Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

Higen er svejset sammen til et skøntformet Hele. At Kunst-
neren selv i disse Billeder har tænkt at gøre en Indsats af
blivende Værd, har man Lov at formode, dels ved Billeder-
nes Titel, de mange Portrætter, og ved Sammenligning
med Clemens berømte Stik efter Cunninghams ligesaa
berømte Maleri af Frederik d. II’s Revu, af hvilket en Re-
produktion bragtes i Samlerens 1. Hefte.

At Billederne ikke forlængst er havnede i offentligt Eje
har maaske fra første Færd sin Grund i, at Frederik d. VI
— lidt malplaceret — brugte dem som Foræring til sin
ukronede Dronning, Fru Dannemand. Billederne var
udstillede henholdsvis 1809 og 1810 og giver et karakteri-
stisk Udsnit af en vis Side af Københavns Folkeliv, som
det i disse Aar formede sig under de stærke Troppekon-
centrationer i Anledning af den paatænkte Krig mod Sver-
rig. Man kendte ikke til »Militarisme«, disse første Revuer
var sande Folkeskuespil.

Af de senest fremkomne Tegninger lagde man Mærke
til »Skrivende ung Mand« og »Landkadet Ohmann«, øjen-
synligt Portrætstudier over samme Person; den første
skriver sig fra den Zeuthen’ske Gave til Kunstmuseet og er

opgivet som tegnet af Senn, hvorimod der for den andens
Vedkommende ved Familietradition hævdes, at den er ud-
ført af Eckersberg; der er dog næppe Tvivl om at de beg-
ge skylder Senn deres Tilblivelse.

Bortset fra Frederiksborgbilledet af General Peymann
og Admiral Steen Andersen Bille, samt Billedet af »Prov-
stierne ridende til Kirke i Egnen af Kiel i Holsten«, som
er at betragte som et Produkt af intimt Samarbejde mellem
Læreren Senn og Eleven Eckersberg har Udstillingen ikke
yderligere fastslaaet Eckersbergs Medvirken, og individuelle
Farvesyn taler den heller ikke om; om den Ting kan kun
siges, at de blaa Farver, som af Eckersberg er brugt i først-
nævnte Billede, har vist sig af ringere Holdbarhed end i Ud-
stillingens andre Billeder, maaske har Senns Erfaring eller
Tradition i det Stykke været bedre? han var jo alle Dage
Aquarelmaleren.

Et stort Antal Interesserede, herunder Akademiets Ele-
ver, besøgte Udstillingen, men trods Pressens uskrømtede
Velvilje var Besøget alligevel ikke saa stort, at det —
trods de smaa Udgifter — kunde give det forønskede
Overskud til Kunstnernes Understøttelsesfond.

MODERNE MALERKUNST

Maleren Edv. Weie, af hvem Samleren tidligere har bragt en Artikel om
„Moderne Malerkunst fortsætter denne Gang det store altid brændende Emne.

DER er efterhaanden opstaaet en Stilhed i Maler-
I kunsten herhjemme efter det megen expres-
sionistiske Røre, der nok kan afgive Stof til
adskillig Eftertanke, dels med Hensyn til vor
Tids hastige Omskiftelser og overfladiske Værdivurdering,
dels for det dermed forbundne Spørgsmaal angaaende Ma-
lerkunstens hele fremtidige Udvikling, ja, Existens.

Og mon det ikke var betimeligt ud fra en nøgtern Over-
sigt over den faktiske kunstneriske Situation, saaledes som
den i Virkeligheden foreligger, at tage Standpunkt til et
saadant Spørgsmaal, og ikke ud fra den evindelige Op-
timisme, der altid bæres til Skue fra de unge, og som
Øjeblikket turde være et Bevis paa ikke i Længden holder
Stik.

Gaar man nemlig ud fra, at en Kunst er opbygget af
saa og saa mange Grundelementer, Følelser, personligt
Væsen o. s. v., som er de bærende indenfor en Kultur-
periode, og at hver enkelt Epoke har til Hensigt at føje
hvert enkelt Grundelement som et saa fuldstøbt Led som
muligt ind i et Hele, saa følger deraf ogsaa, at en Kunst
engang maa komme til Ende med sin Udvikling og færdige
Støbning.

Og det skulde synes umuligt at overse, at det var en
saadan Afslutning af den kristne Kulturs Malerkunst, i
hvert Fald i sin gamle Form, der fandt Sted allerede med
den franske Naturalisme som afsluttende Led. Den havde
i Virkeligheden gennemløbet alle Faser af sit Væsen, da
Expressionismen opstod. Middelalderens Mystik, Naivitet

og Religiøsitet, Renaissancens Kraft, Æstetik og Subjek-
tivitet. Den romantiske Periodes Digten, som vel Dela-
croix maa staa som fuldgyldig Repræsentant for, og ende-
lig Naturalismens Virkelighedsstudium og artistiske Fuld-
kommengørelse.

Men Følgen af dette kan kun være den, at ethvert funda-
mentalt Grundlag for en Videreførelse af Malerkunsten
i Virkeligheden mangler, ikke alene kunstnerisk, men og-
saa menneskeligt. Man bør ikke glemme den øjeblikkelige
Stillings særlige Karakter, den nemlig, at der er vendt op
og ned paa den kunstneriske Opgave i Tidens Løb, saa-
ledes at det, man staar med ved Malerkunstens Afslutning,
nu kun er en ydre Form i Modsætning til dens Begyndelse,
der byggede paa et Indhold. Den Kendsgerning, at de for-
skellige Tidsstrømninger i deres Trang til at erkende den
ydre Verdens Opbyggen, lidt efter lidt har omstødt sine
gamle Idealer og etiske Overbevisning, og endnu som Vej-
viser fremad i sjælelig Retning ikke har opstillet noget nyt,
maa da i første Række berøre Kunsten, hvis den i det hele
skal tillægges nogen Betydning, thi naar den er uden Ideal
og etisk Overbevisning, er den ogsaa uden Mission, og
ifølge Betydningen, den tillægges, meningsløs.

Den første Betingelse for en sand Videreførelse af Ma-
lerkunsten maa altsaa selvsagt være den, at man søger at
tilføre den et nyt Grundlag, en ny indre Mening, et nyt
Knudepunkt, hvorfra ny Strømninger igen kan udgaa, kort
sagt, et nyt Ideal, der, hvorfor ikke sige det rent ud, selv-
følgelig hverken er mere eller mindre end sammenhæn-

G: - r '■''

5