DOI Heft:
Nr. 6 (Juni 1925)
DOI Artikel:Amon: Ordrupgaadsamlingens Genrejsning
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29339#0163
ORDRUPGAADSAMLINGENS GENREJSNING
I nedenstaaende Artikel berettes om nogle Nyerhvervelser, som Etatsraad Wilh.
Hansen har gjort til Ordrupgaardsamlingen, der atter er ved at vokse sig stor.
BLANDT de mange, som Landmandsbankens Sam-
menbrud bragte uventede Fortrædeligheder, var en
| hel Række af vore største Kunstsamlere. Samlerens
Læsere har jo gennem Auktionsreferaterne selv
haft Syn for Sagn, og det var med Sorg, at danske Kunst-
venner saa ypperlige
Ting, som ved Krigs-
tidens Overflod og
Skæbnens Gunst var
kommen indenfor
Landets Grænser, at-
ter tiltræde deres
hvileløse Vandring
paa Verdens Kunst-
marked. Her tæn-
ker vi navnligpaa Di-
rektør H. Heilbuths
Samling af gam-
mel Malerkunst, som
en Tid var udstillet i
Statens Museum for
Kunst, ganske vist
forblev jo heldigvis
Værker som Guardi’s
festlige Venedigbil-
lede, Aelbert Cuyp’s
storladne Landskab
med Kvæg, Bronzi-
nos Dameportræt og
de to Helgener af Si-
mone Martini i Mu-
seet som dets Eje.
Men alle Venner af
god Kunst vil oprig-
tig beklage Tabet af
Rembrandts »Lukre-
tia« og Franz Hals,
lille Mandsportræt,
som sikkert for sted-
se forlod vort paa
Mesterværker ikke
altfor rige Land. •— Ogsaa til Ordrupgaardsamlingen
strakte Virkningen af Landmandsbankens Sammenbrud sig,
og dens Ejer saa sig nødsaget til at afgive en Del af
sine udmærkede franske Billeder. At disse Vanskelig-
heder heldigvis kun var af forbigaaende Natur, havde For-
eningen »Fransk Kunst«s Medlemmer Lejlighed til at over-
bevise sig om, da Etatsraad Wilhelm Hansen og Frue nylig
havde indbudt dem til at tage den ved betydelige Nyer-
hvervelser genrejste Samling i Øjesyn.
Det er uimodsigeligt, at de Billeder, Etatsraad Wilh.
Hansen saa sig nødsaget til at afgive, var Samlingens be-
tydeligste. Men heldigvis var det jo Glyptotheket, som er-
hvervede nogle af de allerbedste, som Manet’s Portræt af
Madame Lemonnier, Cezanne’s Selvportræt og Stilleben
samt Touluse-Lautrec’s Billede af Herren i »Jardin de Pa-
ris«, og bevarede disse udmærkede Kunstværker for den
danske Offentlighed. Men en hel Række fortrinlige Bille-
der gik jo desværre ud af Landet; skulde vi med særlig
Vemod mindes et enkelt, maatte det blive Renoir’s yndige
Skildring af de to
unge Kvinder, der
gør hinanden »for-
trolige Meddelelser«,
det har sikkert været
en bevæget Afsked,
Ordrupgaardsamlin-
gens Skaber tog med
dette herlige Billede,
som i sjælden Grad
vandt alles Hjerter.
Nu er det vist
ikke for meget sagt,
at Ordrupgaardsam-
lingen før var den
største og bedste af
fransk Kunst i Euro-
pa udenfor Frankrig
hvad Impressionister-
ne angaar, og selv
om det maa siges, at
det var Kronen, der
blev kappet af Træet,
— saa blev dog
Stammen tilbage. —
Men at Kronen alle-
rede nu atter er ved
at vokse ud, skal vi
kort søge at overbe-
vise vore Læsere om,
ved at omtale og af-
bilde nogle af Nyer-
hvervelserne.
Barbizon-Skolens
Mester Corot havde
allerede før en frem-
trædende Plads i Ordrupgaardsamlingen — nu er han næ-
sten en Hovedhjørnesten.
Det her afbildede »Siddende Italienerinde« er, selv om
det ikke kommer paa Højde med »I Tanker«, som nu er i
Glyptotheket, dog en værdig Substitut. Saadanne Billeder
er sjældne og kostbare, de viser os, at den berømte Mester
for de poetiske Landskaber ogsaa var en fremragende Fi-
gurmaler. At den »siddende Italienerinde« er en smuk og
klassisk Komposition, ser man af Reproduktionen, men at
det tillige i sine fintstemte, kølige og dog mættede Sølv-
toner ejer en ikke ringe Skønhedsværdi, maa fortælles den,
som ikke faar Lejlighed til at se Originalen.
En anden Nyerhvervelse af samme Kunstner er det lige-
ledes her afbildede »Møllen«, et dejligt malt Studie efter
Corot: Siddende Italienerinde
99
I nedenstaaende Artikel berettes om nogle Nyerhvervelser, som Etatsraad Wilh.
Hansen har gjort til Ordrupgaardsamlingen, der atter er ved at vokse sig stor.
BLANDT de mange, som Landmandsbankens Sam-
menbrud bragte uventede Fortrædeligheder, var en
| hel Række af vore største Kunstsamlere. Samlerens
Læsere har jo gennem Auktionsreferaterne selv
haft Syn for Sagn, og det var med Sorg, at danske Kunst-
venner saa ypperlige
Ting, som ved Krigs-
tidens Overflod og
Skæbnens Gunst var
kommen indenfor
Landets Grænser, at-
ter tiltræde deres
hvileløse Vandring
paa Verdens Kunst-
marked. Her tæn-
ker vi navnligpaa Di-
rektør H. Heilbuths
Samling af gam-
mel Malerkunst, som
en Tid var udstillet i
Statens Museum for
Kunst, ganske vist
forblev jo heldigvis
Værker som Guardi’s
festlige Venedigbil-
lede, Aelbert Cuyp’s
storladne Landskab
med Kvæg, Bronzi-
nos Dameportræt og
de to Helgener af Si-
mone Martini i Mu-
seet som dets Eje.
Men alle Venner af
god Kunst vil oprig-
tig beklage Tabet af
Rembrandts »Lukre-
tia« og Franz Hals,
lille Mandsportræt,
som sikkert for sted-
se forlod vort paa
Mesterværker ikke
altfor rige Land. •— Ogsaa til Ordrupgaardsamlingen
strakte Virkningen af Landmandsbankens Sammenbrud sig,
og dens Ejer saa sig nødsaget til at afgive en Del af
sine udmærkede franske Billeder. At disse Vanskelig-
heder heldigvis kun var af forbigaaende Natur, havde For-
eningen »Fransk Kunst«s Medlemmer Lejlighed til at over-
bevise sig om, da Etatsraad Wilhelm Hansen og Frue nylig
havde indbudt dem til at tage den ved betydelige Nyer-
hvervelser genrejste Samling i Øjesyn.
Det er uimodsigeligt, at de Billeder, Etatsraad Wilh.
Hansen saa sig nødsaget til at afgive, var Samlingens be-
tydeligste. Men heldigvis var det jo Glyptotheket, som er-
hvervede nogle af de allerbedste, som Manet’s Portræt af
Madame Lemonnier, Cezanne’s Selvportræt og Stilleben
samt Touluse-Lautrec’s Billede af Herren i »Jardin de Pa-
ris«, og bevarede disse udmærkede Kunstværker for den
danske Offentlighed. Men en hel Række fortrinlige Bille-
der gik jo desværre ud af Landet; skulde vi med særlig
Vemod mindes et enkelt, maatte det blive Renoir’s yndige
Skildring af de to
unge Kvinder, der
gør hinanden »for-
trolige Meddelelser«,
det har sikkert været
en bevæget Afsked,
Ordrupgaardsamlin-
gens Skaber tog med
dette herlige Billede,
som i sjælden Grad
vandt alles Hjerter.
Nu er det vist
ikke for meget sagt,
at Ordrupgaardsam-
lingen før var den
største og bedste af
fransk Kunst i Euro-
pa udenfor Frankrig
hvad Impressionister-
ne angaar, og selv
om det maa siges, at
det var Kronen, der
blev kappet af Træet,
— saa blev dog
Stammen tilbage. —
Men at Kronen alle-
rede nu atter er ved
at vokse ud, skal vi
kort søge at overbe-
vise vore Læsere om,
ved at omtale og af-
bilde nogle af Nyer-
hvervelserne.
Barbizon-Skolens
Mester Corot havde
allerede før en frem-
trædende Plads i Ordrupgaardsamlingen — nu er han næ-
sten en Hovedhjørnesten.
Det her afbildede »Siddende Italienerinde« er, selv om
det ikke kommer paa Højde med »I Tanker«, som nu er i
Glyptotheket, dog en værdig Substitut. Saadanne Billeder
er sjældne og kostbare, de viser os, at den berømte Mester
for de poetiske Landskaber ogsaa var en fremragende Fi-
gurmaler. At den »siddende Italienerinde« er en smuk og
klassisk Komposition, ser man af Reproduktionen, men at
det tillige i sine fintstemte, kølige og dog mættede Sølv-
toner ejer en ikke ringe Skønhedsværdi, maa fortælles den,
som ikke faar Lejlighed til at se Originalen.
En anden Nyerhvervelse af samme Kunstner er det lige-
ledes her afbildede »Møllen«, et dejligt malt Studie efter
Corot: Siddende Italienerinde
99