Samleren: kunsttidsskrift — 2.1925
Zitieren dieser Seite
Bitte zitieren Sie diese Seite, indem Sie folgende Adresse (URL)/folgende DOI benutzen:
https://doi.org/10.11588/diglit.29339#0050
DOI Heft:
Nr. 2 (Februar 1925)
DOI Artikel:Fugl, Alexander: Den frie Udstilling 1925: en Gennemgang
DOI Seite / Zitierlink:https://doi.org/10.11588/diglit.29339#0050
Clement viser sig atter i Aar som den habile Portræt-
maler, men ulige hellere ser man paa hans veludførte ita-
lienske Landskaber i lidt kølige Farver.
Finds Udstilling i Aar rummer Modsætninger, idet hans
Portræt af Ingeniør D. Berg
kunde gaa for at være et
Gammelmandsarbejde og i
Modsætning hertil hans Por-
træt af Valgmenighedspræst
Johan Clausen, et karakter-
fuldt og alvorligt Værk, hvor
det menneskelige paa bedste
Maade understøttes af no-
get fyldestgørende, dybt
klingende i Farven.
Det kan maaske synes
formasteligt overfor en Au-
toritet paa Altertavleomraa-
det, som Niels Skovgaard at
mene, det er et afgjort Mis-
greb at tvedele netop det,
der skal virke som det cen-
trale Midtpunkt i Kirken, til
Gengæld forekommer mig
den træskaarne Kristusfi-
gur, der kroner Arbejdet, at
være af en betydelig større
kunstnerisk Lødighed end
begge Billederne.
Arne Lofthus’ overlegent behandlede Portrætter udmær-
ker sig ved megen Lighed uden at rumme nogen egentlig
dyb eller udtømmende Karakteristik. Flere af hans malede
Arbejder, navnlig al-Fresko, ejer megen Charme.
Viggo Pedersen synes i
Aar mindre forfalden til si-
ne vanlige stærke Kulører,
hvorimod hans Motiver med
de store Træer, er de gam-
melkendte.
Knud Kyhn arbejder sta-
dig, og har ogsaa i at gen-
give Fuglenes Bevægelser i
Vand og Luft i sine Akvarel-
ler naaet et fortræffeligt Re-
sultat, og Suzette Holten’s
Blomsterbilleder udmærker
sig kun ved næsten alle-
sammen at være solgte.
Den Malerisal, det endnu
staar tilbage at omtale, er
forbeholdt de Unge, og det
er altsaa her, vi skal høre,
hvad vor Tid har paa Hjer-
tet. Det kan ikke nægtes, at
Edv. Weie er den, som ar-
bejder med størst Konse-
kvens og ogsaa har virkelige Resultater at opvise, baade
hvad angaar det rent maleriske og med Hensyn til Billed-
opbygningen. Man ser det bedst, naar man sammenligner
ham med Oluf Høst, som hænger paa hans ene Side.
Johannes Glob: Efteraar
Det turde vist være tvivlsomt om Høst’s Løsning af det
maleriske Problem virkelig er en Løsning, idet han stadig
klamrer sig til det naturalistiske uden at kunne gælde for
Naturalist. Paa den modsatte Side Weie hænger Mogens
Lorentzen, hvis van Goghs
Pasticher ligefrem er for-
nærmelige. Jais Nietsen’s
Hovedfelt er jo efterhaan-
den Keramikken og han sy-
nes i sit Maleri endnu ikke
at have fundet nogen fast
Form, det har derimod
Zeuthen, bien til Trods for
det øjensynlig alvorlige Ar-
bejde, der ligger bag, er det
ikke helt let at anerkende
denne Form som nogen lyk-
kelig, hans Farver er mørke
og tunge, og hvad værre er,
ogsaa klangløse. Om Ha-
rald Hansen’s »Kain og
Abel« afspejler Malerens
kunstneriske Kamp, skal jeg
lade være usagt, men Bille-
det er et Bevis paa, hvor
skæbnesvanger geometriske
Teorier er for et Billedes
Opbygning, naar disse ikke
til Bunds er fordøjede.
Jeg er hermed færdig med Malerkunsten paa »den frie
Udstilling« og formoder ikke at fornærme Malerne ved at
mene, at herhjemme er i Øjeblikket Billedhuggerkunsten
den førende. Ikke fordi »den frie Udstilling« i Aar netop
fastslaar dette. Med Undta-
gelse af Utzon-Frank, der
møder med en større Opvis-
ning, forekommer de øvrige
Kunstneres Repræsentation
ret tilfældig og ikke synder-
lig fyldestgørende. Johs. C.
Bjerg har kun et Par Buster
af hvilke den af Dr. Bor-
berg, trods Hovedets lidt
outrerede Længde, er den
betydeligste, begge udmær-
ker de sig ved en fin og
sikker Form. Det samme
maa siges om Felix Nylunds
Drengebuste i Marmor, i en
hel anden summarisk Stil er
hans lille Figur i rød Granit
efter et Frødings Motiv.
Siegfried
Wagner er
en
Peter Hansen: Badende Drenge
Kunstner, der opfatter det
skulpturelle paa en noget
anden Maade end de oven-
nævnte. For ham er Formen ikke det væsentligste, en for-
tællende og mere malerisk Stil synes at være Kunstneren
en Nødvendighed,'og som denne giver sig Udslag i hans
Statuette »Susanne«, vil den sikkert forekomme de fleste
18
maler, men ulige hellere ser man paa hans veludførte ita-
lienske Landskaber i lidt kølige Farver.
Finds Udstilling i Aar rummer Modsætninger, idet hans
Portræt af Ingeniør D. Berg
kunde gaa for at være et
Gammelmandsarbejde og i
Modsætning hertil hans Por-
træt af Valgmenighedspræst
Johan Clausen, et karakter-
fuldt og alvorligt Værk, hvor
det menneskelige paa bedste
Maade understøttes af no-
get fyldestgørende, dybt
klingende i Farven.
Det kan maaske synes
formasteligt overfor en Au-
toritet paa Altertavleomraa-
det, som Niels Skovgaard at
mene, det er et afgjort Mis-
greb at tvedele netop det,
der skal virke som det cen-
trale Midtpunkt i Kirken, til
Gengæld forekommer mig
den træskaarne Kristusfi-
gur, der kroner Arbejdet, at
være af en betydelig større
kunstnerisk Lødighed end
begge Billederne.
Arne Lofthus’ overlegent behandlede Portrætter udmær-
ker sig ved megen Lighed uden at rumme nogen egentlig
dyb eller udtømmende Karakteristik. Flere af hans malede
Arbejder, navnlig al-Fresko, ejer megen Charme.
Viggo Pedersen synes i
Aar mindre forfalden til si-
ne vanlige stærke Kulører,
hvorimod hans Motiver med
de store Træer, er de gam-
melkendte.
Knud Kyhn arbejder sta-
dig, og har ogsaa i at gen-
give Fuglenes Bevægelser i
Vand og Luft i sine Akvarel-
ler naaet et fortræffeligt Re-
sultat, og Suzette Holten’s
Blomsterbilleder udmærker
sig kun ved næsten alle-
sammen at være solgte.
Den Malerisal, det endnu
staar tilbage at omtale, er
forbeholdt de Unge, og det
er altsaa her, vi skal høre,
hvad vor Tid har paa Hjer-
tet. Det kan ikke nægtes, at
Edv. Weie er den, som ar-
bejder med størst Konse-
kvens og ogsaa har virkelige Resultater at opvise, baade
hvad angaar det rent maleriske og med Hensyn til Billed-
opbygningen. Man ser det bedst, naar man sammenligner
ham med Oluf Høst, som hænger paa hans ene Side.
Johannes Glob: Efteraar
Det turde vist være tvivlsomt om Høst’s Løsning af det
maleriske Problem virkelig er en Løsning, idet han stadig
klamrer sig til det naturalistiske uden at kunne gælde for
Naturalist. Paa den modsatte Side Weie hænger Mogens
Lorentzen, hvis van Goghs
Pasticher ligefrem er for-
nærmelige. Jais Nietsen’s
Hovedfelt er jo efterhaan-
den Keramikken og han sy-
nes i sit Maleri endnu ikke
at have fundet nogen fast
Form, det har derimod
Zeuthen, bien til Trods for
det øjensynlig alvorlige Ar-
bejde, der ligger bag, er det
ikke helt let at anerkende
denne Form som nogen lyk-
kelig, hans Farver er mørke
og tunge, og hvad værre er,
ogsaa klangløse. Om Ha-
rald Hansen’s »Kain og
Abel« afspejler Malerens
kunstneriske Kamp, skal jeg
lade være usagt, men Bille-
det er et Bevis paa, hvor
skæbnesvanger geometriske
Teorier er for et Billedes
Opbygning, naar disse ikke
til Bunds er fordøjede.
Jeg er hermed færdig med Malerkunsten paa »den frie
Udstilling« og formoder ikke at fornærme Malerne ved at
mene, at herhjemme er i Øjeblikket Billedhuggerkunsten
den førende. Ikke fordi »den frie Udstilling« i Aar netop
fastslaar dette. Med Undta-
gelse af Utzon-Frank, der
møder med en større Opvis-
ning, forekommer de øvrige
Kunstneres Repræsentation
ret tilfældig og ikke synder-
lig fyldestgørende. Johs. C.
Bjerg har kun et Par Buster
af hvilke den af Dr. Bor-
berg, trods Hovedets lidt
outrerede Længde, er den
betydeligste, begge udmær-
ker de sig ved en fin og
sikker Form. Det samme
maa siges om Felix Nylunds
Drengebuste i Marmor, i en
hel anden summarisk Stil er
hans lille Figur i rød Granit
efter et Frødings Motiv.
Siegfried
Wagner er
en
Peter Hansen: Badende Drenge
Kunstner, der opfatter det
skulpturelle paa en noget
anden Maade end de oven-
nævnte. For ham er Formen ikke det væsentligste, en for-
tællende og mere malerisk Stil synes at være Kunstneren
en Nødvendighed,'og som denne giver sig Udslag i hans
Statuette »Susanne«, vil den sikkert forekomme de fleste
18