Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

RUBENS’ PORTRÆT AF ABBEDEN

Museumsdirektør Karl Madsen paabegynder med Rubens: Abbeden
den bebudede Serie Artikler om fremragende Kunstværker i dansk offentlig
Eje, fortæller om Rubensbilledets kunstneriske Værd og Mesterværkets
omskiftende Skæbne, indtil det havnede paa det kgl. danske Billedgalleri.

TIL Kunstmuseets ypperste Skatte hører Rubens
Portræt af Matthæus Yrsselius, Abbeden ved St.
Mikaels Kloster i Antwerpen. — Vilhelm Wan-
scher har ikke uden Grund sammenstillet det med
det berømte Paveportræt af Velasquez i Galleria Doria, og
han har ønsket det udstillet i en Sal for sig selv, hvad
Pladsforholdene i Museet ikke tillader. Det bliver heller
næppe overset paa dets nuværende Plads, hvor det i sin nye
Ramme •— en for Billedet tilpasset gammel Ramme ■— ta-
ger sig straalende ud, især i Formiddagslyset paa Som-
merens Solskinsdage. Det taaler ogsaa den elektriske Be-
lysning i de Aftentimer, Museet under Vinterhalvaaret staar
aabent.

Billedets Holdning er enkelt og storstilet. I sin hvide
Præmonstratenser-Kutte knæler den gamle Abbed med fol-
dede Hænder. Ved det dristige Valg af en saftig, lakrød
Baggrund bliver Billedets Farver en Fest for Øjnene; intet
andet af Rubens Portrætter har en saa pragtfuld Virkning.
Foran Abbeden staar paa et rødt Bordtæppe hans juvel-
besatte Sølvmors-Mitra, skraat over denne rejser sig hans
rigtciselerede Krumstav nred Figurer af St. Mikael og Jom-
fru Maria med Barnet; i Baggrunden til venstre ses hans
Vaaben med hans Valgsprog: Omnibus onrnia. Overalt er
Behandlingen beundringsværdig. Overlegent sikkert og let
formet og malt er Hovedet med de skarpe Træk, den høje
Skaldepande, de smaa livfulde, brune Øjne og den store
Næse; næsten endnu vidunderligere er de gamle, rynkede
Hænder med Ringfingerens glimtende Sten. Og rent som
Karakterskildring overtræffer Billedet af den ærværdige
Hædersmand Størsteparten af Rubens Portrætter. Hvor
det er levende! Selv den naiveste Museumsbesøgende tvin-
ges til at standse foran det og yde det sin uforbeholdne
Anerkendelse. Det er et Mesterværk, som selv Verdens ri-
geste Kunstsamlinger kan have Grund til at misunde Dan-
mark.

Ofte er det, vi kender til gamle Maleriers Skæbne gen-
nem Tiderne, ikke synderlig interessant, en Skiften fra
Haand til Haand, fra Auktion til Auktion. Men dette Bille-
des Historie er saa mærkelig, at den fortjener at blive al-
mindelig kendt. Som næsten i al anden Historie er dog et
og andet dunkelt eller usikkert. —

Sidst i 1608 afsluttede Rubens sit 8 Aars Ophold i
Italien, da hans Moder laa farlig syg i Antwerpen. Hendes
ukuelige Energi havde reddet hans Fader fra paa Skafottet
at sone sit brødefulde Forhold til den letsindige Prinsesse
af Oranien. Ægtefællerne havde levet fredelige Aar i
Køln, indtil Hustruen blev Enke og med sine Børn drog til
Antwerpen, hvor hun ■— som det fremgaar af et Dokument
— med Moderstolthed havde set sin ældste Søn udvikle sig
til en fremragende Kunstner. Først 9 Dage efter hendes
Død naaede han hjem; det berettes, at han i sin Fortviv-
lelse trak sig helt tilbage fra Verden i St. Mikaels Abbedi.
I dets Kirke var hendes Grav. Paa St. Mikaels Dag 1610
indviedes Gravmælet, smykket med et af Rubens i Italien
udført, for Hertugen af Mantua bestemt stort Maleri, hvor
den hellige Gregor og andre Helgene saas under et af
Smaaengle omgivet Madonnabillede. I samme Kirke be-
gravedes 1619 Rubens’ højt elskede, lærde Broder Philip;
Rubens’ lykkeligste Tid i Rom havde været de Dage, hvor
de sammen studerede de antikke Monumenter. Hans af
Rubens malede Portræt indsattes i det statelige Mindes-
mærke over hans Grav, dets pompøse Indskrift siges Ru-
bens selv at have forfattet.

Klostret med de jordiske Levninger af de to Mennesker,
der havde været Rubens kærest, fik i Matthæus Yrsselius
en Abbed, hvem det var yderst magtpaaliggende paa bed-
ste Vis at smykke den under Billedstormen grusomt hær-
gede Kirke. Dets Hovedalter udførtes efter Tegning af Ar-
thur Quellinus med Marmorrelieffer og Statuer fra hans
Haand, Alterbilledet bestiltes 1622 hos Rubens. Mellem

/