Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

MALEREN O. V. BORCH

Forfatteren JosefPetersen, der selv oprindelig er Maler, udgaaet som Elev fra Zahrt-
mann’s Skole, og som føler sig knyttet til Efteraarsudstillingen og dens Kunstnere, skriver
om en af denne Sammenslutnings betydeligste Talenter, den unge Maler 0. V. Borch.

MEDENS de kunstneriske
Modejournalers mest
eksentriske Farveprøver
i i Krigsaarene altid blev
modtaget kritikløst med Bifaldslarm,
har ung Kunst ikke særlig blide
Kaar i Øjeblikket; Guldet ruller
ikke rask mellem Mæcenernes Hæn-
der, og de, der tidligere trakterede
med oratorisk Messingsuppe til Ære
for den oprørske og eksperimente-
rende Ungdom, begynder nu at
snakke om Kunstens Forfaldsperio-
de og hæve advarende Pegefingre i
Vejret.

Naar der tales om Forfald, er
mange tilbøjelige til at parallellisere
med »den romerske Forfaldstid« og
uddrage skræmmende Konklusioner
af denne Parallel. Det er nu altid
farligt at sammenligne, — og der
kan baade diskuteres om, hvorvidt
den roinerske Forfaldstid var en
Forfaldstid, og om Sammenbruddets Aarsager maaske var
noget ganske andet end dette saakaldte Forfald. Og om
moderne Kunst skal bedømmes af Eftertiden som en For-
faldsperiode, beror vel paa, om dens mangeartede og ofte
maaske hasarderede Eksperimenter vil munde ud i en fro-
dig Udvikling, en Tidens Fylde, eller om dens Muligheder
vil blive bortskyllet af nye Brydninger. Saadan er det jo
gaaet mange af de vekslende Former, den i de sidste De-
cennier har iklædt sig.

Meget tyder dog paa, at Kunstens Sturm-und-Drang-
Periode vil afføde en ny Stortid. Ogsaa her i Danmark.
Man behøver blot at henvise til sidste Efteraarsudstilling,
— den var langt mindre end ellers præget af stakaandet

Oksekranie og Leopardkranie

modernistisk Fluesnapperi end af
bevidst Kraft og sund Frodighed.

0. V. Borch er en af de Kunstne-
re, man husker bedst fra de sidste
Udstillinger, — maaske netop fordi
han absolut hører til de Malere, der
aldrig har Iystret den sidste Kunst-
Modes Knaldepisk uden at undersø-
ge Parolernes Berettigelse.

Borchs Fantasi og kunstneriske
Begavelse er for stærk og udpræget
til, at han har kunnet underordne sig
disse Paroler fra Klikecentraler i Ud-
landets Atelier’er, der forsyner uselv-
stændige Naturer med alt til Faget
henhørende. Fødte Kunstnere kan
ikke købe deres Ideer færdigsyede
fra franske Varehuse.

Selvfølgelig kan Borch saalidt
som nogen anden sige sig fri for
Paavirkning; men han har naturligt
og ligetil bygget videre paa det, der
engang har bundfældet sig i hans
Sind som rigtigt. Temperament og Farvepragt præger og
har altid præget hans Arbejder, og har han end ofte tid-
Iigere i ungdommeligt Overmod sigtet fejl og ramt ved
Siden af, — kedelig var han idetmindste aldrig.

Fra hans tidligste Periode erindrer jeg nogle stærkt
farvede bibelske og mythologiske Billeder, stærke i Kom-
position og Billedopbygning, men af og til med noget Iige-
frem afstumpet i Farvegivningen og noget haardt i Kolo-
ritten. Borch har sikkert selv følt, at han trængte til at
rendyrke sin Farve. Jeg husker fra en senere Charlotten-
borgudstilling et stort Billede: »Korsnedtagelse«, hvor
Farverne var dæmpede og forsigtige, — nærmest Jord-
farver, Okker, Engelskrødt og grøn Jord, •— hvorimod

Landskab med Figur

O. V. B o rch

223