Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

Komplekset, saaledes at han ikke kan undgaa at se det
hele. Lige saa fortrinlig er Behandlingen af Glasnråterialet
i Interiørerne. Da Pavillonen er beregnet paa Udstilling af
smaa Ting, har Arkitekten inddelt sine store Montrer, der
naar fra Gulv til Loft, i mange mindre Ruder, hvis Ram-
mer som oftest ligger ud for Hylder inde i Montren. Ram-
merne er tynde, flade Lister, malede med et kraftigt Møn-
ster. Paa den Maade udnyttes Glasmaterialet baade som
Materiale og arkitektonisk: man faar en Væg ud af det, et
Led, som man kan operere med i Arkitekturen, og dog for-

bliver Indtrykket af det lette gennemsigtige, ligesom uvir-
kelige Materiale. Tillige vindes en virkningsfuld Modsæt-
ning mellem de stærkt dekorerede Interiører og Korrido-
renes rene, klare Vægflader.

I sin Plan, sit Ydre og i sine Interiører er denne Pavillon
et aandfuldt Værk. Alt det elskværdige, yndefulde og le-
gende i østrigsk Aand, al dens Charme, har her fundet et
baade grandiost og smukt Udtryk.


VILHELM

WANSCHER

MANGFOLDIGE og mærkelige er ofte de Veje,
der1 fører en Mand ind paa det Felt, hvor han
kommer til at gøre sin Indsats, udføre sit Livs-
{ værk. — End ikke de Omraader, man skulde
tro fordrede særlige Evner, eller naturlig Disposition, det
man i daglig Tale kalder Talent, forskaanes for Tilfældig-
hedernes Spil. — Og navnlig
naar det drejer sig om paa Kun-
stens Omraade at være Fører og
Lærer for andre, skulde man sy-
nes, at den særlige Disposition,
den særlige Evne til at se og for-
staa netop paa dette specielle
Felt maatte være uomgængelig
nødvendig. Ganske vist, Kund-
skaber og erhvervede Erfaringer
kan bringe sin Mand langt —
men helt erstatte Talentet kan
det aldrig.

Typen paa en Mand med Ta-
lent har vi i Vilhelm Wanscher,
som netop under almindelig Op-
mærksomhed nylig fyldte halv-
treds Aar. — Om denne Begi-
venhed i sig selv egentlig er eg-
net til i den Anledning at fejre
Vilh. Wanscher, turde maaske
være tvivlsomt. Han er endnu
helt ungdommelig, stadig i fuld
Udvikling, søgende, ofte æn-
drende Standpunkt, Egenskaber,
man almindeligvis ikke finder
hos den som oftest noget satte
og mindre bevægelige halvhun-
dredaarige Mand. — Wanschers ungdommelige Begejstring,
hans friske, selvstændige og originale Syn paa Værdier og
Forhold indenfor Kunsten har længe gjort ham til Saltet
indenfor vort Kunstliv, et Incitament, som man nødig vilde
savne. — Vi har saamænd nok af Træmænd, hvem Gud
først gav Forstand i det Øjeblik, han gav Embede.

Vilh. Wanschers artistiske Personlighed, hans ildfulde
Temperament, og først og sidst hans Talent, har tilført
dansk Kunststudium blivende Værdier. Hans sensitive Be-
tragtningsmaade, hans originale Opfattelse af det væsent-
lige og vigtigste i Kunsten har aabnet Øjnene hos mange,
som før ikke var seende. I Grunden skulde man synes, at

den moderne Kunst havde været det, der laa Wanschers
Aandsform nærmest. -— Men netop paa den klassiske
Kunsts Omraade og paa Kunstens mest formalistiske,
nemlig Arkitekturen, har Wanscher gjort sin største Ind-
sats. — Thi den Gud, der gav Wanscher hans Talent,
gav ham lykkeligvis ogsaa Embede. Det er umuligt andet

end at han med sine specielle
Egenskaber maa øve stor Ind-
flydelse paa de mange Arkitek-
ter, det Lav blandt Kunstnerne,
som ifølge sin Haandværkerher-
komst er og ogsaa skal være
mest jordbundet. Der hvor
Wanscher ikke kan slaa Gnister,
er der vist ikke meget; Haab om
at tænde Kunstens hellige Ild.

Men igrunden er der som al-
lerede sagt ingen Aarsag til at
fejre Vilh. Wanscher for de 50
Aar. — Han gør selv blot Aarene
til Skamme. Han er midt i Ar-
bejdet, stadig spejdende, stadig
paa Vandring, med sit Talent er
han rig og modig nok til under-
vejs ogsaa at foretage en Om-
vurdering af egne tidligere An-
skuelser, hvad der bringer For-
virring og stundom Forargelse i
et maabende Borgerskabs Ræk-
ker og i Fagfællers klamme
Kreds. -r- De, som kun i Kraft af
deres Embeder har eneforpagtet
al Kunstforstand, har altid op-
fattet Talentet hos andre som
noget nær en Forbrydelse. — Man blev helt betænkelig ved
at se den bombastiske Hyldest af Wanscher paa Fødsels-
dagen. Er Verden ved at gaa af Lave — begynder man
at agte Profeten i hans eget Land?

Vilh. Wanscher, den ildfulde Kunstnersjæl, var altid en
Fribytter, et sundt Forargelsens Tegn. ■— Kanoniser ham
ikke, sæt ham ikke i Rang, behæng ham ikke med de offi-
cielle Udmærkelsestegns Flitter. — Lad Talentets Kains-
mærke lyse paa hans Pande — det slaar Funker og Gni-
ster, som fænger og lyser op, saa man i et Glimt ser Skøn-
heder, der før laa i Mørke. — Lad os haabe, det længe
endnu maa blive ham forundt at virke imellem os.

*Vilhelm Wanscher Eifeit fot.

141