Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

en Understrøm af Sørgmodighed, naar
man tænker paa, hvad han kunde have
faaet ud af disse Linje- og Farvevirknin-
ger, om han selv havde naaet at følge dem
videre gennem Arbejdets rensende Skærs-
ild. Han selv vidste godt, at der var saa
god Bund i hans Tegninger, at der var
Raad til at sætte adskilligt til undervejs
mod Omsætningen i andet Materiale. En-
gang ytrede han; »Kan du blot faa Halv-
parten eller Tredjedelen frem af det Liv,

der er i Stregen, saa er jeg tilfreds«, og
bl. a. dette har givet mig Mod til at gøre
en Del af Skitserne færdige, idet jeg har
forsøgt at efterføle og forstaa hans Me-
ning, saa godt jeg formaaede. Jeg ved ud-
mærket godt, at Bindesbølls Kunst er som
Sennop for de fleste yngre Ornamentteg-
nere. Tiden er nu nærmest ængstelig, kan-
tet og tør; den levende Linje, det gtore An-
slag og den dekorative Ligevægt gennem-
brudt af dristig Fantasi er en sjælden Fugl

nutildags, men jeg ved ogsaa, at hans Tid
er ikke forbi. En af hans Kolleger sagde
engang til ham: »Se min Svigersøn, Arki-
tekten, tjener Penge, hvad gør du?« og
Svaret kom prompte: »Jeg tjener Kunsten«.
Den, der har gjort dette, som han, kan vel
i et Slægtled eller to overses, men han vil
dog leve, kanhænde han endda kommer
igen i den Skikkelse han for Gregor Pauls-
sens Syn allerede nu har antaget: Titanen
i den dekorative Kunst. Anker Kyster.

EFTERAARSLITTERATUREN

Den udmærkede Litterat og Kritiker Jørgen Bukdat, hvis Essays-Samling „Norsk national
Kunst" har slaaet hans Navn fast som en af de betydeligste af de sidste Aars Kritikere, paabegyn-
der i Samlerens Litteratur-Kronik en Gennemgang af Efteraarets dansk-norske Skønlitteratur.

VEL er Bogflommen ikke helt stand-
set, men Oversvømmelsens Omfang
kan allerede nu overskues. Og det
aarligt tilbagevendende Spørgsmaal rejser
sig: Hvad sank til Bunds og hvad holdt sig
flydende. løvrigt et utilstrækkeligt Krite-
rium. Thi det, der synker til Bunds, kan i
det skjulte bygge et Forfatterskab op som
en »Koralø«, der om et Par Aar viser sig
i Vandoverfladen, og det, der holdt sig fly-
dende ved Aktualiteten, Øjeblikkets Inter-
esser, det kan blive gennemtrukket af Vand
og synke til Bunds og aldrig vise sig i
Litteraturen mere. Det er med Efteraars-
litteraturen som med Nilen: man kan ikke
bedømme, hvad frugtbart den har afsat,
før den trækker sig tilbage. Men med disse
Forbehold vil jeg alligevel prøve at trække
et Par Linier op gennem dette Efteraars
Produktion, prøve at vise, hvor Strømmen
gaar i Oversvømmelsen, samt standse ved
et Par Forfattere, der uanset dette bygger
videre paa en Produktion.

Typisk for den unge Litteratur for en
4—5 Aar siden var Flugten fra Virkelig-
heden gennem en lyrisk Selvforstillelse.
Den var ægte, fordi den randt af en Selv-
opholdelsesdrift: man skjulte sig for Synet
af Kaos ved at beruse sig i Rytmernes
Sødme eller nervepirrende Spektakel. Der
var et Djgt af Bønnelycke om nogle gule
Sporvogne eller om et Par gamle Støvler,
flimrende hastige impressionistiske Digte,
der rev Øjeblikket ud af den graa Tids-
sammenhæng og lod det skinne og virke-
lig udløste noget af vor Følelse den Gang,
da Jorden skred sammen under os, fangede
noget af den Sødme og Angst, hvormed
vi greb efter Nuet, som for at holde os
oppe, dyrkede med sammenbidt Passion
alle de kaotiske Indtryk, Tilværelsen ka-
stede os i Hovedet, et Digt af Tom Kri-
stensen om et blomstrende Slagsmaal, eller
en Lirekasse i en Baggaard, brutalt kubi-
stisk sat op af et følsomt, ungt Sind, der
paa den Maade vilde skjule sig og sin ky-
nisk triste Mening om Tilværelsens Kaos,
spille Kraftkarl i »Livets Arabesk« for ikke
at røbe sig; et drenget Digt huskes maaske
ogsaa af Nygaard om Danmarks smaa Hø-
stakke og smaa Huse.

Typisk for dette Efteraars Litteratur er,
at Ungdommen nu gaar direkte imod Vir-
keligheden, ja, fanatisk stormer den for at
vriste et Tidsbillede ud af »Kaos«, give ud
fra Nutidens Forudsætninger, hvad »Niels
Lyhne«, »Lykke Peer«, »Stuk«, »Einar El-
kjær« var for deres Tid. Desværre stormer
den moderne Ungdom i den Grad Tiden, at
Tidsbilledet bliver for nærgaaende, og vi
faar personligt Opgør, hvor vi ventede
Kunst. Saadan med Bønnelyckes »Ny Ung-
dom«, der i Hovedskikkelsen Carisius inde-
holder mange gode Ting; hans Monologer
giver virkeligt noget af et Tidsbillede, selv
om det er paa Kunstens Bekostning; Ro-
manen skrider sammen baade i Stil og
Komposition, samt i et Angreb paa Scala,
der i og for sig var godt nok og i Over-
ensstemmelse med Carisius Mentalitet, meh
det bliver baade ukunstnerisk og gement,
fordi Bønnelycke har givet det personlig
Adresse. Hans anden Roman »Pilgrimmen«
hæver sig ikke stort over en almindelig
Almanakhistorie. Ogsaa Thorkild Barfods
»Livets Musik« er et Tidsbillede. 1 ingen
dansk Bog har jeg læst mere om Erotik,
den bevæger sig næsten i Randen af en
Haandbog i Elskovens Mysterier, detaille-
rig og dvælende som Motivet er udført.
Den er muligvis sand, men næppe den hele
Sandhed, og denne Ensidighed svækker
Bogen som Kunst. Den røber ellers nu og
da en forbitret Ærlighed til at vrænge alt
ud, udlevere alt, og det fjerner den langt
fra et Spekulationsforetagende. Et vegere
Billede af Tiden har Pseudonymet Victor
Miller givet i »Plus eller Minus«. Det er
naturligvis Redaktør- og Journalistliv, der
behandles her som i Barfods Bog, men
et vist moralsk Synspunkt har her forskudt
Billedet. Vi tror ikke paa dets Ægthed, vi
tror heller ikke paa den letkøbte Forso-
ning. D,et var at vente, at Fr. Nygaard kom
mest galt af Sted i sit Stormløb mod et
Tidsbillede: »Det skæve Foraar«. Bogen er
da ogsaa blevet en Blanding af en Pam-
flet og et Hyldestskrift, der paa Forhaand
har udelukket den fra Kunstens Begreb.
Personnavnene er let gennemskuelige. Jeg
skal røbe dem. Bogen er et voldsomt Over-
fald paa Magister Henning Kehler (Serp)

og Red. Holger Jerrild (Horsthøj) og et
Hyldestskrift til Johs. V. Jensen (Charles
P. Tennessee!). Mere er der ikke at sige
om den Bog. Milieuet er naturligvis Jour-
nalist- og Redaktørlivet, som de to andre;
et tilsyneladende uudtømmeligt Virkelig-
hedsstof.

Den sikreste blandt de unge Forfattere
er Jacob Palludan med »Fugle omkring
Fyret«. Han skriver sig op fra Bog til Bog.
Under Paavirkning endnu, bl ,a. af Hamsun
i denne Bog, hvor en af Personerne til
Overflod hedder Nagel uden at eje Ur-
Nagels underfundige Charme og naive
Veloplagthed, der gjorde os denne Skik-
kelse saa uforglemmelig. Men Palludaris
Bog er alligevel en af Aarets bedste Ro-
maner, han kan fortælle, han ved noget om
Mennesker og ikke bare dem, der ligner
ham selv, og der findes ingen Journalister
eller Redaktører her, kun en enkelt sniger
sig som Korrespondent i Randen af Bogen.

Blandt de ældre Forfattere synes den
langt spundne Erindringsroman (eller Ro-
manrække) at være typisk. Jeg nævner Ei-
nar Christiansens »Ottilie« /, II, der bredt,
undertiden usammenhængende, prøver at
vise en Kunstnerevnes Gennemslag i en
kultiveret Patricierslægt, Gunnar Gunnar-
son »Skibe paa Himlen« (af Uggi Greips-
sons Optegnelser), Karin Michaelis:
»Træet paa godt og ondt« (»Pigen med
Glasskaarene« og iaar »Lille Løgnerske«),
Faa ved saa meget om Kvindesindet her-
hjemme som Karin Michaelis, hele dets
Kompleks af bevidste og ubevidste Til-
skyndelser. Men den bedste Del af sin Vi-
den har Forfatterinden af »Den farlige Al-
der« gemt til denne Romanrække om et
Barnesinds Udvikling. Hendes Hukommelse
og Indføling naar her det fabelagtige,
navnlig hvor det gælder den unge Eros’
første, svage Tegn, gyldne Traade inde i
Sindets Halvskygge, de halvt ubevidste
Stemninger, den søde Angst, den smerte-
lige Modsigelse mellem Kærlighedsevnen
og Virkelighedens Krav, Karin Michaelis
ved om det altsammen, og hun er blevet
nænsommere i sin Udredning og hendes Stil
har fanget en Tone af fjern Blidhed og

234