Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

PLADSMANGLEN OG BRANDFAREN

PAA NATIONALMUSEET

I Dagspressen har der i de sidste Uger staaet en hidsig Strid for og imod Nationalmuseets Om-
flytning til Kastellet. Vor Medarbejder, Kai Grunth, der her i Samleren rejste det Spørgsmaal
hvorfra Striden denne Gang er udsprunget: Centraliseringen af vore Museer, gør Rede for for-
skellige Forhold, der efter hans Mening ved at ændres vil overflødiggøre en Flytning fra Eigtveds
smukke Palæ, i hvert Fald for vort Nationalmuseeums centrale Del, de danske Samlinger.

DEN Diskussion om Ordningen af vore Museer,
der rejstes her i »Samleren«s September Nummer
og senere er ført videre i Dagspressen, er dér
foreløbig endt med Planen om Nationalmuseets
samlede Henflytning til Kastellet, en Plan, som National-
museets Direktør og Ministeriet gaar i Breschen for.

Det vil være nødvendigt allerede her at bemærke, at man
desværre paa et saa tidligt Tidspunkt har glemt det pri-
mære og ene fornødne, nemlig en Omordning og Udveks-
ling af Museernes Stof, saaledes at dette videnskabeligt og
museumsteknisk set kommer paa sin rette Plads, som Ma-
rio Krohn klart har paavist i sin Bog. Det vil være ubodelig
Skade om vi heller ikke denne Gang skulde faa det virke-
lig nationale Museum, der i Sammenhæng fortæller os om
vort Folks Liv, Kunst og Kultur fra Hedenold og til den
nyere Tid; det er uforstaaeligt, at Nationalmuseets Direk-
tør, der er Historiker af Fag, ikke har set denne Opgave,
hvis Løsning vilde sikre hans Navn og Anseelse som Mu-
seumsmand til sene Tider. Dr. Mackeprang øver Vold mod
»Historien«, naar han river den danske Samling ud af
Prinsens Palæ og ødelægger Kastellet, thi at dette bliver
ødelagt ved det Sammensurium af nyt og gammelt sam-
menbygget, som Mogens Clemmensens Projekt viser sig at
være, er givet. Den fortræffelige Digter, men i Museums-
væsenet aabenbart ikke helt hjemmevante Johannes V.
Jensen, har da ogsaa i Regeringens Organ foreslaaet at
nedrive hele Kastellet paa nær Kommandantboligen og Por-
tene, og til Mogens Clemmensens Navn yderligere føjet
Kaare Klints og Ivar Bentsens, de to Arkitekter, der arbej-
der sammen med Dr. Mackeprang ved Kunstindustrimuse-
ets Ombygning, hvorefter alle Indviede vil vide, at Døds-
klokken ringer for Kastellet.

Bortset fra, at Kastellets Underofficersboliger ikke vil
afgive nogen passende Ramme om vort Nationalmuseum,
er det uforstaaeligt, at en Mand som Dr. Mackeprang, hos
hvem man dog maa forudsætte en vis Forstaaelse for Ar-
kitektur, overhovedet kan tænke sig Muligheden af at for-
lade Eigtveds Palæ, der er præget af den bedste Rokoko-
kunst, der er skabt her i Landet, og som med sin Indgang
og Gaard er en af de skønneste og mest stemningsvækken-
de Museumsbygninger i Europa.

Brandfaren og Pladsmanglen er de to Grunde, der først
og sidst gøres gældende for Nødvendigheden af Evakue-
ringen af Prinsens Palæ. Det er i denne Forbindelse uund-
gaaeligt at fæste sig ved den Omstændighed at Direktør
Mackeprang paa sit Ansvar, i Museet, hvor Brand-
væsenet har forbudt aaben Ild og elektriske Ledninger,
lader foretage Konserveringsarbejder med brandfarlige

Vædsker. Der har da ogsaa ifølge Vicebrandchef Friis’
Udsagn fornylig været Ildebrand, som det ganske vist lyk-
kedes at slukke, men det er altsaa bevist, at Dr. Macke-
prangs Disposition med det i Museet beliggende Værksted
har udsat vort Nationalmuseum for Tilintetgørelse.
Dertil kommer, at Dr. Mackeprang endnu i denne
Time i det pladsbetrængte Museum, hvis Genstande
maa magasineres i Kister og Kasser, lægger Beslag paa
nogle af de bedste Lokaler i Museets 1ste Etage i Hoved-
fløjen mod Frederiksholms Kanal til sin Privatbolig.

Det kunde maaske være paa sin Plads nu at gøre op-
mærksom paa, at man i Udlandet ikke nærer en saa vold-
som Frygt for at benytte gamle brandfarlige, eller rettere:
brandbare Bygninger til Museer som i Øjeblikket her, blot
sørger man selvfølgelig for paa enhver tænkelig Maade at
sikre sig mod Opstaaelse af Ildebrand og holde Direktøren
hans Ansvar i saa Henseende for Øje. Af saadanne Bygnin-
ger kan i Flæng nævnes Frans Hals Museet i Harlem,
Mauritshuis i Haag og det nyindrettede Slotsmuseum i Ber-
lin. Man skulde synes, at naar man i andre Museer med
uerstattelige Værdier tør løbe den Risiko, er der for os in-
gen Grund til at tabe Hovedet, at sige efter den Samtale,
Undervisningsminister Fru Nina Bang uopholdelig bør tage
med Dr. Mackeprang, hvorefter han saavel som Konser-
veringsværkstedet bør være til Huse et Sted hvor deres
Tilstedeværelse ingen Fare rummer.

Enhver, der har fulgt Diskussionen om Museumsplanen,
har ikke kunnet undgaa at lægge Mærke til den Omhyg-
gelighed, hvormed d’Hrr. Museumsmænd undgaar at kom-
me ind paa Mario Krohns Forslag. De taler om »National-
museets forskellige Afdelinger, der bør holdes samlede«.
Mærkeligt at saa skolede Folk ikke ser, at disse »Afdelin-
ger« ingen organisk Forbindelse har med hinanden, det er
den gamle Kunstkammer og Pulterkammerordning som
spøger endnu og ønskes opretholdt. Denne Fortidslevning
med Antikker, Negervaaben, Kineserier, dansk Renais-
sance, Mønter og Medailler forenet i et Uhyre med en Hale
som Tilfældigheden har forsynet med et Led mere eller
mindre. Og udleveres Kastellet nu for om en halv Snes
Aar at henligge lemlæstet eller tilklinet nye og uklædelige
Tilbygninger, saa bør ogsaa de, som nu gennemfører Sa-
gen, staa til Ansvar for Ødelæggelsen af Kastellet, og for
at have stillet den arkitektonisk og kunstnerisk uløselige
Opgave paa fyldestgørende Maade at omforme det til Mu-
seum — det bliver Christiansborg om igen.

Men Rigsdagen har heldigvis endnu ikke bevilget de 6
Millioner, saalidt som vore Arkitekter og Kunstakademiet
har sagt det sidste og muligt forløsende Ord.