Samleren: kunsttidsskrift (3.1926)

Vinkøler

Jardiniére

Professor Joakim Skovgaards Interesse, fik optaget paa
den fri Udstilling.

Nu forlod jeg ganske Guldsmede-Faget og arbejdede
som Modellør hos Bing & Grøndahl, hvor jeg bl. a. ar-
bejdede sammen med Professor Krohn. Her begyndte et
nyt Afsnit af min kunstne-
riske Udvikling, idet Pro-
fessor Krohn gennem vort
Samarbejde aabnede mine
Øjne for den dekorative
Formning af Genstande,
som bruges i det daglige
Liv. Her skulde dog gaa
endnu nogle Aar, før jeg tog
fat paa Sølvsmederiet.

I Aaret 1898 begyndte jeg
sammen med Maleren Joa-
kim og hans Broder Alfred
Pedersen at brænde Kera-
mik, for hvilken Kunstart
jeg særlig under en Uden-
landsrejse havde faaet min
Interesse vakt. I en dyb Kæl-
der i Lyngbygade, langt ude
paa Nørrebro, lejede vi
Brænderi-Lokale og haabe-
de gennem denne Virksom-
hed baade at skaffe os saa-
vel kunstnerisk Anseelse som
vort nødvendige Udkomme.

Bristede Forventninger
tvang os imidlertid til at
flytte til Birkerød med vort
Brænderi, og herude, hvor
jeg atter førtes til det dag-
lige Samliv med Naturen,
gav jeg mig under Omstæn-
dighedernes Pres til at
sysle med mit gamle Haand-
værk og udarbejdede mine
første Sølvsmykker, hvoraf
nu en Del findes paa Kunst-

industri-Museet i København. Endelig i 1904 overgav jeg
mig helt og for bestandig til Sølvsmederiet, lejede Værk-
sted i Bredgade Nr. 36 over Porten, et meget lavloftet Lo-
kale, hvor en høj Mand ikke kunde staa oprejst. Men fra
dette Lokale arbejdede jeg mig efterhaanden frem til Aner-

kendelse baade i Indland og
Udland, og mine Arbejder
naaede lidt efter lidt ind paa
mange Museer i Europa.

Den første Udlænding,
som besøgte mig paa mit
Værksted i Bredgade, var
Dir. Osthaus fra Hagen i
Westphalen, og i ham vandt
jeg en stor og trofast Be-
undrer og Støtte, ligesom
hans Museum, Folkvang i
Hagen, var det første Sted
i Udlandet, hvor jeg udstil-
lede. Gennem ham kom jeg i
Forbindelse med Museums-
direktør Dr. Kreuz i Koln, i
hvilken jeg ligeledes fik en
god Forbundsfælle, og snart
voksede Kendskabet til mig
som Kunsthaandværker ud
over Europa. Som et Bevis
herpaa fortalte Emil Hanno-
ver mig en Gang, at han ved
en Museums-Kongres et Sted
i Udlandet, hvor mange af
Europas Museums-Direktø-
rer var samlede, havde vist
Deltagerne sine Manchet-
knapper, der var udgaaet
fra mit Værksted, men at
det under stor Munterhed
havde vist sig, at de saa at
sige alle bar Manchetknap-
per fra G. J.

For hvert Aar voksede
Arbejdet paa mit Værksted,

„Foraaret"

170