Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

*

*

OM TEGNING FOR BOGBIND

OG BINDESBØLLS EFTERLADTE UDKAST

„Var icke Bindesboll titanen, den overstora resultanten av flere komponenter".

(Gregor Paulsson; Den nya arkitekturen. Stockh. 1916).

Bogbind udført efter 2 Skitser, 1925

Udført efter Tegning af Bindesbøll

Bindesbølls Udkast til et Bogbind

det vil være et kedeligt Spild af Penge at
anskaffe et saa kostbart Stykke for kun at
trykke det én Gang og aldrig faa Anven-
delse for det mere. Selv om man paa den
indbundne Bog maaske kunde trykke Siden
efter Tegningen, saa maatte man dog op-
give at behandle den krumme Ryg paa
samme Manér, den kan ikke maskintryk-
kes, men kun haandforgyldes, Tegningen
maatte da deles i Smaabidder af begræn-
set Omfang, Stempler skæres, sættes paa
Skaft og efter Tegningen sammenstykkes
Stump for Stump; atter en urimelig Be-
kostning for ét Binds Skyld. Saa tager vi
hellere det forhaandenværende Værktøj
frem og forsøger om der ved Hjælp af det,
med eventuelle Suppleringer, kan faas no-
get andet frem. Der er Smaastempler i
fintgraverede Mønstre, som passer sammen

i Sæt, der er simple lineære
Former, geohietriske Ornament-
Detaljer, som kan stilles sam-
men Led for Led og danne en
Uendelighed af Mønstre som
Glasstykkerne i et Kalejdoskop.
Rette Linjer til Rammer findes
altid og Krumlinjer til Tryk-
ning af Ornamenter i Kontur,
roligt forløbende, svajende,
snirklende, blot ikke for smaa-
ligt tegnede og ikke skiftende i
Linjetykkelsen. Der er Rulletter
med indgraverede Mønstre, som
paa Kanten af en Specie, de
kan kun rulles lige ud eller med
svag Krumning, og de kan ikke
holde brat op, de kan aldrig
danne en god Ramme med
Hjørner i Gering. Denne Af-
hængighed af det forskellige
Værktøj slipper man ikke uden-
om, og den, der vil tegne til et
enkelt Bogbind, som skal bin-
des paa bedste Maade og deko-
reres med Haandforgyldning,
maa have set Redskaberne i
Brug for ikke at spilde Tid og
Kræfter paa umulige Tegnin-
ger. Man maa holde sig inden-
for de givne Former; men
Spændetrøjen er forresten slet
ikke saa stram, som den maa-
ske føles ved første Forsøg, og
adskillige af vore bedste Kunst-
nere har befundet sig vel i den,
uden at den har hæmmet deres
Fantasi: Heilmann, Jerndorff,

THORVALD Bindesbøll har-
cellerede en Dag over, at
Hørup-Monumentets tre-
kantede Granit-Fodstykke var
tænkt og tegnet med saa slankt
forløbende Hjørnespidser, at
Stenhuggerne, til Ærgrelse for
Kunstneren, maatte oplyse ham
om, at Granit ikke lader sig
hugge i denne Form, det sprin-
ger. Sligt hænder, naar Kunst-
neren ikke har sat sig tilstræk-
keligt ind i Materialets Egen-
skaber, Værktøjets Ydeevne og
Arbejdets Teknik, eller har for-
sømt i Tide at raadføre sig med
den Haandværker, der skal
realisere hans Idé
Paa det lille Omraade, der
hedder kunstnerisk udført Bog-
bind, møder man desværre
jævnlig Forslag, som ikke lader
sig udføre i Praksis. Der kan
da følge lange Konferencer
med Sammenligninger af Bin-
dets Dekoration i Fortid og Nu-
tid, saa der næsten bliver Stof
til et helt Foredrag, om hvad
man teknisk kan tillade sig. Pa-
piret er jo saa taalmodigt, det
sarte Skind og det blanke Guld
fordringsfuldt. En Kunstner
tegner f. Eks. til Udstillings-
brug sin Pennetegning som han
plejer, med rig Modulation i
Linjernes Sværhed fra fin til
bred og grov. Ja, det kan gø-
res, men kun ved at skære Teg-
ningen ophøjet i en Metalplade
og trykke den i Maskine, og

232