Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

PROFESSOR UTZON

FRANK

Professor Utzon Frank, der for Tiden afholder en stor retrospek-
tiv Udstilling af egne og Elevers Arbejder, i Kunstforeningen, gøres
nedenfor til Genstand for Omtale af Forfatteren Josef Petersen.

DEN ny Direktør
k for Kunstakade-
' miet, Professor
Utzon Frank, be-
stemtes kunstnerisk set først
og fremmest af den Forud-
sætning, der kan betegnes
som Skæringspunktet mel-
lem den tidlige græske
Skulptur og den tidlige Re-
næssance, Donatellos Tid.

Herfra stammer han som en
sen Udløber, der har over-
sprunget Michelangelos
bugnende Frodighed og alt
det, som kom bagefter. Han
har bevaret den fornemme
Ynde og plastiske Streng-
hed, som præger de to om-
talte Perioder og udvikler sig
fra dette Grundlag som en
sund Naturalist, der — lige-
som de gamle altid gjor-
de det —■ søger sine Opga-
ver i nær Tilslutning til det arki-
tektoniske Krav. Utzon Frank
mener selv, at Skulpturen altid
bør placeres som et indbygget
Led i Omgivelsernes Hele; Bil-
ledhuggerarbejder, der uden vi-
dere gaar fra Kunstnerens Værk-
sted over til at blive Musæums-
genstande, fører en bedrøvelig
og meningsløs Tilværelse for-
saavidt som de aldrig naar at
tjene det naturlige Formaal: at
udsmykke et Stykke Natur eller
et Bygningsafsnit.

Utzon Frank har sikkert Ret
i, at dette Formaal, der oprinde-
lig galdt alle Antikens og Re-
næssancens Mesterværker, som
nu er havnet i Museernes aabne
Grave, er fuldtud berettiget. Ik-
ke alene vil Arkitekturen give
Billedhuggerværkerne Stilkor-
rektiver, som vanskelig kan und-
væres, men modsat vil Skulptu-
ren tillige kunne virke forædlen-
de tilbage paa Bygningskunsten
og levendegøre den, saa den ikke

stivner i retlinjet Geometri. De doriske og joniske Søjler,
som ganske vist er direkte udviklede af den slanke, svul-
mende, svungne Linje i organiske Vækster, vilde hurtig

Utzon Frank; Tegning

Utzon Frank: Tegning

være havnede i den høvle-
de og tilhuggede Tømmer-
stoks trivielle Lignelse, der-
som de ikke ustandselig var
blevet forynget af Selskabet
med den plastiske Menne-
skefigur, den ideale Gengi-
velse af Palæstraens trænede
Ynglinge eller af Hellas’
blomstrende Jomfruer. Pro-
fessor Utzon Frank, der,
som alle Kunstnere burde
være det, er Haandværker
og føler sig som Haandvær-
ker, bindes noget i sin Stil
af denne Trang til æstetisk
Harmoni mellem Skulpturen
og dens Omgivelser, men
det kan vanskelig nægtes,
at han har Ret: om alle føl-
te som han, vilde Menne-
skeværket i Naturen staa
bedre til denne og give den
det festlige Præg, som den
i sørgelig høj Grad mangler,
naar den skæmmes af Bygnings-
figurer, der kun er skabt efter
nøgterne og praktiske Oppor-
tunisme-Grundsætninger. Utzon
Frank gør opmærksom paa,
hvor fortvivlende langt vi er
kommet fra Skulpturens tidlige-
re hævdede Forpligtelse til at
udnytte og give Helhedsbilleder,
naar man for Eksempel betrag-
ter det lille Anlæg udenfor
Kunstmuseet, hvor man dog i
det mindste skulde tro, at der var
Mening i at tilstræbe en plastisk
Fællesvirkning. De her opstille-
de Figurer har jo slet ingen ind-
byrdes Korrespondance og er
desuden opstillet ganske tilfæl-
digt; alle mulige Stilarter er re-
præsenterede, det er et forvirret
Kaudervælsk af Formsprog, der
lyder fra denne Plads.

Naar Utzon Frank af enkelte
Skumlere uretfærdigt er blevet
beskyldt for Epigoneri, ligger
det netop i, at han i Modsætning
til de fleste moderne Kunstnere fastholder disse strenge
Krav og derved indkredser sig selv i et begrænset Felt. At
hans Evne rækker udover dette, kan ses af hans Studieteg-

41