Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

Pixerécourt var Typen paa en passione-
ret og forfinet Bogelsker. Over Døren til
sit Bibliotek havde han ladet indskrive føl-
gende Vers:

Tel est le triste sort de tout livre prété
souvent il est perdu, toujours il est gåté.

Da en Ven af Pixerécourt, le bibliophile
Jacob (Paul Lacroix), en D.ag bad ham
om at laane en ikke meget værdifuld Bog,
som han selv havde skaffet ham, og som
han lovede at tilbagelevere Dagen efter,
førte Pixerécourt ham hen foran Inskrip-
tionen over Døren: »De har altsaa ikke
læst min Devise?« — »Det er sandt, jeg
tænkte ikke paa den«, sagde Jacob. »Men
jeg troede, den gjaldt for alle andre end
mig.« Pixerécourt svarede ikke. Efter en
Timestid, da Jacob vilde tage Afsked, hen-
tede Pixerécourt den Bog, som Vennen
havde været saa uforsigtig at ønske til
Laans. »Vær saa god«, sagde han. »Jeg
vil ikke laane Dem den, jeg forærer Dem
den. Det er bedre i sin Orden, og saa bry-
der jeg ikke mine Principper.«

Pixerécourt var en af disse Bibliofiler,
der gaar helt op i Kærligheden til sine Bø-
ger. Han led alle Skinsygens Kvaler, naar
det gjaldt om at erhverve en ny Skat til
sit Bog-Serail. Følgende Begivenhed, der
fortælles af bibliophile Jacob, er karakteri-
stisk for Pixerécourt og Tiden:

En Dag ser Pixerécourt i et Auktions-
katalog en Bog, indbundet af Derome eller
Thouvenin, og som tænder hans bibliofile
Lidenskab. Han sover ikke om Natten, men
drømmer vaagen, at Bogen allerede er ind-
lemmet i hans Bibliotek. Han staar op før
Daggry og sætter sig til i bibliografiske
Værker at studere Bogens Sjældenheder og
alle dens Fortjenester. Utaalmodig venter
han paa, at Auktionen paa Salle Silvestre
skal tage sin Begyndelse. Han møder op,
saa snart D,ørene aabnes, og bemægtiger
sig Bogen, som han allerede betragter som
sin Ejendom. Han undersøger den i alle
Detailler, blader den igennem og tæller
dens Sider, han er i Bibliomaniens syvende
Himmel og ser og hører intet af, hvad der
foregaar omkring ham.

En Sternme, han kender, faar ham til at
vende tilbage til Jorden. En af hans KoIIe-
ger fra Société des Bibliophiles beder ham
om åt laane det Bind, han staar med i
Haanden •••

Nej! lyder Pixerécourts Svar. Ikke før
jeg faar det hjem i mit Bibliotek.

Auktionen begynder først om Aftenen,
og det er Boghandler Silvestre, der leder
Salget. Alle Bogvennerne er paa deres
Post. Pixerécourt har gemt sig i en Krog
som en Løve, der lurer paa Bytte. Han ta-
ger ingen Notits af Tilbud og Hammerslag,
han tænker kun paa sin Bog, som han hol-
der Øje med paa dens Plads i Reolen. Ulyk-
keligvis indbilder han sig — i blind Tro til
Manuel de Libraire — at Bogen er langt
billigere end den virkelig er.

Endelig kommer Turen til hans Bog. Den
ligger ailerede paa Bordet foran Auktio-

narius og Bud paa Bud falder og oversti-
ger hurtigt den Pris, som Brunet har an-
givet. Pixerécourt bliver urolig og indigne-
ret, men kaster sig modigt ind i Kampen.
Men skønt Bogen er steget til det dobbelte,
firedobbelte, femdobbelte af sin Værdi, er
der stadig en Modstander tilbage, en Mod-
stander, som han ikke kan se i Auktions-
lokalets Trængsel. Da holder Pixerécourt
inde: han vil ikke betale en Iatterlig Pris
for en Bog, som man rimeligvis kun gør
ham stridig for at faa ham til at gaa i en
Fælde. Hammerslaget falder, og Bogen til-
hører den ubekendte. Pixerécourt rejser sig
og spørger med lynende Øjne: »Hvad er
det for en ldiot, der har købt den Bog for
det tidobbelte af, hvad den er værd?« —
»Herregud, det er mig,« klynker hans Kol-
lega fra la Société des Bibliophiles. »Havde
De bare budt en Franc mere, saa havde

Maurice Leloir: Ved Seinekaiernt

De behoidt Bogen.« — Behold De den«,
svarer Pixerécourt. »Den vender alligevel
tilbage til mig før eller senere, for jeg kø-
ber den igen — og billigere — naar Deres
Bøger skal sælges efter Deres Død.«

Og Pixerécourt holdt Ord. Den stakkels
Mand, som Pixerécourt havde lammet med
sin uhyggelige Trusel, døde kort efter, og
det omstridte Bind gik over i Pixerécourts
Eje ...

Den 21. Februar 1835 blev Théåtre de
la Qaité, hvor Pixerécourt var Bevillings-
haver, ødelagt ved en Ildsvaade. Pixeré-
court var nærved selv at omkomme i Flam-
merne. Da han vendte hjem, sværtet af Røg
og med Tøjet i Laser, og kom ind i sit
Bibliotek, brast han i Graad. Tanken om
at han kunde blive nødt til at sælge sit
Bibliotek, hvis Ejerne af Teatersalen gjor-
de Erstatningskrav gældende mod ham,
fyldte ham med Sorg og Fortvivlelse. Hel-
lere sælge sit Landsted og alt, hvad han
ejede, end opgive Biblioteket! Han blev
ikke rolig, før han i al Hemmelighed havde
faaet de kostbareste af sine Skatte ind-
svøbt i Silkepapir og nedpakket i Kasser,
som han om Natten lod transportere over
til sin gode Ven, den føromtalte »biblio-
phile Jacob«. Efter tre Dages Forløb var

hele Biblioteket bragt i Sikkerhed, og Ret-
tens Folk, der kom for at gøre Udlæg,
fandt kun de tomme Skabe.

Pixerécourt blev dog senere nødt til at
sælge sit Bibliotek. Der hvilede over ham
som over saa mange af Datidens Bibliofiler
en haard Skæbne. Et halvt rørende, halvt
komisk Brev af 7. Febr. 1839, bærer Vidne
herom og viser, at Nodier ingenlunde har
overdrevet i sin tilsyneladende saa fanta-
stiske Skildring af Bøgernes Betydning for
den boggale i Liv og Død. Brevet er ret-
tet til Aimé Martin, og Pixerécourt anmo-
der ham paa det mest indtrængende om
at lade et Auktionskøb gaa tilbage, der
kun er kommet i Stand ved en Misforstaa-
else. Det drejer sig om en Bog, hvis Hi-
storie Pixerécourt fortæller paa følgende
Maade: I 1810 havde jeg den store Sorg,
at min eneste Datter blev dødssyg, nægtede
at tage Næring til sig og var dømt til Dø-
den af tre Læger. Det drejede sig kun onr
Timer, og i min Fortvivlelse forsøger jeg
et sidste Middel. Jeg begiver mig til Sil-
vestre pére, hvor jeg for 23 Frcs. køber et
smukt Eksemplar af Lettres péruviennes.
Jeg skynder mig tilbage til min Datters
Seng, viser hende Bogen og Billederne, og
hun vil absolut have Bogen. Jeg afslaar det,
men Iover tilsidst at skænke hende den til
Arv og Eje, hvis hun vil drikke et Glas
Mælk. Næste Dag lover jeg hende næste
Bind, hvis hun vil drikke endnu et Glas, og
saaledes videre: min Datter var reddet! ...

Af andre udprægede Bibliomaner, Nodier
har kendt, maa nævnes Borgmesteren Bou-
lard. Han nærede en fuldkommen umætte-
lig Mani for kritikløst at samle Bøger. Hver
Dag gik han ned til Seinekajerne og købte
et vist Antal Meter, som han hjembragte i
sine dertil indrettede store Lommer. Snart
var hans Lejlighed fyldt, og han saa sig
nødsaget til efterhaanden at opsige alle
Lejerne i sit Hus. Tilsidst ejede han seks
Ejendomme, som alle fra Kælder til Kvist
var fyldt med Bøger. En Dag, da Nodiei
kom til ham for at laane en Bog, gik han
fra Ejendom til Ejendom, slog med sin
Stok paa Bogstablerne og sagde triumfe-
rende: Den er her — eller her — eller der!
Nodier fik ikke Bogen.

Nodier havde en umættelig Trang til at
købe virkelig sjældne Bøger. Men han var
saa stor Kender af baade Bøgernes Ind-
hold og deres Udstyr og Sjældenhed, at
det kun var det ypperste, han samlede. Der
fortælles om ham, at han solgte sine Biblio-
teker for ofte. Det er sandt, at han i 1827
og derefter i 1830 lod sine Bøger sælge ved
Auktion. Men det var kun af Nød. Nodier
selv undskyldte sig saaledes: Man er nødt
til at sælge noget, naar man ikke sælger
sin Samvittighed. Hans Korrespondance f.
Eks. med Vennen Charles Weiss giver et
tydeligt Billede af hans Fattigdom. Til
Trods for hans Berømmelse som Forfatter,
og til Trods for, at han var optaget i det
franske Akademi, Ievede han under de van-
skeligste økonomiske Forhold.

hno-ru

'>0 <LCKn/p

132