Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

skabe noget paa eget Grundlag — ikke at rende efter
fremmede Moder og Mønstre. Her staar den nye polske
Kunst med en forbilledlig Betydning, som jo nok paa visse
Steder har sin Værdi.

Polakkerne var næppe naaet saa vidt, om de ikke havde
taget Spørgsmaalet op helt fra Grunden og reformeret
deres Kunstundervisning. I Grand Palais har de en meget
stor og højst interessant Undervisningsafdeling, hvor de
udstiller en Række Skolers Programmer og Elevarbejder.

Programmet for denne Afdeling angiver Kataloget med
følgende Ord: »Udstillingens ledende Tanke er at frem-
stille vore Skolers moderne Tendens, som tilsigter at bringe
Orden i Undervisningssystemet: ved at basere det paa det
praktiske Arbejde i Ateliererne, ved at give Eleverne Værk-
tøjet og Materialet i Hænde, ved i første Række at op-
muntre den individuelle Skaberevne uden at benytte Kopie-
ring af Fortids Stilarter. Studiet af de sidstnævnte kan
være nyttigt, naar den unge Kunstner i tilstrækkelig Grad
har lært at skabe ud fra sin personlige Evne og at løse de
praktiske Opgaver, der stilles ham, paa kunstnerisk
Maade.«

Kun et sundt og stærkt Folk lægger en saadan Basis
for sin Kunstundervisning. Men endnu mere forfriskende
bliver det at se, hvorledes dette Program udformes af de
enkelte Skoler efter deres specielle Behov.

Interessantest er École Nationale de I’Industrie du Bois
å Zakopane. Opslagene oplyser, at »Adgangsalderen er 14
Aar. Eleverne tilhører Bonde- og Arbejder-Klasserne. Un-
dervisningsmetoden bestaar i Udvikling af de individuelle
skabende Evner hos hver Elev. Læreren forbeholder sig
kun den tekniske Undervisning og Ansporing, men forsø-
ger ikke at føre Eleven ind i nogensomhelst gamle eller mo-
derne Stilarter eller under nogensomhelst Indflydelse ude-
fra.«

Det er altsaa en Skole for den store udannede Folke-
masse, og man forsøger paa den Maade at fastholde den
nedarvede, selvgroede Kunstsans hos den. Denne Undervis-
ning er vistnok ret enestaaende, ikke alene i Art og For-
maal, men ogsaa i sine Principper. Den lader sig næppe
heller gennemføre med Held uden netop disse Principper.
De kommer imidlertid igen i Kunstskoler af højere Rang,
i dem, der har til Formaal at uddanne virkelige, professio-
nelle Kunstnere.

École Nationale des Beaux-Arts i Warszawa resumerer
sit Program saaledes: »1) Ved Atelierarbejde og Kursus
at muliggøre for Eleverne en kunstnerisk Uddannelse, der
svarer til det moderne Livs Behov. 2) Det er Lærernes
Hverv at forsøge at bibringe Eleverne Evnen til at tænke
og arbejde personligt under absolut Udelukkelse af histo-
riske Stilarter.« Og hvor moderne, der arbejdes, ser man
deraf, at Programmet for denne Skoles almindelige Ind-
ledningskursus indeholder saadanne Punkter som: Kom-
positionsstudier over Form i Almindelighed og over Fla-
der, Komposition af arkitektoniske Masser. Tillige udstil-
lede Skolen bl. a. interessante Eksempler paa systema-
tisk Uddannelse og Udvikling af Sansen for Farver og Or-
namentik.

Som Resultatet af alt dette viste Udstillingen ved sine
Elevarbejder, at der i alle Skoler overvejende arbejdedes
med polske Motiver og i udpræget polsk Aand. Særlig
lagde man Mærke til en Række smaa Træskulpturer fra
Zakopane Skolen — en naturlig og utvungen Folkekunst,
yndefuld og indsmigrende i sin Rytme og undertiden lige-
frem aandfuld i sin Motivopfattelse.

Polakkerne viser i deres Undervisning en Tankegang,
der er lige moderne og lige afklaret i sine ledende Idéer
og i den nærmere Udformning af disse. For os er den
nok værd at tænke over efter al den Uklarhed, der har
hersket og vedvarende hersker just paa dette Omraade,
og efter al den Strid, der — hidindtil til liden Nytte —
har staaet om vort Akademis Undervisning. Jeg vil særlig
understrege tre Punkter: dette, at det først og fremmest
gælder »at bibringe Eleverne Evnen til at tænke og arbejde
personligt«, for det andet »absolut Udelukkelse af histori-
ske Stilarter« og dernæst: at Lærerens personlige Syns-
maade maa holde sig i Baggrunden under Undervisningen.
Laan hos svundne Stilarter har ofte megen Betydning -—-
tænk blot paa, hvad Svenskerne har opnaaet i deres Kunst-
industri fra de seneste Aar just ved at søge til deres For-
tid. Men der kan næppe være Tvivl om, at det ikke er vor
Vej, saaledes som vor Kunst har udviklet sig i de sidste
10—15 Aar, og saaledes som den nu staar. For os be-
tyder de polske Undervisningsprincipper sikkert Vejen
fremad, hvis man kan finde de Folk, der kan bringe dem
til Udførelse paa rette Maade.

O

CHARLES

DEN i Samler-, Museums- og Kunst-
| handlerkredse over hele Verden be-
kendte parisiske Kunsthandler og
Forlægger Sedelmeyer er i disse Dage 90
Aar gammel afgaaet ved Døden. Han var
født Wiener, kom i Lære hos Placht og
rejste i 1867 til Paris, hvor han faa Aar
efter saa at sige paa bar Bund grundlagde
det Firma han ved sin Energi og enestaa-
ende Forretningsdygtighed hurtig skulde
oparbejde til et af for ikke at sige det fø-
rende paa Kunsthandelens Verdensmarked.
Han var en af de første, der arrangerede

S E D E L M E

store Vandreudstillinger til Amerika og
nogle af de første og dyrest betalte Kunst-
skatte, der er vandret over i amerikansk
Besiddelse, er gaaet gennem hans Hænder.
Af hans talrige Forlagsartikler, Kunstblade
og Værker om Kunst er der særlig Grund
til at nævne det store af von Bode redi-
gerede Rembrandt Værk, der i 8 store
Bind bringer fortræffelige Gengivelser af
samtlige bekendte Rembrandts Malerier.
Et Mønsterværk, der i rent tekniske Frem-
stillingsomkostninger overskred en halv
Million Francs (før Krigen).

VER DØD

I de senere Aar var Sedelmeyer, der alle-
rede for længe siden helt havde trukket sig
tilbage fra aktiv Deltagelse i Forretningen,
væsentlig optaget af at ordne og katalogi-
sere sin Privatsamling, der regnes for at
være en af de værdifuldeste i Paris. Den
gamle Kunsthandler, der selvfølgelig døde
som en meget rig Mand, siges allerede i
levende Live at have gjort meget godt for
fattige Kunstnere, og at nu en betydelig
Del af Formuen skal gaa til Understøttel-
ser og Legater.

171