Universitätsbibliothek HeidelbergUniversitätsbibliothek Heidelberg
Metadaten

Samleren: kunsttidsskrift — 2.1925

DOI Heft:
Nr. 1 (Januar 1925)
DOI Artikel:
Stein, Johs.: Angrep og Parade: Karl Madsen og den Zeuthenske Samling
DOI Seite / Zitierlink: 
https://doi.org/10.11588/diglit.29339#0036

DWork-Logo
Überblick
loading ...
Faksimile
0.5
1 cm
facsimile
Vollansicht
OCR-Volltext
D E

ANGREB OG PAR A

KARL MADSEN OG DEN ZEUTHENSKE SAMLING

Højestereisagfører Johs. Stein polemiserer mod Direktør Karl Madsen i Anledning af dennes Omtale af den
Zeuthenske Samling. Skønt det ikke er Redaktionens Anskuelse at den store Kunst altid er ensbetydende
med de store Formater, har vi dog aabnet vore Spalter for denne Røst, der efterlyser Carl Bloch og de andre
Genremalere fra 70-erne og 80-erne, som ikke hænger paa Ærespladserne under den nuværende Ledelse,

Hr. Redaktør!

JEG er kun en menig Soldat i de kunstinteresseredes
store Hær, men som alle menige Soldater holder jeg
meget af at gaa paa Musæer. Nu har jeg læst i »Sam-
leren«, at Statens Musæum for Kunst efter en afdød
Overretssagfører har modtaget som Gave en Samling Ma-
lerier og Tegninger, om hvilke Musæets Direktør Hr. Karl
Madsen udtaler, at det er »en af de rigeste Gaver, Musæet
nogensinde har modtaget.« Det maa du se, tænkte jeg.
Naar Karl Madsen gaar i Borgen for, at det er en af de
rigeste Gaver, Musæet nogensinde har modtaget, maa det
være noget ekstra, noget i Lighed med Nivaagaardsamlin-
gen, som Musæet jo engang vil faa, thi Karl Madsen for-
staar sig paa det. Jeg gik altsaa. derop, men hvad fik jeg
at se? En af Musæets smukkeste Sale var ryddet for de
Potentat-Portrætter, der tidligere hang der i pompøse
Rammer, ryddet for en Række Billeder af berømte Eng-
lændere, Italienere og Franskmænd, og i Stedet for var
ophængt en Masse smaa underlig snuskede Billeder og
Tegninger, smaa Malerier og løse Blyantsrids, meget ny-
delige, men ganske ubetydelige for de allerflestes Ved-
kommende og ikke et af virkelig Værdi for et Musæum.
Hvad er nu det, tænkte jeg. Du maa jo være gaaet galt.
Det er jo en Samling Billeder, som en Mand med Interesse
for Kunst, men ganske uden Midler til at fyldestgøre denne
Interesse, har samlet sammen til sin Dagligstue, takket
været heldige Erhvervelser paa smaa ubemærkede Auk-
tioner eller underhaanden, men »en af de rigeste Gaver,
Statens Musæum nogensinde har modtaget« •— umuligt!
Jeg tilstaar, jeg var noget forbavset og forvirret. Saa mødte
jeg heldigvis en anden menig Soldat deroppe, og han for-
klarede mig Sammenhængen. Du har ganske Ret, sagde
han. Alt dette duer ikke stort. Hvis det i Stilhed var blevet
fordelt i Salene og puttet ind i Mapperne, saa lad gaa,
men du glemmer, at dette Land er et Eldorado for Kli-
kerne og Koterierne, hvad Kunst angaar, og selv om Karl
Madsen længes inderligt efter gode italienske Malerier og
venter dem af sin Ven, saa roser han dog gerne mindre
gode danske Malerier, naar Vennen ikke har andet i sin
Pose. Naar Kliken skal betjenes, maa Ypperstepræsten
svinge Røgelseskarret, selv om Litaniet egentlig burde være
de Wesselske Strofer: »Naar Dig nogen Karper byder og
Du faar kun tørre Jyder, bliver Du lidt flov derved.« Der
gives jo mange Mennesker, der altid selv betragter og for-
langer, at ogsaa andre skal betragte de Kort, de har paa
Haanden, som høje Trumfer, selv om det kun er Toere og
Treere, og der er næppe Tvivl om, at Giveren selv har
sat sin Samling overmaade højt. Ja, men Musæets Di-
rektør, sagde jeg. Hvor kan han lade en af dette overfyldte
Musæums allersmukkeste Sale i maanedsvis være okku-
peret af disse Ubetydeligheder. Ja, sagde min Ven, det er
fordi Du ikke forstaar noget af det hele. Se, dette Musæum

kaldes Statens Musæum for Kunst, det staar over Døren
— men det er Karl Madsens Musæum for Kunst. Ser Du
ikke, hvorledes han ganske suverænt udrangerer og maga-
sinerer alt, hvad han ikke synes om. Hvor er alle de Bil-
leder, de forskellige Gallerikommissioner hat indkøbt i Mid-
ten og Slutningen af forrige Aarhundrede af de dalevende
Kunstnere. Væk! Vi faar aldeles ikke Lov til at se dem.
Det er vel Pladsmangelen, sagde jeg. Vrøvl, sagde han.
Pladsmangel, naar Musæet har Plads til i Aarevis at afse
en stor Sal til Udstilling af en Privatmands Spekulations-
køb i Hammershøjs Malerier — en Samling, som Musæet
aldeles ikke ejer — og en lignende Sal til Udstilling af
Hr. Giersings to Damer og lignende Rædsler, som alle vi,
der nu er bleven saa store Drenge, at vi ikke mere er bange
for, at der bliver raabt »Ignorant« efter os, virkelig vil
have Lov til at døbe med deres rette Navn. Det er ikke
Pladsmangelen, der er værst, men det gale er, at de skif-
tende Direktører ikke forstaar, at det er Statens Samling,
de staar i Spidsen for og ikke deres egen private. Menin-
gen med Statens Samling for Kunst skulde være, at her
skulde man kunne studere alle de Kunstværker, som skif-
tende Tider havde indkøbt for Statens Penge, og derigen-
nem studere ikke alene disse Kunstnere selv, men ogsaa
den Kunstforstand, det kunstneriske Ideal, som de skif-
tende Indkøbskommissioner har haft, altsaa gennem Ind-
købene kunne aflæse Landets kunstneriske Kultur gennem
Tiderne, men nu faar vi stakkels menige Soldater slet ikke
Lov til at se de Billeder, Direktøren ikke selv synes om,
og de stakkels Kunstnere, som er i Unaade hos Direktøren,
forvises til Magasinerne eller maa drage i Landflygtighed
til Provinsmuseerne. Det er akkurat, som da en mægtig
og fornem Dame for kort Tid siden fra sin Friplads be-
tragtede sig som Vært for sine betalende Gæster og reso-
lut bestemte, at de ikke havde godt at at høre en almen-
yndet Sang, som ganske vist er Nationens Eje, men som
hun syntes var uartig. Vi og vore Forfædre har dog alle
betalt de Billeder, som, vi nu ikke maa faa at se. Det maa
da forandres, sagde jeg. Ingenlunde, sagde han, men efter
Sigende vil man forandre Museets Navn fra »Statens Mu-
seum for Kunst« til »Karl Madsens Museum for Kunst«,
og da han jo ikke lever evigt, skal Navnet ved hver ny
Direktørs Tiltrædelse forandres saaledes, at vi successivt
faar Hansens, Jensens og Petersens Museum for Kunst.
Naar man saa bare kender vedkommende Direktørs Smag
og ved, hvad Klike han hører til, saa vil man altid vide,
hvilke Billeder af Statens Samling, man vil træffe ophængte
og hvilke der er i Forvisning. Farvel, Kammerat, sagde
jeg. Farvel, sagde han, og saa gik jeg. Nu spørger jeg
Dem, Hr. Redaktør, skulde min Kammerat virkelig have
Ret? p i [1 Deres ærbødige

Stein.

12
 
Annotationen