Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

EFTERAARETS VAABENAUKTIONER

Topografen, Museumsinspektør, Kaptajn Otto Smith giver her en Over-
sigt over Vaabenauktioner i Aaret 1925 og faar derved Lejlighed til at
give Vaaben-Samlere forskellige nyttige Oplysninger og Vejledninger.

EFTERAARSMAANEDERNE af 1925
bragte ikke mindre end tre Vaa-
bensamlinger paa Auktionsbordet:
General Ryes Samling, der sidst ejedes af
Godsejer A. F. Lassen, Den Hegelske Vaa-
bensamiing og en, der formenes at have
tilhørt Veksellerer Lamm.

Desværre viste disse Auktioner i et for-
færdende klart Lys, paa hvor lavt et Trin
vore hjemlige private Vaabensamlinger
staar. Vaabensamlere i stor Stil har Lan-
det aldrig ejet, den danske Adel har aldrig
vist den Interesse for deres Forfædres Vaa-
ben, som deres Frænder i vore Nabolande,
og det er derfor yderst l.idt af virkelig vaa-
benhistorisk Værdi, der herhjemme findes
udenfor den historiske Vaabensamling paa
Christian IV.s gamle Tøjhus.

Af de tre omtalte Samlinger var Olaf
Ryes vaabenhistorisk set den værdifuldeste.
Ganske vist gav dens Ophængning paa
Auktionsstedet og den Omstændighed, at
Vaabnene ikke maatte tages ned derfra,
ingen Lejlighed for eventuelle Købere til at
undersøge deres Bestanddele og deres Vær-
di nærmere, men den gjorde et umiddelbart
tiltalende Indtryk.

Hovedaarsagen hertil var dens Homo-
genitet. Den aabenbarede ikke dette Jag
efter at eje et Eksemplar af hver Speciali-
tet inden for baade Haandskydevaaben og
blanke Vaaben, det være nær sagt, enten
det er ægte eller ej, som misklæder de fle-
ste andre danske Samlinger. Den var jævn
og tilforladelig, øjensynlig samlet af Gene-
ralen selv og hans Fader, med Hovedvæg-
ten lagt paa de Vaaben, der karakterise-
rede deres egen Tid eller den umiddelbart
foran Iiggende. Den erhvervedes som Hel-
hed af 1. Regiments Soldaterforening og
skænkedes Regimentet.

Den Hegelske Samling var ep forvirrende
Blanding af godt og ondt, saaledes som en
Samling bliver det, naar der samles uden
Kritik og uden Sagkundskab. Dens Hoved-
bestanddele var saadanne Vaaben, der maa
betegnes som »sammenbragte Børn«, hvori
et enkelt Stykke godt og gedigent dannede
Basis for en Opbygning af et Vaaben, der
vel sjældent vil faa Betegnelsen »falsk«,
fordi der nu engang er noget ægte deri,
men som helst burde have denne Beteg-
nelse for at undgaa, at Begreberne forvir-
res hos de desværre alt for mange umyn-
dige paa disse Omraader.

At samle paa Vaaben er maaske det svæ-
reste af alt! Det fordrer ikke blot et uhyre
omfattende Kendskab til den foreliggende
Litteratur, men det fordrer en teknisk Vi-
den, som det er de færreste beskaaret at
komme i Besiddelse af.

Der betaltes paa denne Auktion fra 110—
360 Kr. for Hjullaasgeværer, hvis faa ori-
ginale Dele, man skulde lede længe efter,
og hvis indlagte Skæfter røbede et saa

haarrejsende Faisum, at et Barn burde have
set det — rent bortset fra at Laasene bar
indgraverede Motiver fra 1700’erne, natur-
ligvis udført i samme Aarhundredes
Gravørstil.

At et overordentlig smukt forarbejdet
Jagtgevær af Lobnitz gik til en Pris af kun
31 Kr., er lige saa forbløffende -— i mod-
sat Retning.

Et Par Hjullaaspistoler af tysk Form med
store Kolbekugler, kan føres ind under
samme Kategori som Hjullaasgeværerne,
men betaltes dog med 440 Kr., medens en
Række Stenlaaspistoler af jævnt Arbejde,
der solgtes for en Pris mellem 30 og 50
Kr., viste en bedre Vurdering af deres Vær-
di. Iøvrigt skal Enkelthederne, der under-
tiden bragte en forbløffende Mangel paa
Dømmekraft hos Køberne for Dagen, ikke
fremdrages her. Blot skal det nævnes, at
en Pris af 324 Kr. for et Par dobbeltløbede
Stenlaaspistoler fra Arnold Niquet i Liége,
opfordrer til lidt mere end til at trække
paa Smilebaandet.

Selvfølgelig afhænger en Auktionsvares
Værdi af Efterspørgslen, men Grænserne
maa ikke afstikkes saa snævert, at vi i
vort lille Land kommer til at betale Priser
for Vaaben, som var de Unica, medens der
paa Verdensmarkedet er Overflod paa dem.
Vilde vore Vaabensamlere specialisere sig
og rette Blikket mere udad, kunde den Slags
undgaas.

For de blanke Vaaben var Forholdet det
samme. 1700’ernes Dragtkaarder betaltes
med jævne Priser, men der er jo ogsaa et
stort Antal af dem paa Markedet hos vore
Antikvitetshandlere; men ogsaa blandt
Sværd og Kaarder var der, foruden abso-
lut falske Stykker, en Mængde »sammen-
bragte Børn«, hvoraf kun skal nævnes, at
af fire Schiavona’er, der alle havde gode
stempledeSolinger-Klinger, var kun een helt
reel. ToOfficersespontoner betaltes med ik-
ke mindre end 244 Kr., medens en Række
Sabler og Palasker holdt sig i rimelige Pri-
ser. En Sabel, der havde tilhørt Fr. v. Dan-
nemand, erhvervedes ret naturligt af Aa-
strup Gods for 50 Kr.

En stor Del orientalske Vaaben gik til
ret lave Priser, skønt en Del af dem alene
ved deres Udstyr med Sølvbeslag o. I. maa-
ske kunde have ventet højere Priser. Der
synes at være opstaaet en Række yngre
Vaabensamlere, der specialiserer sig paa
disse Vaaben, noget, der kun kan hilses
med Glæde, da enhver Specialisering paa
Vaabensamlernes Omraader kun kan være
af det gode.

Den sidste Auktion vakte — trods en
ihærdig Opreklamering — kun saa megen
Opmærksomhed, som den fortjente. Ingen
af vore Vaabensamlere var mødt frem og
selv Antikvitetshandlernes kendte Ansigter
manglede!

Ogsaa her dannede de orientalske Vaa-
ben den bedste Bestand, og da de var i
bedre Udstyr og var bedre vedligeholdt end
de Hegelske, var Priserne ogsaa højere, til
Tider endda ret kraftige. Naar de fra Auk-
tionarius’ Side ofte omtaltes som rene
Unica og sjældne Pragtstykker, kan det
kun skrives paa Uvidenhedens Kappe.

Blandt de europæiske Vaaben var der
hverken Sjældenheder eller særlig udmær-
ket forarbejdede Ting. En Æressabel 1835
til Oberst C. v. Hinck ved oldenborgske Re-
giment, betaltes med 200 Kr. Tolv Palasker,
der betegnedes som stammende fra Hest-
garden — en almindelig udbredt forkert
Opfattelse — betaltes med fra 25—50 Kr.
De var alle falske, hvad et Blik paa Klin-
gerne, hvoraf næppe to var ens, hurtigt
vilde have overbevist om, og hertil kom,
at Fæsterne var Efterstøbninger af de ori-
ginale, overordentlig smukke, som i sin Tid
var en Pryd for det Dragonregiment, der
bar dem.

Samlingen rummede ogsaa et Par »Rust-
ninger« med rig Ætsning. De betaltes med
372 og 487 Kr. Materialet var det, der
blandt Vaabenhistorikere paa Dansk bedst
kan betegnes som Sardindaaseblik, og man
undrer sig kun over, at der er ofret saa
meget Udsmykningsarbejde paa saa uædelt
et Grundlag. Maaske kan de være meget
interessante Dekorationsgenstande i et
Hjem, men med Rustninger har de intet at
gøre. De kan sikkert føres tilbage til den
Udrensning paa Frederiksborg Slot, hvor-
ved man for nogle Aar siden befriede sig
for en Del Genstande, der ved ukritiske
Køb havde fundet Plads inden for dets
Mure.

Vor Tid er meget stærk i det, der kal-
des »falsk Varebetegnelse«. Inden for vore
Auktionslokalers Mure kan man gøre her-
lige Studier heri. Naa, det meste vil sik-
kert kunne skydes ind under Ukyndighed
og deraf følgende »god Tro«.

Bestræbelserne for at skaffe saa store
Indtægter som muligt ved Auktionen, maa
ikke foranledige til at give Publikum et
forkert Indtryk af Varens Værdi. Auktio-
narius kan ikke her skyde sig ind under, at
det maa blive Publikums egen Sag at skabe
sig Grundlag for en Vurdering af Genstan-
dens virkelige Værdi i Handel og Vandei.

Naturligvis foretagerPublikum i de fleste
Tilfæide selv Reguleringen af Forholdet
gennem deres Bud. Det er selvfølgelig kede-
ligt for Auktionsholderen, der tror at brin-
ge en værdifuld Samling under Hammeren,
at høre, at Køberne ikke har ganske den
Opfattelse, som han gennem Reklamer og
Avismeddelelser har søgt at bibringe dem;
men bør dog ikke forlene ham til lige-
frern at haane Publikum for deres lave
Bud!

Otto Smith.

28