Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

sat Milepæle i Menneskehedens March mod
Stjernerne.

Pascal, Paganini, Saint-Saens, Rodin,
o. s. v., nu dyrker disse Navne Malerkun-
sten, men endnu ikke med samme Resultat
som paa andre Omraader deres berømme-
lige Forfædre, men det kan selvfølgelig
komme ...

Blandt Oplevelserne paa Udstillingen er
der bl. a. den finske Maler Léopold Sur-
vages Arbejder.

En Figurkomposition og et, som han selv
kalder, romantisk Landskab. De er i Slægt
med Vlamincks bedste Ting fra hans tid-
Iigere Tid.

Survage er, som sagt, Nordbo og han
har vel derfor i sig noget af det kolde
Maadehold, den kunstneriske Disciplin, som
betinger et Kunstværks Helstøbthed, og
som Franskmændene, for ikke at tale om
Ciermanerne, altfor ofte mangler.

Her tænkes selvfølgelig ikke paa de en-
kelte store Genier, der har flyttet Grænse-
pælene.

Altfor ofte virker de unge franske Kunst-
nere, som Folk, der har faaet fortrinlige
Skydevaaben i Hænde, de er ogsaa ret ha-
bile Skytter, men deres altovervældende
Temperament tager Magten fra dem, saa
de skyder om sig som vanvittige til højre
og venstre, uden Maal og Med, saa det
gaar ud over baade Ven og Fjende.

Ottman, der oprindelig var en god og
meget evnerig Kunstner, ja, for nogle Aar
siden stod fremmest blandt de unge, er fal-
det for den store Gestus.

Han er foreløbig gaaet over Gevind.

Hans Farve er lummer og overdelikat.

Den store Komposition, som Luxembourg
har købt af ham, er et fælt Arbejde. Der er
alt for meget »Mesterskab« i det, og det er
lidt for tidligt.

Det er vel tænkt som en Slags Pendant
til Manets Olympia og det er det ogsaa ble-
vet.

Men Ottman er jo endnu en ung Mand,
saa det er forhaabentlig kun en forbigaa-
ende Sløjhedsperiode, han er inde i.

]ean Metzinger forsvarer stadig den rene
Kubismes Skanse.

Han har bl. a. en pragtfuld Opstilling i
Graa, Okker og engelskrøde Toner og be-
viser igen, at det er komplet ligegyldigt,
i hvilken Form og under hvilken Devise et
Kunstværk skabes, blot Resultatet er over-
bevisende.

Raymond Duncati, den berømte Barfods-
Danserindes Broder, og selv en meget
ekscentrisk Religionsstifter, udstiller en stor,
dyster Komposition, der er svær at sige no-
get om, men da Kunstneren har en stor Me-
nighed bag sig, er der sikkert nok, der si-
ger det, der skal siges om den — og lidt til.

En ung Kunstner, René Rimbert, har
fremstillet den gamlé, elskelige Henri
Rousseaus Himmelfart. Det er et meget mor-

somt Billede. Den gamle Tolder stiger som
en trind, lyserød, borgerlig Gasballon rolig
og stilie til Vejrs og oppe fra Skyerne smi-
ler Kunstens Kirkefædre, Rubens, Rem-
brandt, Delacroix, Leonardo og Tintoretto
lunt i Skæggene til den snarlig ankomne.

Det er et Billede, der kan opfattes baade
paa den ene og anden Maade, og der er
jo en vis Behagelighed forbundet med det.

Som Kunstværk er det ikke særlig frem-
ragende. Rousseau kunde meget bedre selv
i den Genre.

Paa Trods af, eller maaske netop derfor,
han kun malede i sin Fritid.

Louis Ancillons: Kvinde, der gør Toilet-
te, vækker nordiske Mindelser.

% 0 .. . "* *

José de Creeft: Picador til Hest
(Salon des Indépendants 1926)

Det er i Slægt med Karstens bedste Ar-
bejder. Billedet er holdt i grønne og røde
Farver og er af en ejendommelig stærk
Virkning.

Det er udelukkende Maleri for Farvens
Skyld, det er baade dets Styrke og Svag-
hed.

En ung Kunstner, Lucien Labandt, udstil-
ler et, som man kan tænke sig, ret stort
Billede, det forestiller nemlig Udsigt over
St. Francisco, der er ret ejendommeligt i
sin Komposition, men hvorfor det brændte
sig ind i Hukommelsen, var dets smukke,
dybe, fløjelsbløde, dodenkopagtige Farver.

Renée Meurisse gjorde sig stærkt gæl-
dende. Hans sicilianske Familie er morsomt
opfattet og det var stærkt, men dog mildt
i Koloriten.

Danmark var paa Indépendanten repræ-
senteret paa en kuriøs Maade, ved Gerda
og Ejnar Wcgener.

Rudolph Tegner udstillede paa Salonen
sin store Gruppe »Pan«. Skulpturen er paa
Udstillingen den mest humørfyldte, detplej-
er jo i Reglen paa Udstillingen at være
Malerkunsten, der i den Henseende tager
Teten, men her findes altsaa Undtagelsen.

Briand er fremstillet af forskellige ku-
lørte Klude, som en stor Kludedukke.

Jeg har ikke rigtig Kendskab til fransk
Politik, men det kan jo være, der er en
rammende Symbolik i Opfattelsen.

Det morsomste Arbejde er sikkert José

de Creefts: Picador til Hest. Den er meget
sindrigt sammenføjet af forskellige Slags
Jernrør og Husgeraad. Slipset er f. Eks. ef
Skohorn og de besporede Støvler er Kul-
skuffer og Stegepanden er Mandens flade
Hat. I en lille Kunstnerhusholdning, hvor
der maaske ellers ikke hersker den mest
eksemplariske Orden, er det sikkert prak-
tisk at have Tingene anbragt paa den
Maade, saa kan man hurtigere finde dem.
Hesten har Bind for Øjnene, det er ikke
noget helt almindeligt Bind, men Gulvklu-
den, der agerer »for tilfallat«.

Men for at have den rette Forstaaelse
og fulde Udbytte af dette Kunstværk, maa
man naturnødvendig være enten Blikkensla-
ger eller Gasfitter, saa først kan man ud-
tale sig med den fornødne Sagkundskab.

Naa, den er gjort med Humør og da alle
Genrer — undtagen den kedelige -— er til-
ladt, er den i høj Grad tilladelig.

En anden Skulptur, der vækker Opmærk-
somhed, er den russisk-amerikanske Saul
Baizermans: Mand med Spade. Det er en
4 Meter høj og næsten lige saa bred Ce-
mentblok, ganske lidt, men kun ganske lidt,
paavirket af Archipenko. D,en er bygget op
rent kubisk og er absolut ikke frontal;
nogle af Billedhuggerkunstens Problemer
er paa en ganske vist bombastisk, men ko-
lumbusagtig Maade løst i dette Monstrum.

Kerne er der i Tingen, det gærer Iige-
frem inde fra.

Men desværre er det, som om det hu-
moristiske Moment har taget Overhaand i
Kunstnerens Sind, og selv om Humor er
en god Ting, maa man erindre, at Figu-
ren er 4 Meter høj og næsten Iige saa brea,
selv en god Vittighed kan jo serveres saa
paatrængende og højrøstet, at man bliver
irriteret.

Ak ja, det er ikke nemt, nogle lider af
konstant Tristhed og Surhed og tager dem
selv, Livet og dets mere eller mindre ba-
rokke Foreteelser med en Højtidelighed,
som et ornitologisk Kongresmedlem. Andre
igen har saa udviklet en Sans for Livets
»Mystifikation«, at de nemt udarter til
Overfladiskhed, og det er desværre, som of-
test ikke de ringeste Individer.

Hvorom alting er, Hr. Saul Baizerman
har stor Talent, blot han nu næste Gang
vil holde sig til Statuettens Format.

Det er jo Skik og Brug at omtale gra-
fiske Arbejder og Kunstindustri til sidst,
selv hvor det mange Gange er en Udstil-
Iings kunstneriske Tyngde.

Ved en Omtale af Indépendanten er det,
efter min Mening, berettiget. Her var næ-
sten intet, der kunde paakalde blot et Mi-
nimum af Interesse.

Jeg indrømmer, det skulde have været
Pokkers godt, hvis det havde bidt igennem
efter en ret anstrengende Gennemgang af
en cirka 2500 Malerier og Skulpturer. — —

Her ender Resuméet.

O. V. Borch.

130