DOI Heft:
Nr. 2 (Februar 1925)
DOI Artikel:Petersen, Josef: Anton Hansen
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29339#0057
ANTON HANSEN
Vor Medarbejder Josef Petersen, der er Ungdomsven af Anton Hansen, fortæl-
ler nedenfor om den udmærkede Kunstner, der har virket i Norge i nogle Aar,
og som nu opholder sig her i Byen paa Gennemrejse til Munchen og Paris.
FLAUBERT fik Ret i sin Paastand, at Fremtidens
Kunst vilde blive videnskabelig; nutildags, kan man
sige, overskygger Teorierne fuldstændig Trangen
til det spontane Udslag af lidenskabelig Kærlighed
til Farver, Linjer, Flader, til Natur og Karakterstudium.
Heldigvis befinder Kunsten sig paa et Overgangssta-
dium, dens eksperimenterende, spekulative Trang kan sik-
kert forklares ved, at det først er i den senere Tid, en vej-
ledende Kunstliteratur har udviklet sig selvstændig og at
Teorierne derfor fø-
les som noget nyt
og dominerende.
Givet er det, at
Teorierne ligefrem
terroriserer den ak-
tive Kunst. Den
gennemtænkte og
af æstetiske Krav
motiverede Udfyld-
ning af en Billed-
flade,— Linjers og
Farvers indbyrdes
Korrespondance og
andre betydnings-
fulde Teorifaktorer,
hvis Nødvendighed
traadte stærkt i
Forgrunden i de Ti-
der, da Kunsten ho-
vedsagelig arbej-
dede sammen med
Arkitekturen,— veg
i det forrige Aar-
hundrede mere og mere tilbage og gav Plads for en lidt
overfladisk Naturalisme, om hvilken man kunde bruge
Mottoet: »Billedet for Billedets egen Skyld«, noget, der i
og for sig kunde være meget godt, hvis ikke de omtalte
kunstneriske Teorier ofte gik i Glemmebogen i den ensidige
Stræben efter Illusion; og at denne Naturalisme nu er-
stattes mere og mere af anstrengt, virkelighedsomformende
Ekspressionisme og af tørt teoretiserende Konstruktivisme,
maa rimeligvis betragtes som en berettiget og nødvendig
Protest mod den flade Gengivelse af det rent mekanisk
opfattede Naturbillede.
Men de virkelige, fødte Kunstnere behøver ikke og vil
heller aldrig finde sig i de skiftende Kunst-Moders utaale-
lige Tvangsstyre. Af sig selv gør de jo det rigtige baade i
den ene og den anden Retning, fordi den Side af Sagen
løses rent ubevidst af dem: de har det hele saa at sige i
Blodet som en medført æstetisk Dannelse. Hvad der ikke
er i Overensstemmelse med de sande Skønhedsværdier, vil
støde deres Øjne uden at de behøver at klargøre sig Aar-
sagen til det.
Man kan maaske blive en særdeles habil Haandværker
i Kunstfaget, naar man lærer sig til alt det, der fordres af
de vekslende Modeluner. Netop i vor, Konstruktivismens
og de øvrige -ismers Tid, er der jo saa meget fikst og sen-
sationelt Billedskrædderi, sidste Skrig fra Paris, — men
enhver Tid vil være mere eller mindre fattig paa virkelig
betydelige Kunstnere.
Vi Danske ejer en Mand af særdeles rig, oprindelig
Kunstnerbegavelse i Anton Hansen. Den inderste Driv-
kraft i hans Arbejde er vel nok den umiddelbart formende
Trang og skabende
Skønhedsglæde.
Men Hemmelighe-
den ved den Kends-
gerning, at han har
naaet saa vidt, at
han nu, i en meget
ung Alder, staar
som en af Skandi-
naviens første Teg-
nere, som en Kunst-
ner, der — i Sand-
hed uden at være i
Besiddelse af Sko-
lelærernatur — har
dannet Skole og
faaet talrige Efter-
lignere, er vel først
og fremmest, at for
Anton Hansen er
Kunsten ikke alene
et Maal i sig selv,,
men en organisk
Bestanddel i den
kulturelle Udvikling i det hele taget, Kunstnerne er et sær-
ligt Elitekorps i den Armé af Pionerer, der marcherer
fremad i den utrættelige Kamp mod Dumhed, Raahed og
Hæslighed.
Anton Hansen, som selv er udgaaet af ringe og utrygge
Kaar, har Reformatorens utæmmelige Lidenskab og vold-
somme Styrke i sig. De fleste af hans Tegninger er, ved
Siden af at være Kunstværker af høj og særegen Rang, til-
lige flammende Indlæg i den sociale Debat, blodige Sati-
rer, Angreb af vældig Slagkraft i den rasende Kamp mel-
lem det karske Fremskridt og det skimlede Bagstræb.
Hvad der først og fremmest giver Anton Hansens Teg-
ninger deres Værdi som Stridsvaaben, er Kunstnerens
frugtbare Fantasi, hans Ekspansivkraft. Han viser os, ved
Hjælp af et Stykke lithografisk Kridt, en Verden af større
Uhygge, af dybere Følelse og Glød, af mere rørende Skøn-
hed og af frygteligere Raahed end den, vi synes at kende.
Og samtidig fatter vi dog umiddelbart, at dette er de sande
Billeder bagved den maskerede, kamuflerede »Virkelighed«.
Naar Anton Hansen hudfletter det bestaaende Samfund,
er han paa Højde med de bedste af de Kunstnere, der har
25
Vor Medarbejder Josef Petersen, der er Ungdomsven af Anton Hansen, fortæl-
ler nedenfor om den udmærkede Kunstner, der har virket i Norge i nogle Aar,
og som nu opholder sig her i Byen paa Gennemrejse til Munchen og Paris.
FLAUBERT fik Ret i sin Paastand, at Fremtidens
Kunst vilde blive videnskabelig; nutildags, kan man
sige, overskygger Teorierne fuldstændig Trangen
til det spontane Udslag af lidenskabelig Kærlighed
til Farver, Linjer, Flader, til Natur og Karakterstudium.
Heldigvis befinder Kunsten sig paa et Overgangssta-
dium, dens eksperimenterende, spekulative Trang kan sik-
kert forklares ved, at det først er i den senere Tid, en vej-
ledende Kunstliteratur har udviklet sig selvstændig og at
Teorierne derfor fø-
les som noget nyt
og dominerende.
Givet er det, at
Teorierne ligefrem
terroriserer den ak-
tive Kunst. Den
gennemtænkte og
af æstetiske Krav
motiverede Udfyld-
ning af en Billed-
flade,— Linjers og
Farvers indbyrdes
Korrespondance og
andre betydnings-
fulde Teorifaktorer,
hvis Nødvendighed
traadte stærkt i
Forgrunden i de Ti-
der, da Kunsten ho-
vedsagelig arbej-
dede sammen med
Arkitekturen,— veg
i det forrige Aar-
hundrede mere og mere tilbage og gav Plads for en lidt
overfladisk Naturalisme, om hvilken man kunde bruge
Mottoet: »Billedet for Billedets egen Skyld«, noget, der i
og for sig kunde være meget godt, hvis ikke de omtalte
kunstneriske Teorier ofte gik i Glemmebogen i den ensidige
Stræben efter Illusion; og at denne Naturalisme nu er-
stattes mere og mere af anstrengt, virkelighedsomformende
Ekspressionisme og af tørt teoretiserende Konstruktivisme,
maa rimeligvis betragtes som en berettiget og nødvendig
Protest mod den flade Gengivelse af det rent mekanisk
opfattede Naturbillede.
Men de virkelige, fødte Kunstnere behøver ikke og vil
heller aldrig finde sig i de skiftende Kunst-Moders utaale-
lige Tvangsstyre. Af sig selv gør de jo det rigtige baade i
den ene og den anden Retning, fordi den Side af Sagen
løses rent ubevidst af dem: de har det hele saa at sige i
Blodet som en medført æstetisk Dannelse. Hvad der ikke
er i Overensstemmelse med de sande Skønhedsværdier, vil
støde deres Øjne uden at de behøver at klargøre sig Aar-
sagen til det.
Man kan maaske blive en særdeles habil Haandværker
i Kunstfaget, naar man lærer sig til alt det, der fordres af
de vekslende Modeluner. Netop i vor, Konstruktivismens
og de øvrige -ismers Tid, er der jo saa meget fikst og sen-
sationelt Billedskrædderi, sidste Skrig fra Paris, — men
enhver Tid vil være mere eller mindre fattig paa virkelig
betydelige Kunstnere.
Vi Danske ejer en Mand af særdeles rig, oprindelig
Kunstnerbegavelse i Anton Hansen. Den inderste Driv-
kraft i hans Arbejde er vel nok den umiddelbart formende
Trang og skabende
Skønhedsglæde.
Men Hemmelighe-
den ved den Kends-
gerning, at han har
naaet saa vidt, at
han nu, i en meget
ung Alder, staar
som en af Skandi-
naviens første Teg-
nere, som en Kunst-
ner, der — i Sand-
hed uden at være i
Besiddelse af Sko-
lelærernatur — har
dannet Skole og
faaet talrige Efter-
lignere, er vel først
og fremmest, at for
Anton Hansen er
Kunsten ikke alene
et Maal i sig selv,,
men en organisk
Bestanddel i den
kulturelle Udvikling i det hele taget, Kunstnerne er et sær-
ligt Elitekorps i den Armé af Pionerer, der marcherer
fremad i den utrættelige Kamp mod Dumhed, Raahed og
Hæslighed.
Anton Hansen, som selv er udgaaet af ringe og utrygge
Kaar, har Reformatorens utæmmelige Lidenskab og vold-
somme Styrke i sig. De fleste af hans Tegninger er, ved
Siden af at være Kunstværker af høj og særegen Rang, til-
lige flammende Indlæg i den sociale Debat, blodige Sati-
rer, Angreb af vældig Slagkraft i den rasende Kamp mel-
lem det karske Fremskridt og det skimlede Bagstræb.
Hvad der først og fremmest giver Anton Hansens Teg-
ninger deres Værdi som Stridsvaaben, er Kunstnerens
frugtbare Fantasi, hans Ekspansivkraft. Han viser os, ved
Hjælp af et Stykke lithografisk Kridt, en Verden af større
Uhygge, af dybere Følelse og Glød, af mere rørende Skøn-
hed og af frygteligere Raahed end den, vi synes at kende.
Og samtidig fatter vi dog umiddelbart, at dette er de sande
Billeder bagved den maskerede, kamuflerede »Virkelighed«.
Naar Anton Hansen hudfletter det bestaaende Samfund,
er han paa Højde med de bedste af de Kunstnere, der har
25