Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

BAG KULISSERNE I DET K G L. TEATER

Vor Medarbejder> Forfatteren Josef Petersen, har sammen med
Tegneren Anton Hansen besøgt det kongelige Teater bag Kulis-
serne under Opførelsen af Julius Magnussens: En Digters Drøm.

NATIONALSCENEN — det vil sige den Scene, som
vi alle er Medejere at, og som derfor er os alle
skyldig at rette sig efter nationale Krav og des-
uden at vedligeholde vor intereuropæiske Forbin-
delse med det, der for en stor Del har skabt den: det
klassiske Skuespil. Og for vort Lands Vedkommende er
Nationalscenen tillige den Scene, som tjener tre Kunstarter,
som baade er Talescene, Opera og Balletscene. De fleste af
de Berømtheder, vi har set flagre ud og lægge fremmede
Lande for deres Taaspidser, er opdrættede her. De San-
gerstruber, hvis Vibrationer
har fyldt Covent Garden og
andre berømte Kunsthaller med
Vellyd, er trænet op her, og
vore bedste Skuespillere fore-
trækker en ringere Gage ved
Nationalscenen fremfor en høj-
ere ved Sekondteatrene.

Det er slet ikke saa under-
ligt. Nationalteatret er vor
Stolthed, og vi bør være glade
— som Direktør Norrie siger
— ved at støtte den. De andre
Teatre bør, hvor ideelle Maal
de end tilstræber, nøjes med
de Penge, de selv kan indbrin-
ge ved deres Spil. Vi har dog
ikke Raad til flere National-
scener, og Privatteatrenes For-
pligtelser overfor Publikum er
frivillige, vi har ingen Garanti
for at de først og fremmest
søger, dels at støtte dansk
Kunst, dels at give os lødig
klassisk Kunst og iøvrigt et
stedse vekslende, facetteret
og mangfoldigt Program.

Direktør Norrie har udtalt, at hver Skuespiller og Skue-
spillerinde ved Nationalteatret gør sit yderste for at give os
god Kunst, og han tilføjer, at vi i Øjeblikket har sceniske
Kræfter, som fuldtud magter de Opgaver, der kan stilles
dem. Vi har heldigvis ingen Grund til at afkræfte den ener-
giske og kloge Direktørs Ord. Endvidere siger han, at der
til hver Sæson indleveres ca. 100 Skuespil af danske For-
fattere til Teatret. Man skulde tro, at der var noget første
Klasses imellem! Men derom vil vi ikke dømme. Det er for
at samle Billed-Indtryk til »Samleren«, at vi er her. For at
kunne nyde Kay Nielsens nye Dekorationer til »en Digters
Drøm«, baade hvad deres Illusionsvirkning og deres Tek-
nik angaar, klatrer vi opad Jerntrapperne bag Scenen, helt
op til Galleriet, hvor Sofitterne hænger parat i mangfoldige
Sæt højt oppe under Loftet, og hvor Projektørerne Side om
Side i endeløse Rækker er beredt til med deres spektrale
Lys at farve Rundhorisontens vældige Himmelflade.

Under Scenegulvet, nede i Kælderen, køres Kulisserne
frem paa Vogne; Sætstykkerne bæres ind af Maskinkarle
i Skjorteærmer, en broget Flok fylder Scenen, og Skue-
spillerne spadserer omkring mellem de »civile«, smaasnak-
ker med dem og faar ude i Kulissen en sidste Hjertestyrk-
ning før de »skal til det«. Hvilken broget Zigøjnerlejr!

Naa, men det var ikke det, vi skulde tale om; begyndte
vi at prise det vældige Apparat, der skal frembringe Illu-
sionen, de 92 Lamper med to Tusinde Lys i hver og alt
det øvrige indviklede Teatermateriel, saa naaede vi aldrig

til det, vi skal i Lag med:
Kay Nielsens Dekorationer. Er
den feterede London-Maler
den, der skal indføre den
ny Tids Aand, den ekspres-
sionistiske Teknik, paa Scenen,
og afløse Carl Lund, Natural-
ismens Mester? Modernismen
synes jo netop egnet til at
fortolke et »transcendentalt«
Skuespil som Julius Magnus-
sens!

Ak, det er trist, nu da vi er
saa godt i Gang med at lov-
synge Teatret, at maatte slaa
kontra, naar vi kommer til De-
korationerne. Noget mere for-
fejlet skal man lede længe ef-
ter. Det er trist at maatte skose
en Landsmand, men Hr. Niel-
sens Mangel paa kunstnerisk
Evne og Kultur i dette Tilfælde
bør afsløres, om ikke andet,
saa for den gode moderne
Kunsts Skyld. Disse Dekora-
tioner har overhovedet intet
med Kunst at gøre, og man
vilde endog studse, hvis de Kostumer, han har lagt Navn
til, pyntede Bondeprinsesser ved en Præmiemaskerade i en
Landsby.

Forhaabentlig har det dog kun været denne Opgave, Kay
Nielsen ikke har kunnet magte, den mindst uheldige
Dekoration, Stuen, i første og sidste Akt kunde tyde
paa, at vor i Udlandet jo aabenbart berømte Landsmand
har andre og bedre Forudsætninger for sit Ry end hvad han
her som Helhed har præsteret.

Og i hvert Fald kan man ikke rette sine Bebrejdelser
mod Teatrets nuværende Ledelse, det er den foregaaende
Direktion, der maa bære Ansvaret. Og Skæret af de røde
Lygter, der noterer Norries Sejr over vort Teaterpublikum,
har efter Tilslutningen at dømme aabenbart ogsaa kastet
et bengalsk Skær over denne Forestilling.

Josef Petersen.

Anton Hansen: Scenebillede fra „En Digters Drømu
Blomster, Skyer og Sommerfugle

36