Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

Græshopper og andre Insekter, Kaalorme, Firben, og Jom-
fru Maria og Engle i Toppen. Den blev brugt, da der var
Landeplage af alskens Utøj, og Paven højtideligt satte alle
de ubehagelige Smaadyr i Band, rimeligvis efter en ganske
lovformelig Retsforfølgning, med Aktor og Defensor for
Dyrene og nogle Eksemplarer af dem paa Anklagebænken
i en Kurv.

Blandt Mønterne findes en Medaille, som blev slaaet af
Paven til Erindring om Bartholomæusnat-
ten i Paris.

Det værdifuldeste af alt har Miniaturer-
ne sikkert været. Man kan saa udmærket
godt tænke sig, at netop saadan smaa, sir-
lige Ting var noget for Horace Walpole.

Der findes Miniaturer af alle de fine Nav-
ne. Petitot, de to Oliver, Zincke, Hilliard;

Nr. 53 i Kataloget, en Dreng med Fugle-
rede, 1735, var malet af Walpole selv.

Blandt Sølvet fandtes seks Dessertknive
med Skafter af Lapis lazuli. Der var vene-
tianske Glas, gammelt kinesisk Porcellæn,

Sévres Porcellæn, hvoraf en Del var For-
æringer fra hans gode Venner i Frankrig,
og naturligvis mange gode Ting fra det be-
rømte Chelsea og ligesaa berømte Wedgewoods Værksted.

I 1842 blev hele Samlingen solgt ved offentlig Auktion,
og Kataloget er en statelig Bog paa 250 Kvartsider.

Walpoles sidste Aar tilbragte han for en stor Del i Sel-
skab med de to Søstre Berry. De var ganske unge, da han
traf dem første Gang. Da havde han hørt dem rose stærkt
og enstemmigt, var han paa Forhaand bestemt paa, at han
ikke vilde se til den Side, de var, for de vilde rimeligvis
være altfor selvbevidste til at virke behageligt. Men da
han havde truffet dem en Gang i en ganske lille Kreds,
skiftede han grundigt Mening. De blev hans stadige Om-
gang, og var de paa Rejse, savnede han dem saa meget,
at han skal have tænkt alvorligt over at gifte sig med en
af dem, for at beholde dem hos sig. De fik Bolig lige ved
Siden af Strawberry Hiil, han betænkte dem rigeligt i
sit Testamente, og den ældste Søster udgav hans Værker
Aaret efter hans Død.

1 sin høje Alder, da han var fire og halvfjers, blev Horace
Walpole Arving til Titlen Jarl af Orforcl efter sin Neveu,
ham, der havde solgt Houghton Malerierne til Rusland.

Hans Død var en Lettelse for den fine gamle Horace for
saa vidt som han ikke mere skulde tage sig af den ofte
sindssyge unge Mands Sager, men Jarletitlen kom ham me-
get paa tværs. Der fulgte en Masse Forpligtelser og Ar-
bejde med ved Styrelsen af Godserne og »der er ikke megen
Fornøjelse ved at sidde hjemme i sin Stue og pludselig
komme til at hedde noget andet, naar man er en gammel
Mand.« Sit Sæde i Overhuset indtog han aldrig, og det va-
rede længe, inden han kunde faa sig til at
underskrive sig Orford i Stedet for Horace
Walpole.

Udtalelserne om Walpole har været me-
get forskellige, de fleste af hans Samtidige
har været indtagne af hans personlige
Charme, der navnlig understøttedes af hans
meget smukke og kloge Øjne, men det kan
ikke fragaas, at han har været ikke saa lidt
af, hvad man i vore Dage paa godt Dansk
vilde kalde et Skabehovede. Hans Latter
skal have været tvungen, hans Smil ikke al-
tid behageligt, og selv i hans Breve træffer
man Ting, der er altfor beregnede paa den
ydre Virkning. Ingen har dog udtalt sig saa
skarpt som Historikeren Macaulay. I sit Es-
say levner han ham ikke ret megen Ære. Han siger, at Wal-
pole har Maske for Maske for Ansigtet, mange Lag af Ma-
sker, saa man aldrig kan komme ind til den rigtige Mand.
Men hver af Maskerne, hvis de var Masker, er underhol-
dende, og hele Manden staar som en Type, der befandt sig
vel i den franske Tanden régime Tone med dens kvikke
Aandrigheder, sirlige Lader og dégout for, hvad der ikke
var fornemt og smukt. 1 de unge Dage, da alt, hvad der
smagte af Demokrati og Republik, var saare fjernt fra en
engelsk Adelsmand, gav han sig Udseende af at hælde til
republikanske Idéer, og over sin Seng havde han hængt et
Eksemplar af Englands Magna Charta fra 1215' i Glas og
Ramme, og som Pendant en Afskrift af Karl den Førstes
Dødsdom, som han kaldte for Englands Major Charta.
Men da den franske Revolution brød ud, og dens frisindede
Idéer traadte skinbarligen ud i Livet for alles Øjne, fandt
han dem forfærdelige, erklærede alt Demokrati for altfor
idealistisk for Verden i de første tusind Aar eller saa og
forskandsede sig bag sin medfødte og erhvervede Fornem-
hed. Johanne Kastor Hansen.

Benvenuto Cellinis Sølvklokke

GUTENBERGS T O - O G - FYR R E T Y V E LINIERS BIBEL

Edward Goldstone, British Booksel-
ler, Museum Street, Bloomsbury, London,
skriver til et engelsk Blad, at han har købt
et Eksemplar af Gutenbergs Bibel, som
han ønsker at sælge privat. Han vil helst
sælge den til en Englænder, men der er
allerede flere Eksemplarer i engelsk Be-
siddelse, baade privat og offentlig, saa det
forventes, at Bogen vil gaa til Amerika.
Dette Eksemplar er paa Papir. Den højeste
Pris, der hidtil er bleven betalt for Guten-
berg Bibelen er 10,000 Pund Sterling for
et Eksemplar, trykt paa Pergament. Den

højeste Pris, der hidtil er bleven betalt for
et Eksemplar trykt paa Papir er 9,500 Pd.
Sterling.

Første-Udgaven af Gutenberg Bibelen
har paa de første 9 Sider 40 Linier, paa
den tiende Side 41 Linier og efter Tryk-
ningen af disse første Sider er det gaaet
op for Trykkeren, at der var Plads til 42
Linier, og Resten af Bogen har 42 Linier
paa hver Side. Men alle dem, der er trykt
paa Pergament, har 42 Linier paa alle Si-
derne, det er kun i Papireksemplarerne, at
der er den snurrige Usikkerhed.

Goidstone-Eksemplaret tilhørte det be-
kendte Melk Kloster, henved 40 engelske
Mil fra Wien og er fuldt beskrevet i
Schwenhe’s Supplement til Gutenbergs 42
Linier Bibler, som er udgivet af Insel
Verlag i Leipzig. Køberen havde en Del
Vanskeligheder med Myndighederne i
Wien, som ikke ønskede, at dette Ek-
semplar kom ud af Landet, da det var be-
dre end det i Wiens National-Bibliotek.
Det lykkedes ham imidlertid at overvinde
alle Vanskeligheder, og føre den kostbare
Bog til London.

191