Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

und Anmuth der Formen darin enthalten sein mogen, je-
doch fehlt fiir mich in der Anordnung die Tiefe des Ge-
dankens und in der Ausftihrung die Innigkeit des christli-
chen Gefiihls, mit einem Worte: der Hauch des heiligen
Geistes ... Thorvaldsen empfand richtig, was im Bereiche
der Natur liegt; was im Bereiche der Gnade liegt, war
ihm vielleicht nicht aufgegangen.« Som Modsætning til
Thorvaldsen fremhæver Schadow Tenerani, som han fin-
der har behandlet kristelige Emner »in so glaubiger Sinne,
wie sie mir bisher in modernen Bildhauerarbeiten nicht vor-
gekommen sind.«

»Thorvaldsen var wohl in einiger Beziehung ein altcr
Heide?« spørges der sluttelig, og Svaret lyder: »Leider!«
Straks efter mildner han Virkningen af dette: »ja, des-
værre« med følgende Passus: »jedoch (ein alter Heide)
wie die meisten geistreichen Manner seiner Zeit in dem
Sinne eines Aeschylos, Sophokles, Phidias und Praxiteles«,
hvorpaa han benytter Lejligheden til at give Samtiden det
glatte Lag: »von dem eiskalten, abgeblaszten, hochmiitig
trockenen und sophistischen Heidenthmne unseres Zeit-
alters aber war in ihm keine Spur.«

Efter nogle Betragtninger over, hvad det vilde have be-
tydet for Thorvaldsen »wenn er ein festes Glaubens- und
Sittengesetz gehabt hatte«, ført ud lige indtil Beklagelse af
Thorvaldsens Nærmeste, hvem han i saa Fald ikke saa ofte
vilde have gjort Livet surt, men paa hvem han tværtimod
kunde have øvet en Indflydelse med anderledes velsignel-
sesrige Følger, resumerer Schadow saaledes: »das Ziel,
wohin Geister seiner Art streben, ist bei allem Auszeror-
dentlichen ihren Leistungen ein falsches und kann dem
Menschen keinen Frieden geben«, hvorefter Schadow gaar
over til sin Omtale af Nazarenerne.

Hvilken Modsætning mellem Schadow og Nazarenernes
Snæversyn og saa paa den anden Side Kardinal Consalvis
aandsoverlegne Fordomsfrihed 4) og Pave Leo Xlltes Li-
beralitet 3)! Schadows Opfattelse er karakteristisk for den
Del af Modpartiet, som raabte »Profanation!« da Thor-
valdsen overtog Arbejderne til Frue Kirke, og behøver in-
gen Kommentar. Ensidighed og Ufordragelighed raaber i
dette Tilfælde højt nok, til at Ekkoet sender samme stærke
Udtryk tilbage imod de raabende selv.

Fra Thiele er Misforstaaelsen af Thorvaldsens Parade:
»Jeg tror jo heller ikke paa de græske Guder, men jeg
kan jo dog fremstille dem«, gaaet over i fransk Thorvald-
sen-Forskning, først og fremmest til det ældste og betyde-
ligste Værk indenfor samme, Eugéne Plons bekendte Bog:
»Thorvaldsen, sa vie et son oeuvre«, som udsendtes i over-
ordentlig smuk og statelig Udstyrelse i Paris 1867, og soin
i Oversættelse fandt Udbredelse baade i Tyskland, Italien,
England og Ainerika foruden i Forfatterens Hjemland, hvor
den kom til at foreligge i flere Udgaver og gentagne Op-
lag, saa at den som almindeligt benyttet Kildeskrift næsten
kan sættes ved Siden af Thieles. (Fortsættes)

(Eftertryk ikke tilladtj

2?


hedsvækstens Betingelser, som jo snarere afhænger af Livs-
forhold end af Kendskab til Læresætninger.

Uagtet Thieles Udlægning er dikteret af Sympati og
ment som en Forherligelse, skulde den som den oftest be-
nyttede Kilde blive nok saa skæbnesvanger for Eftertidens
Forstaaelse af Thorvaldsen, som den Kritik, der rettedes
imod Thorvaldsens Behandling af kristelige Emner i en
Fremstilling fra Modstandernes Lejr: Wilhelm von Scha-
dows i »Der moderne Vasari«, som udkom i Berlin 1854,
altsaa samtidig med, at den omtalte Del af Thieles store
og i saa mange Henseender højtfortjente Værk udsendtes
i Thorvaldsens Fødeby.

Det bør dog forudskikkes, at Schadows Kritik ikke ret-
tedes alene mod Thorvaldsen. For at kunne citere ham i
den rette Sammenhæng noterer vi nogle af hans Udtalelser
om Thorvaldsens Fdrgængere. Allerede i disse Udtalelser,
der kan være nok saa berettigede som de senere, gør Scha-
dows Grundsyn sig klart gældende.

Om Raphael Mengs’ Behandling af kristelige Emner si-
ger Schadow, idet han henviser til Mengs’ af Datiden højt
beundrede Arbejder i den katolske Hofkirke i Dresden:

»bei christlichen Darstellungen, wo die Innigkeit der Emp-
findung ganz unerlasslich, ist er fiir mich wenigstens un-
geniezbar.«

Om Carstens har Schadow de aandfulde Ord: »er
blieb fast nur eine Skizze seiner selbst.« I det føl-
gende, der virker som en Begrundelse, siger han: »Sein
Geist, gleich andern grossen Geistern seiner Zeit, nahm
eine durchaus antike Richtung; denn der orthodoxe Prote-
stantismus hatte bei diesen Månnern seine Geltung verlo-
ren, der Katholicismus war ihnen noch fremder, und so
fanden sie sich nur zurecht auf dem Boden der Philoso-
phie, welcher sich den denkenden Kiinstlern besonders in
den orientalisirenden und poetischen Werken Platos eroff-
nete ...«.

Paa tilsvarende Maade finder han Forklaringen paa, at
Flaxmanns Kompositioner til »Divina comedia« synes ham
mindre fængslende, deri at »die christliche Sphare war den
Mannern jener Zeit mehr oder minder fern«, men giver
iøvrigt en klog og rammende Karakteristik af Flaxmann,
ligesom af Carstens.

Mindre overlegen og klartskuende er Schadow i sit For-
søg paa at indordne Thorvaldsen under samme Aands-
type. Naar vi tillægger hans Vurdering Betydning uanset,
at hans Fremstilling røber et mangelfuldt Kendskab til
Thorvaldsens Ungdoms-Historie og hans Udvikling hin-
sides Kulminationstiden, hvorved Tilliden paa Forhaand
svækkes, skyldes det først Ønsket om, at ogsaa »altera
pars« skal blive hørt, dernæst den Omstændighed, at Scha-
dow, som han selv erklærer det, »havde boet i Hus med
Thorvaldsen i ti Aar og spist ved samme Bord,« hvorfor
han selv mente at kende ham nøje. Han kan da ogsaa be-
rette meget underholdende om, hvorledes han skrev Ud-
kast for Thorvaldsen til dennes tyske Korrespondance, og
han synes i det hele taget at have staaet Thorvaldsen nær,
saa vidt det tilstedtes en Mand af modsatte Anskuelser.

Angaaende det Forhold, vi her beskæftiger os med, ud-
taler Schadow sig imidlertid saaledes:

»Was seine christlichen Darstellungen betrifft ... so ge- ^
stehe ich, dass wohl Schonheit der Linien, sowie Fiille

Det var Consalvi, som overdrog Thorvaldsen Udførelsen af
Pave Pius Vlldes Monument.

Under Forhandlingerne om Thorvaldsens Valg til Præsident
for S. Luca-Akademiet.

140