Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

Besøg hos Thorvaldsens Datter, gift med den til Kammer-
herre avancerede Oberst Paulsen. Hun modtog ham med
overstrømmende Elskværdighed, takkede ham for, hvad han
havde været for hendes Fader, og ønskede til Minde om
Besøget at give ham en Erindring om hende og hendes
Fader. Desværre ejede hun kun faa af Faderens Skitser,
men han skulde have den smukkeste. Den fik han og tak-

kede rørt. Men da han fortalte om Besøget til sin Søn,
tilføjede han: »Det var rigtignok mig selv, der havde lavet
den!«

Saa vidt vi kender H. V. Bissens Skitser, af hvilke Glyp-
toteket ejer de fleste, er Relieffet den eneste, Fru Paulsen
med nogen Rimelighed har kunnet antage for et Arbejde
af Thorvaldsen.



SAMLERNE OG FALSKNERIER

Det kunde interessere os at høre, hvad vore Samlere mener om det Spørgsmaal, der er rejst
af den hollandske Kunsthistoriker de la Failles, og som her refereres af Biblioteksassi-
stent C. E. Hansen. Modtager vi nogle Indlæg skal vi senere vende tilbage til Spørgsmaalet.

DET kendte Sprichwort »Mundus vult
decipi« eller som Peder Syv siger
det: »Verden vil være gjekket« er
kun til en vis Grad rigtigt, thi den Verdens-
del, Samleren er Organ for, vil nødigt be-
drages; at den alligevel bliver det, er næppe
altid med dens gode Vilje — Kunstindustri-
museets Specialsamling vidner derom. Men
Menneskene er nu en Gang ikke som de
burde være, som der stod i Balles Lærebog,
og de fleste Samlere har sikkert været ude
for Falskneriet; der verserer jo af og til
Anekdoter om særlig vellykkede Falskne-
rier af Samlerobjekter, som selv habile
Samlerfagfolk er gaaet i Vandet paa. Der
er Tider, hvor Falsknerierne florerer, og
hvor man kan spore, at de er sat i System.
Utvivlsomt har Størsteparten af den store
Flok »nouveaux riches«, som Verdenskri-
gen saa mase sig frem ikke blot her-
hjemme, været Offer for adskillige Falsk-
nerier af Kunstværker i videste Forstand
— og Herregud, de fleste var jo lige lykke-
lige for det, derfor: ergo decipiuntur! Selv-
om Signaturerne ofte var ægte nok, var jo
faktisk de fleste af de Meter Lærred, be-
malet med »moderne Kunst«, som Gullasch-
folkene herhjemme forsynede sig med,
egentlig Falsknerier, det var Malerier la-
vede i Spekulationsøjemed — kun Kunst af
Navn.

Ihvertfald er Falsknerier noget enhver
Samler maa regne med at komme til at
staa overfor og saavidt muligt søge at gar-
dere sig imod. Derfor fortjener det Forslag
at kendes, som den hollandske Kunsthisto-
riker og Samler D(r. J. B. de la Failles har
stillet, om Oprettelse af officielle Bureaus
for Udstedelse af Ægthedserklæringer af
alle Slags Kunstværker. I sin Dokumenta-
tion af Betimeligheden, ja Nødvendigheden
af en saadan Foranstaltning giver Dr. de
la Failles blandt andet denne Karakteristik
af Øjeblikkets Kunstkøbere: »Publikum har
mistet Tilliden ved Køb af Kunstsager og
forlanger nu Certifikater, Beviser for Til-
blivelsesægtheden og skriftlige Garantier.
Tidligere købte man Kunst for Kunstens
Skyld; man var selv Sagkyndig og erhver-
vede, hvad man fandt smukt uden at be-
kymre sig altfor meget om Ægthed og Op-
rindelse. Øjeblikkets Publikum er ander-

ledes. De, der køber alene fordi noget er
smukt, er blevet Undtagelser; de fleste kø-
ber af andre Bevæggrunde. Man vil først
og fremmest have »Valuta for Pengene«
og derfor Sikkerhed for, at et gammelt Ma-
leri virkelig er gammelt, at et Maleri, som
man køber for at være en Rembrandt eller
en Frantz Hals, ikke om et Par Aar bliver
reduceret til at være en Bol eller en Ley-
ster og saaledes synker langt under sin
Værdi.« Denne Karakteristik er muligvis
rigtig; i alle Tilfælde er dette Øjeblikkets
Publikum ubetinget interesseret i Svaret
paa det Spørgsmaal, Dr. de la Failles stil-
ler: »Hvorledes kan man opnaa, at den
Usikkerhed faar Ende, der i saa høj Grad
hersker blandt det kunstkøbende Publi-
kum?« Han svarer: »Ved Oprettelsen af
Ekspert-Bureaus i hvert Land. Et saadant
Bureau skal bestaa af Folk fra det paagæl-
dende Land, der er Specialister i a) ældre
Malerkunst, b) moderne do., c) Antikviteter
(hvormed vel ogsaa menes Kunstindustri),
d) gammel og moderne Grafik, e) Billedhug-
gerkunst. Hver Afdeling afgiver en Attest
med sit Skøn over den til dens Undersø-
gelse indsendte Kunstgenstand. Certifikatet
forsynes med et Fotografi af Kunstværket
og det registreres og nummereres. Kun
Folk fra det paagældende Land kan være
Medlemmer af dets Expertbureau; ethvert
Land har Sagkyndige nok til at kunne be-
dømme den hjemlige Kunst. Endvidere kan
udnævnes Raadgivere, der dog ikke er mo-
ralsk ansvarlige; hertil kan f. Eks. udnæv-
nes internationalt anerkendte Kapaciteter,
f. Eks. Max Friedlånder for middelalderlig
flamsk og nederlandsk Kunst. Det maa gø-
res umuligt for tyske Restauratorer eller
Akademiprofessorer at afgive Ægthedsbe-
viser (!) vedr. nederlandsk Kunst. Dette
gælder iøvrigt alle Lande. I Schweiz eller i
Nederlandene bør endelig oprettes et Cen-
tralbureau, hvortil Duplikater af alle af-
givne Certifikater sendes sammen med Fo-
tografier af Kunstværket. Dette Bureau vil
da være at betragte som Central-Fore-
spørgselsbureau. For hvert Certifikat skul-
de der erlægges et fast Honorar uafset Un-
dersøgelsens Udfald og for disse Indtæg-
ter skulde da Bureauets Udgifter dækkes.
De Sagkyndige skal kun have Betaling for

deres Rejse og Ophold samt for den Tid,
der medgaar; i øvrigt forretter de deres
Arbejde i Sagens Interesse (!). Hvis der
imidlertid er et Overskud i Bureauets Kasse
ved Aarets Slutning, kan de Sagkyndige dog
faa et Gratiale. De særlige Udvalg kan til-
trædes af tekniske Raadgivere, hvortil ha-
bile Konservatorer kommer i Betragtning.«

Med enkelte Modifikationer, bl. a. m. H. t.
Certifikaternes Pris og de Sagkyndiges. Ge-
byrer, synes Forslaget vel gennemtænkt og
frem for alt tilsyneladende overkommeligt
at realisere. Centralbureauet kan jo pas-
sende knyttes til Folkeforbundet i Genéve
(jfr. Udvalget for hvid Slavehandel). Dr.
de la Failles slutter saaledes: »Tiden er
overmoden hertil. Og der maa ske noget.
Hvis man opretter et saadant Bureau i
hvert Land, hvor man føler Nødvendighe-
den deraf, saa kan man igen faa den Tillid
frem, som er blevet undermineret. Publi-
kum maa ikke alene have Sikkerhed for, at
det ikke køber Falsknerier, det maa ogsaa
beskyttes mod Uvidenhed og Letfærdighed
hos dem, der udgiver sig for at være Ex-
perter og ofte savner al Kunsterfaring. Og-
saa Kunstnerne selv maa beskyttes mod
Falsknere;« ogsaa fra danske Samleres Si-
de vil han sikkert faa Medhold, og det er
utvivlsomt i høj Grad ønskeligt, om et
dansk »Bureau for Undersøgelse af Kunst-
værkers Ægthed« kan føres ud i Livet.

Der skal her ikke stilles Forslag angaa-
ende et muligt, dansk Bureaus Sammen-
sætning, men dansk Kunstforskning besid-
der lykkeligvis paa alle de af D,r. de la
Failles nævnte Omraader endogsaa udmær-
kede Fagmænd, hvoraf nogle Stykker paa
Forhaand maa siges at være fødte Med-
lemmer af en Certifikatkommission. Dr. de
la Failles tager, belært af Erfaringen, et
kraftigt Forbehold m. H. t. tyske Kunst-
lærdes Ægthedserklæringer angaaende det,
der staar hans Hjerte nærmest: den neder-
landske Kunst. Dansk Kunstforskning er
saa lykkelig at have en Mand i sin Midte,
som Dr. de la Failles næppe vilde tage
Forbehold overfor og uden hvis Medvirk-
ning et dansk Ægthedsbureau er utænke-
ligt. Det vilde være interessant at høre Dr.
Karl Madsens Mening om sin nederlandske
Kollegas Forslag.

38