Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

JUGOSLAVISKE KUNSTINDTRYK

I Overensstemmelse med „Sa m le r e n“s vide Horizont har vi bedt vor Medarbejder, Biblioteksassistent
C. E. Hansen, der særligt interesserer sig for det af Verdenskrigen saa stærkt omformede Østeuropa,
om at fortælle om Kunstlivet i Jugoslavien, som han besøgte paa en Studierejse sidste Sommer.

DE sydslaviske Brødre-
i folk, Serber, Kroater
og Slovener bragtes
af Fredstraktaterne
sammen i een Stat, Jugoslavien
populært kaldet. Det øvrige Eu-
ropas Kendskab til disse Folk,
der har ført en forhutlet, natio-
nal Tilværelse under Osmanners
og Habsburgeres Aag, har sted-
se været saare ringe og naar
man vil vove den Paastand, at
der indenfor den jugoslaviske
Stats Omraade ihvertfald findes
henved 30 Kunstnere, der er vær-
dige til at blive maalt med vest-
europæisk Alen, saa mødes man
sikkert med Mistillid. Men der
findes virkelig en jugoslavisk
Kunst, omend ikke jugoslavisk i
Ordets nationalt-samlende Be-
tydning, men foreløbig temme-
ligt skarpt adskilt efter de natio-
nale Lag i en serbisk, kroatisk
og slovensk Kunst med Centrer
henholdsvis i Beograd, Zagreb og Ljubljana. At der rører
sig et Kunstliv bevises allerede af den Omstændighed, at
der findes hele 12 Kunstnersammenslutninger med delvis
forskellige Programmer. Før Krigen, da de nationale Ideer
om jugoslavisk Enhed stemte til Harmoni trods Lande-
grænser, var der tillige en Forening »Medulic«, der kæm-
pede for en fælles-jugoslavisk
Kunst; Verdenskrigen gjorde Ende
paa den og i Øjeblikket, da de na-
tionale Krav er virkeliggjort, har de
indre, politiske Uoverensstemmel-
ser mellem de tre beslægtede Natio-
ner staaet i Vejen for dens Genop-
livelse, selvom der især iblandt de
Unge er en stærk Lyst til at danne
en national, kunstnerisk Enheds-
front paa trods af alle Gruppedan-
nelser.

Efter en udpræget akademisk
Kunst begynder der et alvorligt
Kunstliv i Jugoslaviens Hovedstæ-
der i Slutningen af 80erne i for-
rige Aarhundrede. Det var til at
begynde med udpræget tysk-orien-
teret; Miinchen og Wien var de
Kunstcentrer, den Tids Unge søg-
te mod; en slovensk Maler, Azbé,
der virkede i Miinchen, aabnede
Epoken og dannede en Skole, hvori

Masic i Kroatien og Krstic i Ser-
bien var de førende. Siden søgte
man ogsaa til Paris for at lære
og efterhaanden har de jugosla-
viske Kunstnere gjort hele den
vesteuropæiske Kunstudvikling
med. Man begyndte ganske vist
lidt sent, derfor blev Tempoet
oftest vel hurtigt og Udviklingen
naturligvis derfor ikke absolut
organisk. Og i sin Iver for at
lære af de andre, undlod man
helt at bevare og hæge om en
særlig national og lokal Note,
som man kun sporadisk finder
udover den, særprægede Moti-
ver forlener Billeder med. Jugo-
slavisk bildende Kunst bliver
saaledes ikke nogen absolut be-
tydende Faktor i europæisk
Kunstliv, men som et Bidrag til
at lære Folkets kulturelle Stan-
dard at kende, turde det allige-
vel være af Interesse at give et
Indtryk af jugoslavisk Kunsts
Ydelser ved at præsentere den efterhaanden ogsaa euro-
pæisk berømte Billedhugger Ivan Mestrovic, hans Hustru,
Kunsthaandværkeren Ruza Mestrovic og Grafikeren Mi-
lenko D. Gjuric.

Jugoslavernes nationale Kunst har i Ivan Mestrovic faaet
sit mest prægnante Udtryk; han er
tillige et Sindbillede paa Folkets
eget Liv i de sidste Hundredaar:
Gennem Trængsler til Opstandelse
— fra Hyrdedreng til Kunstens
Tinder! Efter lige fra Barnsben af
at have vist formende Evne kom
han i Lære hos en Marmorhugger
i Split og siden ved Protektion til
Wien for at uddanne sig. Allerede
i en Alder af 25 Aar vandt han sig
paa Parisersalonen 1908 et Navn
som Billedhugger og tre Aar efter
udstillede han mere end 70 Arbej-
der i den serbiske Pavillon paa den
internationale Udstilling i Rom
1911. Hans Skikkelser fra serbo-
kroatisk Sagn- og Helteliv vakte
Interesse baade hos det internatio-
nale og det hjemlige Publikum ved
deres primitive Kraftfuldhed og
klare, enkle Form, der var saare
langt fra at være akademisk, men

Ivan Mestrovic: Moder

105\