Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

CHARLOTTENBORG-UDSTI LLINGEN

AARET 1926

Malerne møder i Aar ikke alene meget talstærkt frem men ogsaa med en mere afveks-
Iende og interessant Repræsentation end længe set. — Derimod synes Billedhuggerar-
bejderne og særlig Arkitekturen og den grafiske Kunst at være under Middelhøst

NAAR man i Aar indfinder sig paa Charlottenborg
efter at have beset Den frie Udstilling, er det
vanskeligt at lade være at drage en Sannnenlig-
ning, som vistnok ikke falder ud til Fordel for
den sidst nævnte. Som vi før her i Samleren har forfægtet,
er Svagheden ved Charlottenborg-Udstillingen de mange
Modsætninger den rummer med
Hensyn til kunstnerisk Stil. Et
blot nogenlunde harmonisk Hel-
hedsindtryk vil det være umuligt
at opnaa med enUdstilling afsaa-
dan Størrelse og med saa forskel-
ligartede Kunstnere. I den Ret-
ning har Den frie Udstilling altid
haft en Fordel i sit mindre For-
mat og den i hvert Fald fra Be-
gyndelsen sluttede og nogenlunde
ensartede Kunstnerkreds. Men Ti-
den er forøvrigt ikke gaaet
sporløst hen over de frie Udstil-
lere og da denne Sammenslutning
jo bestaar af et sluttet Selskab
med enkelte indbudte Gæster,
mens Charlottenborg staar aaben
for alle, ihvert Fald for Indsen-
delse af Billeder, saa lader det
sig ikke nægte, at den sidstnævnte
Udstilling bærer Præg af at være
Stedet, hvor det i Øjeblikket spi-
rer og hvor det største Opbud af
Unge finder Sted. Tilmed synes
det i de senere Aar at have væ-
ret Censurkomiteen inagtpaalig-
gende at nære og pleje de unge
Spirer og Tiden vil vise Komiteen,
om den har gjort en god Gerning
eller om den som de konservative
Kunstnere mener, blot har næret
en Slange ved sin Barm.

Fremtiden tilhører jo imidlertid
Ungdonunen og mon det ikke er
mere for at være i Pagt med
Fremtiden end netop af Kærlighed og Interesse for mo-
derne Kunst, at Komiteen har aabnet sin Favn for de Unge.
Vi husker for en Del Aar tilbage, hvor inan i den Sal, som
nu optages af Billedhuggerarbejder, samlede disse Unge,
hvis Billeder klædte hinanden, medens man nu, som det
synes, paa en næsten skamfuld Maade, skjuler dem ved at
putte dem ind, hvor de passer efter Størrelsen, selv om
de bliver Pendenter til et paa gammeldags Maner malt
»Sofastykke«. Hvad om Komiteen for engangs Skyld for-
lod sine Ophængnings Principper og samlede ensartede
Malere i hver sin Sal •— mon det ikke vilde baade alle

bedst. — Naar man i sin Tid opgav de Unges Sal, var det
vist kun en Indrømmelse til Biliedhuggerne, hvis Skulpturer
den Gang var henvist til Afkroge som Forhallen, Trappe-
rummet og Iignende Steder. Men Komiteen brød derved
med et Princip, som burde og kunne have været udviklet.

Det nraa derimod indrømmes, at Udstillingskomiteen
har været heldig med den arkitek-
toniske Forandring af Trapperum-
met, selv om Udstillingens Sam-
ling af Kunstnerportrætter paa de
store Vægflader nu ikke længere
kan undgaa at virke paa Beskue-
ren som en Side i et Frimærkeal-
bum. Men i det store og hele er
Forandringen god. N. V. Dorphs
Ægide slutter bedre end den be-
gyndte. Man husker jo sikkert
endnu de fløjlsbetrukne Vægge,
som dog heldigvis forsvandt lige-
saa pludseligt som de kom.

Vi begynder vor Gennemgang
med de Unge eller rettere sagt
Malerne af mere moderne Til-
snit. Det at høre til de unge i
Kunsten har ofte ikke noget med
Aarenes Antal at gøre. Bevarer
Kunstneren Evnen til Udvikling,
holder han sig ung Iangt op i
Aarene. For Eks. er Sigurd Swane
jo ikke længere nogen helt ung
Mand, men han viser i sit lysfyld-
te Interiør, at han alligevel stude-
rer og gaar paa Opdagelse. Han
harFølelse forLys,Rum ogBilled-
dannelse og detladersig ikkenæg-
te, at man her har Fornemmelsen
af at staa overfor en virkelig og
selvstændig arbejdende Kunstner.
Det er med ganske andre Følelser,
at man betragter Jen.s Sørensens
store Billede af Vagtparaden. Her
er det sensitive Indtryk veget for et villet, næsten bruta'it
Udtryk for det, Kunstneren ønsker at fremstille. Virkningen
er ganske vist overordentlig kraftig, men Billedet havde i
alle Tilfælde virket ulige personligere om det ikke paa en
saa nærgaaende Maade havde mindet om Edvard Munch.
Ved Tanken paa den store norske Mester undgaar man ikke
en paatrængende Følelse af Tomhed overfor Jens Søren-
sens Arbejde.

Victor Isbrandts Billede af Croquisskolen i Paris ram-
mer sikkert helt Stemningen i det internationale Selskab
med Japanerne, nren Billedet er i sin Art mere fortællende

Ejnar Nielsen: Moderen (226X114)

53