Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

DET RELIGIØSE GENNEMBRUD I THORVALDSENS UNGDOMSLIV

Den første af disse Udtalelser meddeles af Histori-
keren Barthold Georg Niebuhr, der paa den Tid
var preussisk Gesandt ved Pavehoffet. Medde-
lelsen forekommer i et Brev af 6. Juni 1818, gen-
givet i Herman Riegels Bog om Cornelius 1), fra hvilken vi
anfører følgende:

»Dasz Cornelius ein gesunder Mensch ist, davon nur ein
Beispiel! Den Abend nach der Kindtaufe bei Bunsen’s wa-
ren wir mehrere dort. Bunsen wohnt im Palast Cafarelli
und iiber dem Palatin. AIs wir nach Mitternacht auf der
Loggia standen, sahen wir Jupiter funkeln, als schaute er
auf seinen tarpeischen Fels. Es waren Gesundheiten ge-
trunken; ich sagte zu Thorvaldsen: »Lass uns die Gesund-
heit des alten Jupiter trinken!« »Von ganzem Herzen!« ant-
wortete er mit beklemmter Brust. Einige stutzen: Corne-
lius stiesz an und erwiderte uns.«

Riegel føjer til om den Virkning, Tildragelsen fik for
Cornelius: »Die Ultramontanen verketzerten natiirlich un-
seren Meister ...« Han siger om Cornelius, der selv var
fromt opdraget, at han var mistænksom overfor den dati-
dige, katolske Form for Religiøsitet, ikke overfor Sagen.

Vi skal her indskrænke os til at sige, at Thorvaldsens
Deltagelse i Udbringelsen af denne Skaal i første Række
skyldtes de samme Bevæggrunde, og at Tildragelsen, hvis
noget overspændte Karakter vel tør hcnføres til Øjeblikkets
Stemning og det fremrykkede Tidspunkt, snarere end at
vidne om Thorvaldsens Forhold til Kristendommen giver
Udtryk for lians Standpunkt overfor Nazarenerne. Som be-
kendt var Thorvaldsen inger. Ynder af disses devote kunst-
neriske Bestræbelser, om hvilke man i det højeste kan sige
med Wilhelm von Schadow: 2) »Nicht was man wollte,
war falsch, nur wie man es wollte«.

Thorvaldsens Standpunkt overfor Nazarenerne deltes
forøvrigt af Niebuhr, som i sarnme Brev anmoder otn at
faa tilsendt fra Hjemmet Luthers Skrifter »und ttichtige
Schriften gegen den Papismus«.

Vi er dog ikke utilbøjelige til at antage, at der desfor-
uden kan have været anden, dybere Betydning bag Thor-
valdsens Ord: »Von ganzem Herzen!« især hvis man kan
stole paa Niebuhrs Angivelse af den Tone, hvori de frem-
førtes: »mit beklemmter Brust«. Riegel synes at forud-
sætte noget tilsvarende hos Cornelius, idet han kommente-
rer Begivenhed'en saaledes: »Dieser Vorfall gewinnt um so
hoher Bedeutung, wenn man ervagt, dasz Cornelius sich
seiner Cartons wegen fiir die Villa Massimi in das Studium
des Dante vertieft hatte, und Dante einmal Gottvater selbst
den »sommo Giovo« nennt«.

Saaledes forholder det sig med den første af de to Udta-
lelser, ud fra hvilke man har rnent at turde drage Slutnin-
ger angaaende Thorvaldsens Forhold til Kristendommen.
Det er rimeligt, at i Biografier, der kritikløst anvender en
saadan Udtalelse som Bevis paa Thorvaldsens Indiffe-
rentisme, ska! man have svært ved at finde nogen dybere
Forstaaelse af hans Kunst og dermed følgende Veneration
overfor hans Minde. Som et af de groveste Eksempler frem-
drager vi en af de faa engelske Thorvaldsen-Behandlinger:

J. Beavington Atkinsons Afhandling: »Thorwaldsen in Co-
penhagen and in Rome« 3). Atkinson anfører Historien om
»Jupiters Skaal« og tilføjer: »The simple Scandinavian
scarcely realised al! that might be implied; he had a grand
indifference to the conflicting claims of the gods; on chan-
ge of domicile he easily transferred his faith from Odin and
Thor to Jupiter and Apollo«.

Størst Betydning har man dog tillagt den anden af de to
Udtalelser. Thiele fortæller i sin store Biografi 4) om hvor-
ledes ikke blot Nazarenerne, men ogsaa Thorvaldsens Ven-
ner og Beundrere fandt det betænkeligt, at han havde over-
taget de store Arbejder til Frue Kirke uden, saa vidt de
vidste, at være i nærmere, personligt Forhold til Kristen-
dommen. Da Thorvaldsen en Dag fik dette forebragt, sva-
rede han: »Jeg tror jo heller ikke paa de græske Guder,
men jeg kan jo dog fremstille dem.«

Det er ubegribeligt, at man har turdet opfatte denne Pa-
rade som en aaben og alvorlig Bekendelse af Indifferen-
tisme. Hans Venner i det mindste maatte dog have kunnet
indse, at en Udtalelse af den Art, om den havde været al-
vorligt ment, vilde have været Thorvaldsens Natur ganske
fremmed, og at den havde været utænkelig allerede paa
Grund af hans Forsigtighed.

Hvis Thorvaldsen ikke selv havde følt sig aandelig be-
rettiget til at overtage disse Opgaver, vilde han for det før-
ste ikke lrave gjort det. Men hvis man forudsætter, at han
havde overtaget dem uden fuld Klarhed over Opgavens
aandelige Krav, og at han nu nødig vilde afgive dem, men
hellere gaa videre paa gyngende Grund i Tillid til sin for-
melle Overlegenhed, da vilde hans Forsigtighed sidst af
alt have tilladt ham en Ytring, der kunde tages til Indtægt
af hans Modstandere.

Yderligere vilde en aaben Bekendelse have stridt imod
lians vanemæssige Utilbøjelighed til at vise Fortrolighed.
Aldrig før havde han i Ord udtalt sig om sit Forhold til
Kristendommen. Hvis dette Forhold var negativt, skulde
han da gøre det nu? Det vilde have været vanskeligt af
de anførte Grunde, da han maatte regne med, at hans Ord
vilde blive bragt videre. Men hvis Forholdet var positivt,
vilde det have været ham endnu vanskeligere, thi at en
aaben Bekendelse vilde have stødt an imod hans aandelige
Blufærdighed var en Omstændighed, han under andre For-
hold muligvis kunde have ladet ude af Betragtning, naar
det endelig gjaldt, men absolut ikke ved denne Lejlighed,
hvor dens Fremkomst kunde mistydes som foranlediget af
Hensyn til det opportune.

') Se: Herman Riegel: Cornelius, der Meister der deutschen Ma-
lerei. Hannover 1866. Side 65.

og: Lebens nachrichten iiber Niebuhr aus Briefen desselben.
Hamburg 1838.

-) Se: »Der moderne Vasari«, von Dr. W. v. Schadow. Berlin
1854.

3) Se: Frasers Magazine. January 1873. London. »Thorwaldsen
in Copenhagen and in Rome«, af J. Beavington Atkinson. Side
56.

4) J. M. Thiele: Thorvaldsen i Ronr. II. København 1854. Side
124—125.

91