DOI Heft:
Nr. 10 (Oktober 1926)
DOI Artikel:Bundgaard, I. A.: Johan Rohde halvfjerds Aar
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0299
JOHAN ROHDE HALVFJ ERDS AAR
Kunsthistorikeren, Magister I. A. Bundgaard skriver i Anledning af
Johart Rohdes forestaaende 70-aarige Fødselsdag, den lsie November,
om den gamle Kunstners alsidige og beiydningsfulde Indsats i dansk Kunst»
JOHAN Rohde behøver ingen Introduktion. Baade som
Maler, Kunsthaandværker og Skribent er han tilstræk-
kelig kendt. Men naar man nu i Anledning af hans 70
Aars Fødselsdag skal forsøge at sammenfatte et langt
Livs Værker og ligesom give en Slags Vurdering af hans
Indsats, staar man tvivlraadig og ved ikke, hvilken af disse
tre man skal vælge som den
mest karakteristiske af hans
Evner. Man falder saa til-
bage til, hvad man i Begyn-
delsen tror er en Udflugt,
og giver sig for at vinde Tid
til at fortælle om hans Liv.
Efterhaanden gaar det op
for en, at denne simple Ud-
vej er den alfare Hovedvej
lige ind i Hjertet af hans
Egenskaber.
Johan Rohde er født i
Randers 1856 i et velhaven-
de Købmandshjem, der hav-
de tilhuse netop i en af den
Slags gamle Gaarde som
han senere saa ofte har
valgt sig til Motiv. Efter at
være bleven Student 1875
kom h,an til Kjøbenhavn for
at studere Medicin. Han
havde allerede Størstedelen
af sit Studium bag sig, da
han pludselig bestemte sig
for at blive Maler. Traditio-
nen siger, at han forlod Me-
dicinen samme Dag som
hans Ven Henrik Pontoppi-
dan Polyteknikken.
Han søgte altsaa Optagelse paa Akademiet, og kom i
1881 ind paa Forskolen. Der skulde han forsøge at tilegne
sig den raffinerede Tegnemaner, der doceredes af Vermeh-
ren og Kittendorff. Det faldt ham svært vanskeligt, og ikke
videre interessant. Kunsten syntes ham utilgængelig hvis
dens første Fordring var det virtuose Lithografhaandelag,
der skulde til til at lægge de fine Stregelag, hvormed man,
naar først Lys og Skygge var fordelt, gav Tegningen »det
egentlige«.
Men dette var jo ikke Kunstens første Fordring. Det var
en Maner. I de to Semestre han gik derinde blev det ham
klart, at det var Akademiet og ikke ham, der var noget galt
med, og han, der i Kraft af sin Alder og sin overlegne Dan-
nelse indtog en Førerstilling blandt Eleverne, holdt ikke sin
Mening for sig selv.
Det var netop ved denne Tid at en Kreds af Kunstnere
havde oprettet en Studieskole og faaet et aarligt Statstil-
skud til Leje af et Lokale paa Halmtorvet. Der var Jern-
dorf, Tuxen, Krøyer, Zahrtmann og Schwartz, af de yngre
Niels Skovgaard og M. Engelsted. Mellem Schwartz og
Akademiet var der Blod. En Aften gik Rohde, Clausen og
N. V. Dorph ud til Schwartz og sagde: Vi vil ikke gaa paa
Akademiet længere, vil De ikke være vor Lærer? Schwartz
var ikke vanskelig at over-
tale, og med hans Hjælp fik
Rohde det ordnet saaledes,
at de fik Lov til at benytte
Lokalet Halmtprvet 10 om
Dagen, hvor det stod ledigt.
Paa Akademiet fik han
samlet et Hold paa 10—11
Mand, der saa til stor For-
argelse udvandrede og be-
gyndte at tegne for sig selv.
Efter kort Tid blev
Schwartz selv ked af Lærer-
gerningen, men han mistede
ikke derfor Interessen for
Sagen. Han fik Tuxen til at
overtage det, og under hans
kyndige Ledelse trivedes og
voksede saa dette foragtede
og fra Kunstens Arne ud-
stødte lille Samfund. Rohde
var Sjælen i det. Mellem
Kammeraterne hed han al-
drig andet end »Gamle
Rohde« eller »Gamle«. Det
var ham der fulgte med i
hvad der foregik i Verden
udenfor. Naar han havde
set noget der interesserede
ham kom han og sagde: Det
skal I læse eller: Det skal I se! Hyppigere var det paa en
anden Led: Næh, dette her er dog det værste der nogen-
sinde er skrevet om Kunst. Det maa I læse! Som Læge be-
sørgede han Skolens Anatomiundervisning.
Eksemplet smittede. Næste Aar var Tilstrømningen saa
stor at der maatte oprettes en hel ny Skole, som Krøyer
tog sig af. Den fik Lokale i Industriforeningen ligeoverfor
Tuxens. Efter et Par Aars Forløb blev begge Skoler slaaet
sammen til en, hvor Krøyer og Tuxen skiftevis underviste.
Rohde, der kom i Bestyrelsen saa snart »Kunstnernes Stu-
dieskole« fik en, og Schwartz fik ogsaa den uforbederlige
Oppositionsmand Zahrtmann til at interessere sig for Sa-
gen. Midt i Firserne overtog han en Del af Krøyers yngre
Elever.
Zahrtmanns Skole blev »Studieskolernes« Smertens-
barn. Der gik de forfærdeligste Rygter om den: Eleverne
skiftedes til at staa Model for hinanden, naar de da ikke
187
Kunsthistorikeren, Magister I. A. Bundgaard skriver i Anledning af
Johart Rohdes forestaaende 70-aarige Fødselsdag, den lsie November,
om den gamle Kunstners alsidige og beiydningsfulde Indsats i dansk Kunst»
JOHAN Rohde behøver ingen Introduktion. Baade som
Maler, Kunsthaandværker og Skribent er han tilstræk-
kelig kendt. Men naar man nu i Anledning af hans 70
Aars Fødselsdag skal forsøge at sammenfatte et langt
Livs Værker og ligesom give en Slags Vurdering af hans
Indsats, staar man tvivlraadig og ved ikke, hvilken af disse
tre man skal vælge som den
mest karakteristiske af hans
Evner. Man falder saa til-
bage til, hvad man i Begyn-
delsen tror er en Udflugt,
og giver sig for at vinde Tid
til at fortælle om hans Liv.
Efterhaanden gaar det op
for en, at denne simple Ud-
vej er den alfare Hovedvej
lige ind i Hjertet af hans
Egenskaber.
Johan Rohde er født i
Randers 1856 i et velhaven-
de Købmandshjem, der hav-
de tilhuse netop i en af den
Slags gamle Gaarde som
han senere saa ofte har
valgt sig til Motiv. Efter at
være bleven Student 1875
kom h,an til Kjøbenhavn for
at studere Medicin. Han
havde allerede Størstedelen
af sit Studium bag sig, da
han pludselig bestemte sig
for at blive Maler. Traditio-
nen siger, at han forlod Me-
dicinen samme Dag som
hans Ven Henrik Pontoppi-
dan Polyteknikken.
Han søgte altsaa Optagelse paa Akademiet, og kom i
1881 ind paa Forskolen. Der skulde han forsøge at tilegne
sig den raffinerede Tegnemaner, der doceredes af Vermeh-
ren og Kittendorff. Det faldt ham svært vanskeligt, og ikke
videre interessant. Kunsten syntes ham utilgængelig hvis
dens første Fordring var det virtuose Lithografhaandelag,
der skulde til til at lægge de fine Stregelag, hvormed man,
naar først Lys og Skygge var fordelt, gav Tegningen »det
egentlige«.
Men dette var jo ikke Kunstens første Fordring. Det var
en Maner. I de to Semestre han gik derinde blev det ham
klart, at det var Akademiet og ikke ham, der var noget galt
med, og han, der i Kraft af sin Alder og sin overlegne Dan-
nelse indtog en Førerstilling blandt Eleverne, holdt ikke sin
Mening for sig selv.
Det var netop ved denne Tid at en Kreds af Kunstnere
havde oprettet en Studieskole og faaet et aarligt Statstil-
skud til Leje af et Lokale paa Halmtorvet. Der var Jern-
dorf, Tuxen, Krøyer, Zahrtmann og Schwartz, af de yngre
Niels Skovgaard og M. Engelsted. Mellem Schwartz og
Akademiet var der Blod. En Aften gik Rohde, Clausen og
N. V. Dorph ud til Schwartz og sagde: Vi vil ikke gaa paa
Akademiet længere, vil De ikke være vor Lærer? Schwartz
var ikke vanskelig at over-
tale, og med hans Hjælp fik
Rohde det ordnet saaledes,
at de fik Lov til at benytte
Lokalet Halmtprvet 10 om
Dagen, hvor det stod ledigt.
Paa Akademiet fik han
samlet et Hold paa 10—11
Mand, der saa til stor For-
argelse udvandrede og be-
gyndte at tegne for sig selv.
Efter kort Tid blev
Schwartz selv ked af Lærer-
gerningen, men han mistede
ikke derfor Interessen for
Sagen. Han fik Tuxen til at
overtage det, og under hans
kyndige Ledelse trivedes og
voksede saa dette foragtede
og fra Kunstens Arne ud-
stødte lille Samfund. Rohde
var Sjælen i det. Mellem
Kammeraterne hed han al-
drig andet end »Gamle
Rohde« eller »Gamle«. Det
var ham der fulgte med i
hvad der foregik i Verden
udenfor. Naar han havde
set noget der interesserede
ham kom han og sagde: Det
skal I læse eller: Det skal I se! Hyppigere var det paa en
anden Led: Næh, dette her er dog det værste der nogen-
sinde er skrevet om Kunst. Det maa I læse! Som Læge be-
sørgede han Skolens Anatomiundervisning.
Eksemplet smittede. Næste Aar var Tilstrømningen saa
stor at der maatte oprettes en hel ny Skole, som Krøyer
tog sig af. Den fik Lokale i Industriforeningen ligeoverfor
Tuxens. Efter et Par Aars Forløb blev begge Skoler slaaet
sammen til en, hvor Krøyer og Tuxen skiftevis underviste.
Rohde, der kom i Bestyrelsen saa snart »Kunstnernes Stu-
dieskole« fik en, og Schwartz fik ogsaa den uforbederlige
Oppositionsmand Zahrtmann til at interessere sig for Sa-
gen. Midt i Firserne overtog han en Del af Krøyers yngre
Elever.
Zahrtmanns Skole blev »Studieskolernes« Smertens-
barn. Der gik de forfærdeligste Rygter om den: Eleverne
skiftedes til at staa Model for hinanden, naar de da ikke
187