DOI issue:
Nr. 10 (Oktober 1926)
DOI article:Broby-Johansen, Rudolf: Edvard Munch
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.29340#0290
Først ved ham selv standser Blikket. Der, i grel Kontrast
op mod Sengeendens Kvadrat af et mættet farligt Rødt,
ligger Hans Jægers Ansigt, gult, over det brede Bryst og
de svære Skuldre, uformeligt allerede, under Skæbnens
Lov, stumt og tungt som en Sten i Regn.
Prøv at gaa helt ind til Billedet. Se det Ansigt paa ganske
nært Hold. Der er en for-
færdelig Smerte, en skri-
gende Fortvivlelse, som ik-
ke kan siges. Disse gule
Klatter, det sorte Skægs
krydsende Streger, klemt
ud, smadret paa i Raseri,
eller Afsind, de røde Øjen-
bryn, det blaa, graa og
grønne, den røde Streg, som
siler som en Draabe blodig
Sved ned mellem Øjnene.
Stemt ned mod Puden i van-
vittig Anstrengelse for at
holde det ud.
Der er noget som sam-
ler sig der. Men det noget
er alle Steder i Billedet. Den
faste Grund, som glider bort
under Fødderne overfor Dødens ubegribelige Haandgribe-
Iighed. Omkring Ansigterne de brede Konturer, som var
endnu et Legem, større og taaget uden om det materielle.
Bordet, som ses igennem. Dets Cirkel, som ligger der, som
er rejst paa Højkant og staar som en Astralsol midt i Bil-
ledet, med Periferien omhyggelig gennemført hele Vejen
rundt, som glider bort i Hjørnet foroven til venstre. Man
vil forklare det som den
simple Drejning af samme
Form, som er et Grundtræk
i den kubistiske Katekismus.
Man vil kunne pege paa
Forgrundsskikkelsen til ven-
stre, hvis Overkrop er fast-
holdt i tre forskellige Hæld-
ninger, som Braque drejer
sine Planer om en Akse. Og
jeg maa anføre for Teore-
tikerne, hvad Munch svare-
de paa Spørgsmaalet, hvor-
for han havde tegnet dét
Bord igennem: Jeg vidste
det var der, jeg følte det
maatte med.
Saadan er det altid Til-
fældet hos Munch. Former-
ne kommer til ham indefra. Han har længe før de kubistiske
Teorier udformedes givet »kubistiske« Løsninger, saadan
som han paa det herværende Portræt af »Fylkesmand Lø-
cher« lader to lodrette Linjer opdele Billedet i ensfarvede,
retlinjet begrænsede, absolut unaturalistiske Felter. Han
giver i »To Heste« en formelig Illustration til Elementær-
lærens Teori: Hvidt og Sort sprænger fra hinanden, ad-
skilt af Spektrets Rødt, Gult, Blaat. Det er rigtigt. Ogsaa
den fuldkommen ukubistiske Forrykkelse af Perspektivet,
178
som lader disse Bønderheste blive Fabelvæsner. Helheste-
myten er nemlig skabt af en Bevidsthed, som arbejdede
paa ganske samme Vis.
Saaledes sættes Munch i Sammenhæng. Han er vel vor
Tids Søn. Han er ingen fremmed i Tiden. Han er glad for
at udstille sammen med de unge. Der faldt som Skæl fra
mine Øjne overfor en
Mængde Vrøvl om hans
Verdensfjernhed, da jeg for
Aar tilbage ved et Tilfælde
saa, at han var den første
Abonnent paa »Der Sturm«,
dette Tidsskrift, der var saa
radikalt, at det en Tid har
bestemt hele den tyske
Kunsts Retning, saa radi-
kalt, at det for længe siden
har ophørt at have nogen
som helst Betydning.
Han er Repræsentanten
for nordisk Aand.
Og for endnu en Gang at
begrænse snævrere, eller
favne videre: han er Mysti-
ker. Han ser og ser den sto-
re Sammenhæng, undres og tilbeder. — Der staar en Gut
og en Pige paa hver sin Side af et Æbletræ, kært og kendt.
Græsset er knæhøjt. Landskabet indefter bag Træet er
frodigt, blaagrønt med hvide Solglimt nedover. Det er i
denne Time, to Mennesker staar under det Træ og føler
Sangen fødes. Det var for Aartusinder siden i Eden.
Jeg kender kun fra russisk Litteratur en saa religiøs Op-
fattelse af Kønsmødet. Liv-
blivelsen omhyllet af ubegri-
belig hemmelighedsfuld Dej-
lighed og Skræk.
Der er her et Maleri af
den nordiske, ganske unge
Pige, »Frøken Olsen« har
han kaldt det (paa Dansk
maatte det blive »Frøken
Hansen«). I det pæne lille
Værelse med Bøgerne, Ma-
hogniservanten med Spejlet
over, Billederne fæstet paa
Væggen med Tegnestifter.
Hun sidder saa skær og
slank paa Divanen og
drømmer, med den ene
Haand paa Knæet, støttet
paa den anden, stirrer uud-
grundeligt frem for sig. Hvor maa hendes Nakke være
smuk! Hele Rummet drømmer, længes. Kjolens sarte lilla,
de røde Sko. Aah ja, de er røde, Skoene.
Munchs kæreste Ven Sigbjørn Obstfelder gav deres Var-
me i Tilværelsen saadan: »Vaar gaar, Vaar dør, — sne
drysser over liljers lig. — Liv smiler, liv iler — død imøde.
-Ja, alt paa jorden maa blegne — hver blussende
drøm dø — rnen blussende liv skal spire — af din brudenats
frydsvangre vé«.
Bohémens Bryllup
Overrasket Elsker
op mod Sengeendens Kvadrat af et mættet farligt Rødt,
ligger Hans Jægers Ansigt, gult, over det brede Bryst og
de svære Skuldre, uformeligt allerede, under Skæbnens
Lov, stumt og tungt som en Sten i Regn.
Prøv at gaa helt ind til Billedet. Se det Ansigt paa ganske
nært Hold. Der er en for-
færdelig Smerte, en skri-
gende Fortvivlelse, som ik-
ke kan siges. Disse gule
Klatter, det sorte Skægs
krydsende Streger, klemt
ud, smadret paa i Raseri,
eller Afsind, de røde Øjen-
bryn, det blaa, graa og
grønne, den røde Streg, som
siler som en Draabe blodig
Sved ned mellem Øjnene.
Stemt ned mod Puden i van-
vittig Anstrengelse for at
holde det ud.
Der er noget som sam-
ler sig der. Men det noget
er alle Steder i Billedet. Den
faste Grund, som glider bort
under Fødderne overfor Dødens ubegribelige Haandgribe-
Iighed. Omkring Ansigterne de brede Konturer, som var
endnu et Legem, større og taaget uden om det materielle.
Bordet, som ses igennem. Dets Cirkel, som ligger der, som
er rejst paa Højkant og staar som en Astralsol midt i Bil-
ledet, med Periferien omhyggelig gennemført hele Vejen
rundt, som glider bort i Hjørnet foroven til venstre. Man
vil forklare det som den
simple Drejning af samme
Form, som er et Grundtræk
i den kubistiske Katekismus.
Man vil kunne pege paa
Forgrundsskikkelsen til ven-
stre, hvis Overkrop er fast-
holdt i tre forskellige Hæld-
ninger, som Braque drejer
sine Planer om en Akse. Og
jeg maa anføre for Teore-
tikerne, hvad Munch svare-
de paa Spørgsmaalet, hvor-
for han havde tegnet dét
Bord igennem: Jeg vidste
det var der, jeg følte det
maatte med.
Saadan er det altid Til-
fældet hos Munch. Former-
ne kommer til ham indefra. Han har længe før de kubistiske
Teorier udformedes givet »kubistiske« Løsninger, saadan
som han paa det herværende Portræt af »Fylkesmand Lø-
cher« lader to lodrette Linjer opdele Billedet i ensfarvede,
retlinjet begrænsede, absolut unaturalistiske Felter. Han
giver i »To Heste« en formelig Illustration til Elementær-
lærens Teori: Hvidt og Sort sprænger fra hinanden, ad-
skilt af Spektrets Rødt, Gult, Blaat. Det er rigtigt. Ogsaa
den fuldkommen ukubistiske Forrykkelse af Perspektivet,
178
som lader disse Bønderheste blive Fabelvæsner. Helheste-
myten er nemlig skabt af en Bevidsthed, som arbejdede
paa ganske samme Vis.
Saaledes sættes Munch i Sammenhæng. Han er vel vor
Tids Søn. Han er ingen fremmed i Tiden. Han er glad for
at udstille sammen med de unge. Der faldt som Skæl fra
mine Øjne overfor en
Mængde Vrøvl om hans
Verdensfjernhed, da jeg for
Aar tilbage ved et Tilfælde
saa, at han var den første
Abonnent paa »Der Sturm«,
dette Tidsskrift, der var saa
radikalt, at det en Tid har
bestemt hele den tyske
Kunsts Retning, saa radi-
kalt, at det for længe siden
har ophørt at have nogen
som helst Betydning.
Han er Repræsentanten
for nordisk Aand.
Og for endnu en Gang at
begrænse snævrere, eller
favne videre: han er Mysti-
ker. Han ser og ser den sto-
re Sammenhæng, undres og tilbeder. — Der staar en Gut
og en Pige paa hver sin Side af et Æbletræ, kært og kendt.
Græsset er knæhøjt. Landskabet indefter bag Træet er
frodigt, blaagrønt med hvide Solglimt nedover. Det er i
denne Time, to Mennesker staar under det Træ og føler
Sangen fødes. Det var for Aartusinder siden i Eden.
Jeg kender kun fra russisk Litteratur en saa religiøs Op-
fattelse af Kønsmødet. Liv-
blivelsen omhyllet af ubegri-
belig hemmelighedsfuld Dej-
lighed og Skræk.
Der er her et Maleri af
den nordiske, ganske unge
Pige, »Frøken Olsen« har
han kaldt det (paa Dansk
maatte det blive »Frøken
Hansen«). I det pæne lille
Værelse med Bøgerne, Ma-
hogniservanten med Spejlet
over, Billederne fæstet paa
Væggen med Tegnestifter.
Hun sidder saa skær og
slank paa Divanen og
drømmer, med den ene
Haand paa Knæet, støttet
paa den anden, stirrer uud-
grundeligt frem for sig. Hvor maa hendes Nakke være
smuk! Hele Rummet drømmer, længes. Kjolens sarte lilla,
de røde Sko. Aah ja, de er røde, Skoene.
Munchs kæreste Ven Sigbjørn Obstfelder gav deres Var-
me i Tilværelsen saadan: »Vaar gaar, Vaar dør, — sne
drysser over liljers lig. — Liv smiler, liv iler — død imøde.
-Ja, alt paa jorden maa blegne — hver blussende
drøm dø — rnen blussende liv skal spire — af din brudenats
frydsvangre vé«.
Bohémens Bryllup
Overrasket Elsker