en Nu-
tidsbetragtning sin Mangel paa Forstaaelse af den reli-
giøse Følelses dulgte Udviklingsmuligheder og Personlig-

') Se: »Der moderne Vasari«. Side 75.

2) Se: J. M. Thiele: Thorvaldsen i Rom II. København 1854.

Side 124—125.

3) Chr. Fr. Høyer, som havde forberedt Thorvaldsen til Kon-
firmationen.

139