Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

HORACE WALPOLE - JARL AF ORFORD

1 717 — 179 7

Johanne Kastor-Hansen, hvis udmærkede Oversættelse af Pepys Dagbog har vakt beret-
tiget Opmærksomhed, fortæller om den berømte engelske Samler og Skønaand Ho race Walp o le.

DEN engelske Samler, Kunstkender og Politiker
| Horace Walpole er dejlig nem at karakterisere.

I Det kan gøres med det ene Ord: Aristokrat.
Han var Aristokrat til Fingerspidserne, baade
af Fødsel, Anskuelser, Vaner, Smag og Udseende. Hele sit
Liv igennem satte han langt mere Pris paa sin ældgamle
Afstamning, — der naturligvis, som alt andet, der duer
indenfor engelsk Aristokrati, kan ledes tilbage til Vilhelm
Erobrerens Dage, — end paa
sine Evner som Kunstkender og
navnlig Skribent. Havde han gi-
det være over det, eller fundet
det passende for sin Fornemhed
at uddanne sig med blot en
Smule Flid, vilde han uden Tvivl
kunne være bleven en Forfatter
af Rang. Som det nu er, lider
hans egentlige Forfatterskab af
Fejl, der imidlertid er Fortrin i
det fra hans Haand, der betyder
noget nu — hans Breve. De er
som Breve uovertræffelige. De
er underholdende, friske og liv-
lige. Endnu, over hundrede Aar
efter hans Død, udgives de
Gang paa Gang. Den bedste
Udgave skal være Mrs. Toyn-
bee Paget’s fra Begyndelsen af
dette Aarhundrede, og der er
seksten Bind i et Drag — noget,
ingen Mennesker selvfølgelig for
Alvor vilde sætte sig til, men Sti-
len er saa let, at det forekom-
mer gørligt. Naturligvis skrives
saadanne Breve ikke, uden
Brevskriveren selv har været
glad ved at skrive. Han tilbragte
sine bedste Timer med Pen i Haand, og endogsaa Læs-
ningen af et Katalog forfattet af ham, har en egen Charme.
Og trods fremmed Sprog, bunden Stil og et rystende Ind-
hold kan hans Tragedie »The Mysterious Mother«, der paa
ingen Maade er kort, lade sig læse med Udbytte paa lidet
mere end en halv Time, udelukkende paa Grund af hans
flydende og lette Pen. Hvad han skriver, faar af Stilen en
egen Tiltrækning, uden at det paa nogen Maade kan kal-
des dybsindigt. Men han skriver vittigt, rammende, skarpt
og klogt.

Fra sin tidligste Barndom har han været om ikke en
Lykkens Pamfilius — dertil var hans Liv for roligt, begi-
venhedsløst — saa dog en heldig Mand. Hans Fader var
den store, fredselskende Statsmand, Sir Robert Walpole.
Hele Horace’s Barndom og Ungdom gled let, fordi han
var Statsministerens Søn. Hjemme blev han forkælet, da

han var den yngste og meget finere og spædere end sine
Søskende og øvrige Familie; i Skolen i Eton skaanedes han,
paa Grund af sin sociale Stilling, for de Skrub, der ellers
falder saa rigeligt af til pigeagtige Smaadrenge. Selv ko-
ketterer han med, at han i Eton blev slaaet op til at være
et meget bedre Hovede, end han i Virkeligheden var, men
Vidnesbyrdene fra hans Skoletid fastslaar, at han har væ-
ret en meget kvik Dreng, der klarede sig langt bedre, end

han selv fortæller. Den Slags
Koketterier havde den almægti-
ge Ministers Søn Raad til. 1
Eton og Cainbridge lærte han
Drenge at kende, som skulde
blive hans Venner for Livet ■—
dog altid med nogle Afbrydel-
ser. Hans fine Fornemmelser
kunde af og til gøre ham van-
skelig at have med at gøre. Det
mest trofaste Venskab plejede
han med en Mand, der boede i
Florens og aldrig kom til Eng-
land. Paa den den Gang obli-
gate »store Rejse«, som han fo-
retog sammen med Skoleven-
nen, den senere Digter Thomas
Gray, traf han Englands Ge-
sandt i Florens, Horace Mann,
og boede hos ham i et Par Aar,
stadig sammen med Gray. Ef-
tes Walpoles Afrejse hjemefter
korresponderede de to uafbrudt
i mer end fyrretyve Aar. Wal-
poles Breve giver et glimrende
Billede af hans Omgivelser,
baade de nære og de fjernere,
baade de smaa og de store Be-
givenheder, og er den Dag i Dag
fængslende at læse, som om de var skrevet til én selv.

Hjemme i England lever han allerede for en stor Del det
Liv, han sætter mest Pris paa: roligt, skrivende og læsen-
de, dyrkende sin Kunstinteresse, altsammen afgjort å la
gentleman, som Amatør. At kaldes Forfatter var den Gang
noget alt for simpelt. En Forfatter levede fattigt paa sin
Kvist, samlede Subskribenter paa sine fremtidige Værker,
som maaske og maaske ikke blev skreven nogensinde, og
tilegnede Bøger til rige og fornemme Folk, et Slags for-
klædt Tiggeri. Bevare en Walpole for Maskepi med den
Slags Folk! Tidens betydeligste Literater havde han heller
ingen Forbindelse med, udover Skolevennen Thomas Gray.
Walpole var altfor mondæn til at kunne tænke sig at pleje
Omgang med Oliver Goldsmith, som han rent ud kaldte
en Idiot, eller med den elskelige Dr. Johnson, hvis svedne
Paryk, plettede Frakke og mærkværdige Manerer han ikke

/Ior tur C(- n fft o fr

t?//'/'/'„ Jttnnrmv.

Horace Walpole (Stik.)

188