Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

HANS MICHAEL THERKILDSEN

3V NOVEMBER 1850 — 4. JUNI 1925

UVENTET for alle, som kendte ham, kom Medde-
lelsen om Dyrmaleren Therkildsens Død. Det er
helt sært at tænke paa for os, som boede i Hus
med ham her i Kunstnerhjemmet og jævnlig saa
ham og talte med ham, at vi ikke mere skal se hans ranke,
støtte Skikkelse, ikke mere høre hans knappe, sikre Vurde-
ring af Øjeblikkets Interesser i Kunstverdenen.

Naar hans Død kom os saa uventet, skønt han var til Aars
og nærmede sig de 75, skyldtes det den sjældent usvæk-
kede Ungdommelighed i hans Arbejdsevne og, som det da
syntes, i hans hele Livsfølelse. I dobbelt Betydning var han
en rank Mand til det sidste. Uafhængig og helt og holdent
hvilende i sig selv gik han ogsaa i Kunsten sin støtte Gang
fremad endnu i de graanede Dage, og med sit lange Kunst-
nerlivs Studier og Erfaringer som Grundlag indledte han
mod Slutningen af sit Liv en helt ny Periode i sin Kunst,
en Erindringskunst, i hvilken hans koloristiske Begavelse
udfoldede sig friere end i hans tidligere Arbejder, som var
strengere bundet til den naturalistiske Redegørelse.

I Modsætning til saa mange andre Kunstnere døde han
trods sin høje Alder med rige Muligheder for sig, og endnu
i sine sidste Udstillingsaar var han kunstnerisk set paa
Højde med sig selv. #

Landsbyfødt — paa Horsensegnen — og Søn af en
Landmand, som Hans Michael Therkildsen var, blev han
allerede som Barn fortrolig med de Landskaber og det
Dyreliv, han siden skulde komme til at skildre.

Efter sin Uddannelsestid, først i Horsens paa den tekni-
ske Skole, siden under Roed og Vermehren paa Akademiet,
hvorfra han tog Afgang 1874 for saa en Tid at male hos
Constantin Hansen, optoges han i Begyndelsen mest
af Genremaleriet. Men efterhaanden udvikledes hans
Interesse for Landskabskunsten og Dyrmaleriet til at
blive overvejende for ham, og efter hans gentagne
Udenlandsrejser og den dermed forbundne Paavirk-
ning, navnlig af Datidens franske Kunst, forenedes de
tre Omraader til den specielle Enhed, som blev saa karak-
teristisk for Therkildsens Kunst. Det er denne ligeligt for-
delte Optagéthed af alle tre Elementer i Motivet, som lig-
ger til Grund for de Sejre, han vandt med Billeder som det
med den unge Pige, der giver Hesten Brød, eller det med
Røgteren, som lokker sig frem mod den løse Ko, skjulende
Tøjret bag Ryggen, eller Billedet: »Kalvene vandes« og
hvad de nu hedder allesammen, kendte overalt i Landet,
som de jo er, gennem utallige Reproduktioner.

Hans Dyreskildringer kunde til Tider være præget af en
noget robust Landmandsinteresse, som kunde minde om
Dyrskuernes Maler Rasmus Christiansen, men til andre Ti-
der, ikke mindst i hans senere Aar, kunde han arbejde Dyr-
motiverne sammen med Landskabsstemninger, særlig Som-
mernatsstemninger, af en højbaaren Poesi. I lyrisk Følelse
er det blandt samtidige Dyrmalere næppe andre end N.
P. Mols, som da kommer ham nær, og det endda kun und-
tagelsesvis, som i Mols’, lyrisk-patetiske Billede med de

tøjrede Gæs, som flakser hen ad Stubmarken under For-
søget paa at følge deres vilde Frænder, som højt under
Himlen drager forbi paa Efteraarstrækket.

En for én dør de ud, de Gamle, hvis Navne og Nær-
værelse giver Livet her i Kunstnerhjemmets gamle Byg-
ning sin egenartede Tone. Jeg sidder her og kommer til
at tænke paa den første Gang, jeg skulde skrive om Ther-
kildsen. Det var, da han blev de 70, og den Aften, jeg i
den Anledning besøgte ham, staar under Indtrykket af hans
Død saa klart og stemningsbetonet for min Erindring, at
jeg faar Lyst til at lyse ham hjem med en Skildring deraf,
trygt forvisset om, at hvad jeg dengang skrev derom, for-
længst er vejret hen.

Vi sad og passiarede en Eftermiddagstime bort under de
store Atelierruder, mellem hvis høje, blomstrende Pelar-
gonier man saa ud over Parkens høstlige Kroner.

Væggene var dækkede af Studier, spændende over et
langt Kunstnerlivs forskellige Stadier. Vi talte om hans
Billeder fra de senere Aar, om hans egen Glæde ved den
tekniske Frigjorthed, som han havde opnaaet gennem sit
langvarige Studium, og som nu paa hans gamle Dage
tillod ham at optage og skildre mangt og meget, han erin-
drede fra de unge Aar. »Som nu dér,« sagde han, og pe-
gede paa et Billede, han havde under Arbejde, »hvor jeg
husker saadanne Morgener fra dengang, jeg selv var saa-
dan en »Klør« som han der!« Billedet viste en Vogter-
dreng, som med Tøjrekøllen paa Nakken vadede barbenet
over den dugvaade Eng i den tidlige Morgen, medens han
respektfuldt skæved til den store Tyr, som hilste ham med
en morgenduelig Brummen.

»Aah ja!« sagde den gamle Maler, »det er jo malet inde,
meget af det, her i de senere Aar. Man taaler jo ikke saa-
dan at staa ude med det mere. Men det har nu ogsaa sine
gode Sider, for man samler sig mere om det egentlige, om
det, som gav én Lyst til at male Motivet, da man saa det.
Det bliver Erindringskunst, men netop derigennem nok saa
interessant, som meget af det andet, man sad og malede
og malede paa.

Men det forstaar sig, man kan jo glemme et og andet
en Gang imellem. Som nu dér i Billedet med Vogterdren-
gen og Tyren! Dér skulde jeg jo have tørret Duggen væk
under Tyren, for den har jo ligget ned om Natten! Det
glemte jeg, da jeg malede det; men jeg skal nok se at
at faa det gjort!«

Og vi passiarede videre om mangt og meget i Kunst-
verdenen. Stilfærdigt og bramfrit talte han om sin egen
Kunst, i sin store Beskedenhed mere rede til at anerkende
de andres, selv om et og andet i Nutidens Bestræbelser
fik ham til at ryste en Smule paa Hovedet.

Mørket faldt paa. Skæret fra Ovnen begyndte at spille
hen over Ateliergulvet. Høstens Farver graanede derude,
og Kronernes Omrids udviskedes i Skumringen.

Kun Andreas-Kirkens Klokketaarn tegnede sig endnu
skarpt og mørkt mod den klare Aftenhimmel.

Rikard Magnussen.

115