Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

ved ikke hvad« pegede i Retning af Norge, hvorfor Brev
udfærdigedes til Norsk Folkemuseum med Sagfremstilling
og Bøn om mulige Billeder af en norsk General, hvem har
jeg nu glemt, ev. en Sammenligning mellem Fotografier af
det Lorentzenske Billede og disse. Svaret fra Dir. Hans
Aall kom prompte: Det er jo Peter Anker!

Peter Anker (1744—1832), af den kendte norske Æt,
blev 1773 Konsul i Huil, senere Danmarks Generalkonsul i
Storbrittanien; 1786 blev han udnævnt til Guvernør i
Tranquebar og Oberst, og 1788 blev han Generalmajor,
1806 forlod han Indien, 1804 havde han faaet Storkorset.
Der synes saaledes logisk set ikke at være nogen Mulighed
for, at Lorentzen kan have malet dette Billede; thi Anker
blev først Generalmajor ved sin Ankomst til Indien og bar
det hvide Baand ved sin Hjemkomst, og Lorentzen rejste
som bekendt ikke i Indien. Med Grund var derfor Ankers
Navn strøget af Listen over dem, hvem Portraitet kunde
antages at forestille. Men denne Slutning var dog forhastet.
Andre Billeder af Anker er helt overensstemmende med det
nyerhvervede.

Tilfældet maa da formentlig forklares saaledes: I Eng-

land har Anker ladet sig male af en betydelig Kunstner,
maaske af Gilbert Stuart, med hvis Arbejder dette Billede
i sin Holdning har Lighed; han har formentlig været i
Uniformen som Generalkonsul, i hvert Fald viser det ved-
føjede Billede fra Bærum — aabenbart ogsaa en sam-
tidig Kopi — en Uniform, som formentlig maa høre derhen.
Lad os antage, at det engelske Billede er blevet i Norge
hos Familien, og at andre af dens Medlemmer har ønsket
at erhverve deres ansete Slægtnings Portrait; C. A. Lorent-
zen har da paataget sig Udførelsen og har »moderniseret«
Billedet ved at give Anker Uniform efter hans senere er-
hvervede Charge. Saaledes er vort Billede opstaaet og det
har været forbilledligt for andre Kopier (f. Eks. den paa
Vækkerø). Man kan kun glæde sig over, hvilken forbløffen-
de Virkning Berøringen med engelsk Kunst i dette Tilfælde
har haft paa Lorentzens Pensel.

Men Pointet i hele Sagen har været, at den viser, at Livet
ogsaa paa dette Punkt kan frembyde mange Om- og Krog-
veje, som forstandige Mænd med lige og fornuftprægede

OM BRYDNINGERNE I MODERNE MALERI

Edvard Weie afslutter sine Betragtninger over moderne Malerkunst, og selvom Weies Form i
nogen Grad vanskeliggør Tilegnelsen af Stoffet bvder hans Artikel saa mange interessante Be-
tragtninger, er besjælet afen saa brændende Kærlighed til Emnet, at den vil betale sig at tilegne.

MED Naturalismens Afblomstring i Frankrig for-
svandt ogsaa det sidste Pust af Poesi og
indre bevæget Æsthetik af Malerkunsten,
Log det er med Vemod man midt i det nuvæ-
rende kunstneriske Milieu tænker paa hine Dage. Na-
turalismen, den franske Naturalisme, findes der i det hele
indenfor Kunsten en Strømning, der har øvet en saadan
Trolddom over Sindene som den. Hvad engang Revolu-
tionen var for den almindelige Erkendelse, har Naturalis-
men været for Malerkunsten. Man begriber den Begej-
string, ja Besættelse, der maa have grebet de franske
Kunstnere ved at opdage den ydre Verdens poetiske Rig-
dom i et skønt Land som Frankrig. Monet, Sisley, Renoir,
Cezanne ere Fakkelbærere for en Idé, de ligesom har med-
delt legemlig Gestalt og ført ud i Lyset og den sanselige
Verden. Men hvilken Besættelse har grebet og griber
vedblivende vore Dages Kunstnere, derom er det bedst at
tie, det er nok at konstatere moderne Kunsts indre Idé-
løshed og dens i Sandhed skrigende Modsætning til dens
ydre Apparition.

For de Kunstnere, der ikke kan tænke sig at leve uden
Kunst og som træt af Tidens kulørte evindelige Gentagelse
af et og det samme, længes mod Poesiens »Atterkomst« i
Malerkunsten, maa, paa Baggrund af den almindelige
Opløsning, den ringe Tro paa Kunstens Fremtid, det
Spørgsmaal nødvendigvis paatrænge sig: Hvorledes skal
den kunstneriske Situation i det store og hele i Fremtiden
forme sig, ad hvilke Baner maa den personlige kunstne-
riske Søgen rettes?

Med Hensyn til den nuværende kunstneriske Situation i det
store og hele kan man fatte sig i Korthed. Kunsten er sim-
pelthen indgaaet som opdragende Led i Samfundsudviklin-
gen i Lighed med Spejderbevægelsen og lignende, for saa
stort et Antal unge Mennesker som muligt, for saaledes at
være medvirkende ved Virkeliggørelsen af Liberalismens
Motto, den størst mulige Lykke for det størst mulige Antal;
endnu nogle faa Aar i samme Spor, og man vil paa Maler-
kunstens som paa saa mange andre Omraader opleve en
fuldstændig og endelig Mekanisering og Dilettantismens
Sejr, den selvstændige kunstneriske Søgen har dermed selv-
sagt sin Skæbne beseglet. Hvad derimod den indre kunst-
neriske Opgave angaar, kan det maaske være Umagen
værd at omtale noget nærmere.

Hvis man erkender, at Malerkunsten har naaet den yder-
ste Grænse for sin Udvikling ad rent artistisk Vej, og at
den, dels for sin egen indre Opbygning, dels for Beret-
tigelsen af sin Existens igen bliver nødt til at nedlade sig
til at yde et almentforstaaeligt Følelsesmoment, er det af
fundamental Betydning at indtage et bestemt Standpunkt,
og efter min Mening kan man da i Øjeblikket se den kunst-
neriske Opgave ud fra to forskellige Synspunkter.

Enten kan man erkende det ene Faktum, at den kristne
Kulturs Malerkunst i sin gamle Form har kulmineret, og at
det, der kan staa til Rest at føre videre, er at forsøge en
Kunst, der kan blive som en Slags Apoteose over hele dens
Udvikling. Eller man kan erkende det andet Faktum, at
man ud fra en ny Naturopfattelse, men foreløbig uden

22