Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

MINDRE

KINESISK TRÆSKULPTUR

Et interessant Stykke kinesisk Træskulp-
tur, som har fundet Vej her til Landet, og
er udstillet i Ferlows Kunsthandel, er den
her afbildede Statuette, som er 60 cm høj.
— Den har en for en Træskulptur sjælden
imponerende Alder, hvad man ser navnlig
paa Ansigtstypen, som man kender igen fra
de kinesiske Stenskulpturer fra Tang og
Sung-Tiden, d. v. s. fra det 8.—13. Aar-
hundrede. Den Omstændighed, at Figuren
er af Træ, lader dog formode, at man staar
overfor et Sungstykke, hvad ogsaa Enkelt-
heden i Foldekastet i Dragten tyder paa.
Figuren forestiller Kwan Yin og er et paa
vort hjemlige Kunstmarked sjældent Styk-
ke.

Den er erhvervet i en gammel fransk
Provinsby, hvor den i mange Aar havde
staaet uden at nogen anede dens Værdi.

(Se vedføjede Illustration).

GOBELIN-AUKTION I PARIS

1 Hotel Drouot kom 4.—5. Juni Lehmann-
Samlingen til Auktion. Her solgtes ogsaa
en Række kostbare Gobeliner, hvoriblandt
et ovalt Brystbillede af ung Dame fra den

M E D D E

En Træskiilptur fra Sung-Tiden

L E L S E R

kongelige Manufaktur betaltes med 22,100
Frc. Et Beauvaisgobelin med Arkitektur-
Motiv og italienske Komedianter (efter
Watteau) opnaaede 108,000 Frc.; et andet
Beauvaisgobelin med Motiv (opgaaende
Sol) efter Boucher betaltes med 326,000
Frc. 4 Vægtæpper (Aubusson-Manufaktur)
med Ondry Motiver gik for 458,000 Frc. Et
flamsk Gobelin med Tenier-Motiv (en Bon-
de, der danser til Sækkepibe) opnaaede
90,000 Frc., det samme betaltes for et lig-
nende Gobelin med Havnemotiv.

G O E T H E - UD GAVER

Store Priser paa Originaludgaverne.

Den afdøde Wiener-Bibliofil Gottfried
Eissiers Samlinger er blevet bortauktione-
ret. Kærnen var en 400 Numre stor Goethe-
Samling, hvoraf hans Digte 1—2, 1815 med
Dedikation fra Goethe til Wilhelmine Herz-
lieb betaltes med 6200 Guldmark. »Romersk
Carneval« opnaaede 4968 M. En samlet Ud-
gave af Goethes Værker fra 1825 solgtes
for 1235 M. og en Faust-Udgave fra 1790
gik for 1615 M. Næsten alle Numrene gik
til Tyskland.

MAAN EDENS

KRONIK

Midt i Sommervarmen ramtes den danske Kunstverden
af et Tordenslag, idet dens højeste Embedsmand, den sym-
patiske Departementschef Kai Glahn pludselig afgik ved
Døden.

Departementchefen som foruden Det kgl. Teater havde
alle Museerne, forsaavidt de overhovedet paa en eller an-
den Maade sorterede under Undervisningsministeriet, un-
der sig, var ualmindelig afholdt paa Grund af sine værdi-
fulde personlige Egenskaber. Han var ogsaa en overordent-
lig velskolet og dygtig Embedsmand, men om hans For-
holdt til de Institutioner, han overvaagede, var dikteret af
andet end det rent embedsmæssige, fik han aldrig Lejlig-
hed til at vise. Hans Forgænger, Departementchef Weis,
er en Mand, hvis hele Liv og Interesse er Kunst, det kunde
derfor ikke undgaas, at Glahn ved sin Tiltræden, hvad an-
gaar Indsigten i de rent kunstneriske Spørgsmaal, blev
mødt med nogen Skepsis. — Det var da ogsaa paa de mere
tekniske Omraader, at den afdøde Departementchef gjorde
sig gældende, Det kgl. Teaters administrative Forhold og
Tilrettelægning af Museumssagen, navnlig Nationalmuse-
ets Sikring og Udvidelse, som han jo kun naaede at ind-
lede, ikke at fuldføre. Hvor og hvorledes denne Sag ender,
er foreløbig uvis, det er jo vidt forskellige Anskuelser, der
gør sig gældende. Departementchef Glahns Stilling var her
endnu uklar, men stod vistnok under Indflydelse af Natio-
nalmuseets Direktør og Undervisningsministeren, begge
Talsmænd for Kastelsplanen.

Det danske Kunstliv slumrer ellers sin Sommersøvn og
Brændpunktet er paa den danske Afdeling af Kunstindu-
striudstilling i Paris, — det er der, det foregaar, og Sam-

lerens Læsere vil da ogsaa i et af de følgende Numre høre
en Sagkyndigs Røst dernede fra.

Imedens er vi blevet beriget med to nye Museer i min-
dre Format. »Bakkehuset« har aabenbaret sig net og be-
skedent, hvad Indholdet angaar, men selve Stedet med dets
Minder om Rahbek og hans Kamma er jo ogsaa Hovedsa-
gen. Her i Landet, hvor vi ingen Goethe, Schiller eller
Beethoven har, har alt H. C. Andersen med Berettigelse
faaet sit »Hus« og Thorvaldsen sit eget Museum; hvor
langt man kan gaa ned med Hensyn til de respektive »Be-
rømthedens Betydning indenfor vort nationale Aandsliv,
før de skal have »Museum« eller »Hus«, kunde der maa-
ske nok være Anledning til at drøfte.

Ogsaa vor afdøde store Skuespiller Olaf Poulsen har faaet
et Museum, men hvorfor saa Broderen Emil, som vist in-
genlunde var en ringere Kunstner og en fin og nobel Per-
sonlighed, ikke blev samme Hæder til Del, er et Spørgs-
maal, som uvilkaarlig melder sig. Nu er det jo svært at
lave Museum og Hus for en Skuespiller, hvis Kunst er
Nuets, nogen særlig fin Smag hverken havde Olaf Poulsen
eller omgav ham, det ses af Museet, men det var jo vist
i Grunden ikke Meningen at rejse Manden et Monument
for hans Mangel paa Kultur, men for hans udmærkede
Kunst og da vi jo nu har et fortræffeligt Teatermuseum,
havde dette jo nok kunnet løse Opgaven indenfor sine
Rammer for Olaf Poulsens Vedkommende som for saa
mange andres af samme kunstneriske Betydning.

Det er ikke paa den Led, det danske Museumsvæsen
trænger til Udvidelse.

Samleren,