Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

OPUS 2. Farende Svende. 1893. 314X438. Betegnet: H. N. H.
83—93. Stenen solgt til Winkel & Magnussens Kunstforlag og se-
nere ødelagt. I Handelen 8 Kr. Udsolgt fra Forlaget.

OPUS 3. Interiør med en spillende Dame (ved et Flygel). 1894.
255X173. Betegnet: H. N. H., 18. Juni (eller Jan.) 1894. En
Strofe Noder forneden til venstre. Kun enkelte Tryk.

OPUS 4. Eventyr. 1894. 368X547. Betegnet: H. N. H. 94. Stenen
solgt til Winkel & Magnussens Kunstforlag og senere ødelagt.

I Handelen 8 Kr. Udsolgt fra Forlaget.

OPUS 5. Visby. 1895. 611X402. Betegnet: H. N. H. 95. Stenen

solgt til Winkel & Magnussens Kunstforlag og senere ødelagt.
I Handelen 8 Kr. Udsolgt fra Forlaget.

OPUS 6. Cestius Pyramiden. 340X500. Betegnet: H. N. H. 1901
eller 1904. Kun enkelte Tryk.

OPUS 7. »De store Ege i Skoven staa, naar de udi Storm ned-
falde — da slaa de neder baade Hassel og Birk — og andre smaa
Ymper med Alle«. 550X780. Betegnet: 1914. H. N. H. og oven-
staaende Indskrift. Kun faa Tryk.

OPUS 8. Folen bærer Liget over Heden. 1914. 555X895. Uden
Betegnelse. Kun faa Tryk.

Rettelse: Opus 30, Florentineren er udført 1898 og' ikke 1918.

OMKRING TEATRET

Vor i forrige Nurner optagne lille Artikel fra det kongelige Teater, har fra mange
Sider fremkaldt et Ønske om en maanedlig tilbagevendende Oversigt over Teatret.

Et Ønske vi indenfor de beskedne Rammer Pladsen tillader, hermed efterkommer.

DET kongelige Teaters
Førerstilling er abso-
lut. I Virkeligheden
er det beundrings-
værdigt, hvad denne Scene un-
der ugunstige Arbejdsvilkaar
formaar. Kan Teatret magte et
saa afvekslende Repertoire,
som i denne Sæson, er der i
hvert Fald for os uden for in-
gen Grund til at tale om Dob-
beltscene. I Stockholm har de
i en stor Del af Sæsonen maat-
tet benytte Sveriges fornemste
Talescene, det kongelige dra-
matiske Teater, til en Opførel-
se af — Kameliadamen. Skul-
de Resultatet af en scenisk
Dobbeldrift i Kjøbenhavn blive
det samme, maa vi paa vore
Knæ bede om at bevare Status
quo. Saa foretrækker vi at se
Bodil Ipsen i »Hvis jeg vilde«.

Dette Stykke er i og for sig et
Symbol for Sæsonen, for det er
jo unægtelig i den lettere Genre
at Sejrene er vundet. Det blev
»Regimentets Datter« i højere
Grad end »Mestersangerne«,
der blev Aarets Operasucces,
og en Ballet med en ny og
straalende Stjerne, der blev selve Sensationen. Men en dyg-
tig Teaterleders første Forudsætning er selvfølgelig, at vejre
hvad Publikum vil have, og Aarets Forløb viser, at Hr.
Norrie i en sjælden Grad har forstaaet at vejre rigtig.
Dertil kommer, at det kgl. Teater i Øjeblikket raader over
en saa udmærket Stab af Kunstnere, at man skal adskillige
Aartier tilbage for at kunne drage en Parallel.

Dette kan man jo ikke helt sige om Dagmarteatret, saa
meget desto mere beundringsværdigt er de gode Resultater,
der naas. Dette Teater er næsten ene om at føre danske Ny-
heder frem og baade Locher og Oluf Bang har her i denne
Sæson dokumenteret deres Evne til at faa Publikum i Tale,

men Direktør Hofmans hidtil
største Indsats i Aar er som tid-
ligere hans Fremførelse af
Shaw. Rigtigt havde han valgt
i »Jeanne d’Arc« at medtage
den omdisputerede sidste Akt,
som ved enkelte Fremførelser
bl. a. i Tyskland har været ude-
ladt. Uden denne var der jo
nemlig — ærlig talt — ikke
blevet meget Shaw. De fore-
gaaende Akter, med Undtagel-
se af Retsscenen, hvor det er
Jeanne’s egne efter den histori-
ske Overlevering gengivne Ord,
der gør Udslaget, havde mere
med Folkeskuespillet end med
den irske Samfundssatirikers
bedske Kunst at gøre. Paa den
anden Side er sidste Akt farlig
forsaavidt som det stiller de
største Krav til Skuespillerne.
Det viste sig straks for Elith
Pios Vedkommende, der Afte-
nen igennem havde klaret sig
stolt ved at omplante sin be-
rømte Præstation som den
sindssyge Christian den VII i
den franske Dauphins Lignel-
se. Karl er jo nemlig nok en
vaskeægte Slyngel, men ikke
saa helt Idiot endda, og her i Epilogen glippede det der-
for. Fortræffelig og ganske i Shaws Aand var derimod
Hofman selv som den forsorne Landsknægt. Han kom
mere end bogstaveligt til at virke som Epilogens centrale
Figur. Aftenens bedste Ydelse var iøvrigt Eyvind Johan
Svendsens Kapellan, en sjælden smuk, af dyb Følelse baaret
Skikkelse. Else Skouboe saa bedaarende ud og faar trøste
sig med, at hun sikkert fik det mest mulige ud af denne
umulige Rolle, der kræver af sin Indehaverske, at hun skal
overbevise ikke alene Krigere og Statsmænd, men hele Pub-
likum, om en Dyd saa stor og uangribelig, at den med
Rette er blevet legendarisk.

Magda Pagh Schou; Else Skouboe som Jeanne d’Arc