DOI Heft:
Nr. 2 (Februar 1925)
DOI Artikel:Fugl, Alexander: Den frie Udstilling 1925: en Gennemgang
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29339#0049
DEN FRIE UDSTILLING 1925
EN GENNEMGANG
DET Tidspunkt, hvor »den fri° IT 'ding« var fri,
fortaber sig snart saa L. i den graa
Fortid, at kun de ælds.e ibla, f os kan huske
det; skal man karakterisere U Istillingen i Aar,
maa det blive som udpræget borgerlig. Ganske vist fandt
der for en Del Aar siden en Sprængning Sted, da hele den
yngre Fløj med vajende Faner, klingende Spil og utilfredse
Miner drog ud, men en Del er jo allerede i Aar vendt til-
bage og næste Aar indfinder
ogsaa nok Resten sig med
Fanen sammenrullet og
trukket i det for en saadan
Lejlighed obligate sorte
Voksdugshylster.
Det være fjernt fra mig
ikke fuldtud at anerkende,
hvad »den frie Udstilling« i
sin Tid har betydet. Det var
her Kunstens unge Ørne
slog sig ned og hvor et un-
drende Publikum Aar efter
Aar kunde betragte det Byt-
te, som deres skarpe Kløer
fattede. Her øvede Zahrt-
mann, Hammershøi, Wil-
lumsen, Skovgaardene, Phi-
lipsen og Poul Christiansen
deres Ungdoms- og Mand-
domsværk. En virkelig Ind-
sats i dansk Kunst! Og vel
sidder en Del af de gamle
Ørne endnu paa Reden; men
Blikket er mindre hvast, Su-
set i Vingen mindre vældigt,
Kloen mindre skarp, Alderen
begynder desværre at gøre
sin Ret gældende, det er
umuligt at faa et andet Ind-
tryk, naar man i Aar staar
foran Poul Christiansens Portræt af Henrik Pontoppidan
og naar man sammenligner Joakim Skovgaards iøvrigt ny-
delige Smaalandskaber med de Mesterværker, han skabte i
Halland og Italien i 70erne og 80erne. Willumsen er i Aar
udeblevet, man sender ham en venlig og beundrende Tan-
ke naar man staar foran Peter Hansens »Badende Drenge«,
her har Ørnens Klo nemlig forfejlet Grebet, til Gengæld
fornemmer man den i det smukke »Malerdrengen paa Sten-
ten« og i det store pasteltegnede Udkast til »Grevens
Fejde«, det er Historiemaleri fra en ny, menneskeligere og
mere sanddru realistisk Side end vi herhjemme er vant til.
Niels Bjerre, som i sin Tid saa fyndigt skildrede de indre-
missionske Harboørefiskere, fører nu en i bogstavelig For-
stand højst ulden malerisk Tale, og det er svært at for-
sone sig med Larsen Stevns Landskaber i Olie, naar man
husker hans fortrinlige Akvareller fra tidligere Aar. Hver-
ken Møhl-Hansen eller Johan Rohde giver i Aar nye Bi-
drag til deres Karakteristik som hæderlige, men noget
tungt arbejdende Kunstnere. Og hermed er den runde Sals
Kreds sluttet.
Med Gudmund Hentzes Illustrationer til 1001 Nat er vi
inde paa det Onrraade, hvor der vil være divergerende Me-
ninger om Begrebet Kunst eller ikke Kunst, men de hono-
rere antagelig de Fordringer en forretningsklog Forlægger
stiller til sin Illustrator. Samme Kunstners Portrætter skal
jeg lade være uomtalte.
De Arbejder, Johannes
Glob udstiller, henleder uvil-
kaarligt Tanken paa en Ud-
stilling i Karlsruhe eller
Munchen, selv i Skildringen
af et saa dansk Motiv som
H. C. Andersens »Den lille
Pige med Svovlstikkerne«,
undgaar man ikke at for-
nemme et fremmed Element
og endnu tydeligere udtalt
er det i det nracabre Billede
af en Dreng i et Efteraars-
landskab med Døden gni-
dende sin Fiol bag en Træ-
stamme, det, der greb i
hvert Fald mig ved Betragt-
ningen af dette Maleri, var
ikke saa meget den formo-
dentlig tilsigtede Gru som
Forundringen over, at en
dansk Maler i 1925 tager et
saadant Emne op til Be-
handling og paa en saadan
Maade. Globs Begreb om
Farve falder vist ogsaa no-
get udenfor Tidens Opfattel-
se af det maleriske.
Saafremt Erick Struck-
manns Billeder ikke netop
forestillede et Portræt og et Landskab, kunde de passende
henhøre under Udstillingens Afdeling for Arkitektur. Hans
Fødselsdagsportræt af Bundgaard er det vanskeligt at
ønske nogen af Parterne til Lykke med.
Andreas Friis udstiller en Række Billeder, hvoraf de ita-
lienske har Rod i god gammel dansk Kunst, blot fore-
kommer Farven mere tør og Behandlingen mindre aand-
fuld end hos de gamle danske Mestre, men det er ikke til
at undres over, naar man tænker paa deres gode, faste
Skole og saa Modsætningen, de moderne Maleres Skiften
Manér og Teknik hvert andet Aar. Dette gælder netop
Andreas Friis.
Kræsten Iversen søger i sine Landskaber og Figurbille-
der øjensynlig at arbejde sig op til et malerisk Syn, der
nærmer sig afdøde Karl Isaksons, men det lykkes ham dog
heller ikke af den Grund at fastholde Beskuerens Interesse
for sit Billede af den fiskebærende Tobias med Englen.
Poul Christiansen: Henrik Pontoppidan
17
EN GENNEMGANG
DET Tidspunkt, hvor »den fri° IT 'ding« var fri,
fortaber sig snart saa L. i den graa
Fortid, at kun de ælds.e ibla, f os kan huske
det; skal man karakterisere U Istillingen i Aar,
maa det blive som udpræget borgerlig. Ganske vist fandt
der for en Del Aar siden en Sprængning Sted, da hele den
yngre Fløj med vajende Faner, klingende Spil og utilfredse
Miner drog ud, men en Del er jo allerede i Aar vendt til-
bage og næste Aar indfinder
ogsaa nok Resten sig med
Fanen sammenrullet og
trukket i det for en saadan
Lejlighed obligate sorte
Voksdugshylster.
Det være fjernt fra mig
ikke fuldtud at anerkende,
hvad »den frie Udstilling« i
sin Tid har betydet. Det var
her Kunstens unge Ørne
slog sig ned og hvor et un-
drende Publikum Aar efter
Aar kunde betragte det Byt-
te, som deres skarpe Kløer
fattede. Her øvede Zahrt-
mann, Hammershøi, Wil-
lumsen, Skovgaardene, Phi-
lipsen og Poul Christiansen
deres Ungdoms- og Mand-
domsværk. En virkelig Ind-
sats i dansk Kunst! Og vel
sidder en Del af de gamle
Ørne endnu paa Reden; men
Blikket er mindre hvast, Su-
set i Vingen mindre vældigt,
Kloen mindre skarp, Alderen
begynder desværre at gøre
sin Ret gældende, det er
umuligt at faa et andet Ind-
tryk, naar man i Aar staar
foran Poul Christiansens Portræt af Henrik Pontoppidan
og naar man sammenligner Joakim Skovgaards iøvrigt ny-
delige Smaalandskaber med de Mesterværker, han skabte i
Halland og Italien i 70erne og 80erne. Willumsen er i Aar
udeblevet, man sender ham en venlig og beundrende Tan-
ke naar man staar foran Peter Hansens »Badende Drenge«,
her har Ørnens Klo nemlig forfejlet Grebet, til Gengæld
fornemmer man den i det smukke »Malerdrengen paa Sten-
ten« og i det store pasteltegnede Udkast til »Grevens
Fejde«, det er Historiemaleri fra en ny, menneskeligere og
mere sanddru realistisk Side end vi herhjemme er vant til.
Niels Bjerre, som i sin Tid saa fyndigt skildrede de indre-
missionske Harboørefiskere, fører nu en i bogstavelig For-
stand højst ulden malerisk Tale, og det er svært at for-
sone sig med Larsen Stevns Landskaber i Olie, naar man
husker hans fortrinlige Akvareller fra tidligere Aar. Hver-
ken Møhl-Hansen eller Johan Rohde giver i Aar nye Bi-
drag til deres Karakteristik som hæderlige, men noget
tungt arbejdende Kunstnere. Og hermed er den runde Sals
Kreds sluttet.
Med Gudmund Hentzes Illustrationer til 1001 Nat er vi
inde paa det Onrraade, hvor der vil være divergerende Me-
ninger om Begrebet Kunst eller ikke Kunst, men de hono-
rere antagelig de Fordringer en forretningsklog Forlægger
stiller til sin Illustrator. Samme Kunstners Portrætter skal
jeg lade være uomtalte.
De Arbejder, Johannes
Glob udstiller, henleder uvil-
kaarligt Tanken paa en Ud-
stilling i Karlsruhe eller
Munchen, selv i Skildringen
af et saa dansk Motiv som
H. C. Andersens »Den lille
Pige med Svovlstikkerne«,
undgaar man ikke at for-
nemme et fremmed Element
og endnu tydeligere udtalt
er det i det nracabre Billede
af en Dreng i et Efteraars-
landskab med Døden gni-
dende sin Fiol bag en Træ-
stamme, det, der greb i
hvert Fald mig ved Betragt-
ningen af dette Maleri, var
ikke saa meget den formo-
dentlig tilsigtede Gru som
Forundringen over, at en
dansk Maler i 1925 tager et
saadant Emne op til Be-
handling og paa en saadan
Maade. Globs Begreb om
Farve falder vist ogsaa no-
get udenfor Tidens Opfattel-
se af det maleriske.
Saafremt Erick Struck-
manns Billeder ikke netop
forestillede et Portræt og et Landskab, kunde de passende
henhøre under Udstillingens Afdeling for Arkitektur. Hans
Fødselsdagsportræt af Bundgaard er det vanskeligt at
ønske nogen af Parterne til Lykke med.
Andreas Friis udstiller en Række Billeder, hvoraf de ita-
lienske har Rod i god gammel dansk Kunst, blot fore-
kommer Farven mere tør og Behandlingen mindre aand-
fuld end hos de gamle danske Mestre, men det er ikke til
at undres over, naar man tænker paa deres gode, faste
Skole og saa Modsætningen, de moderne Maleres Skiften
Manér og Teknik hvert andet Aar. Dette gælder netop
Andreas Friis.
Kræsten Iversen søger i sine Landskaber og Figurbille-
der øjensynlig at arbejde sig op til et malerisk Syn, der
nærmer sig afdøde Karl Isaksons, men det lykkes ham dog
heller ikke af den Grund at fastholde Beskuerens Interesse
for sit Billede af den fiskebærende Tobias med Englen.
Poul Christiansen: Henrik Pontoppidan
17