Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

MODERNE DANSK MALERKUNST

RETROSPEKTIV UDSTILLING

OKTOBER 1925

CHARLOTTENBORO

DET var i Selskab med Maleren og Kunsthistori-
i keren Ernst Goldschmidt, at jeg den første Dag
saa Udstillingen. Den erfarne og vittige Kri-
tiker anbefalede at skrive en hurtig Gennem-
gang: »Moderne dansk Malerkunsts Udstilling pr. Motor-
cykle«.

I sin maleriske Overdrivelse meget rigtigt set. En vel-
villig Bedømmelse for-
drer netop en saare hur-
tig Gennemgang, hvor
den afstemte Helheds-
virkning, som er det
selvfølgelige Resultat af,
at alene en bestemt Klike
samler sig om en stor og
talstærk Udstilling, er
det umiddelbare Første-
haandsindtryk.

Udstillingen vinder ik-
ke ved nærmere Efter-
syn.

Først og fremmest for-
flygtiges ogsaa selve
Helhedsbilledet.

Man kan jo saaledes
ikke undgaa at bemærke,
hvordan en Maler som
Larsen Stevns ganske
falder uden for Udstillin-
gens Ramme. Hans anek-
dotisk fortællende bibel-
ske Billeder staar i den
løjerligste Modsætning
til de andres rent arti-
stisk følte og malte Ar-
bejder; thi for alle de an-
dre end netop Larsen
Stevns gælder det, at det enten er Farven eller den monu-
mentale Komposition, de beskæftiger sig med. Dog danner
maaske yderligere Oluf Hartmann her en Undtagelse. Det
er forøvrigt gaadefuldt, hvorledes Vilhelm Wanscher kan
sammenligne denne Kunstner med Rembrandt. I Forhold
til Rembrandts sikre og præcise Form er Hartmanns svag
og famlende, hans Farve ligesaa tung og metallisk som
Rembrandts er levende og mættet. Det er ogsaa med Hen-
syn til Farven, at man føler Trang til at gøre Indvendinger
overfor Jens Adolf Jerichaus tunge og mørke figurlige
Kompositioner, der ganske vist vidner om en ikke ringe
gelåufig Nævenyttighed, men i hvis Billeder, der selv ved
en længere Betragtning ikke forekommer at være Stof til
Fordybelse.

Den nærmest liggende Sal ved de to Afdøde optages af
Weie og Giersing, af hvilke Weie er den absolutte Dyrker
af Farven uden dog paa nogen Maade at negligere Kom-
positionen, men alligevel virker han med Hensyn til præg-

186

nant _ de Kig Virkning svag ved Siden af Giersing,
som er den , ær paa Udstillingen, der taler det stærkeste
og mest p... lige Sprog.

Det lader sig nemlig ikke nægte, at hvor man saa end
ser hen paa denne Udstilling undgaar man ikke at komme
til at tænke paaForbillederne. AtWeiesFarvesyn efterhaan-
den i en betænkelig Grad har nærmet sig Isaksons vil

ikke uhdgaa den mere
opmærksomme Iagttager.
Og man maa vel ogsaa
have Lov til at spørge sig
selv, hvorfor Salto’s he-
roiske Hestebilleder skal
minde saa nærgaaende
om Derain. Og hvorfor
er Lundstrøms nøgne
Kvinder nu netop lige
malt i samme Stil som
Cezannes tidlige Arbej-
der. For den blot nogen-
lunde kyndige Beskuer
melder saadanne Spørgs-
maal sig overfor de fle-
ste af de udstillende
Kunstnere, netop lige
med Undtagelse af Gier-
sing.

Det er jo muligt, at no-
gen vil føle sig frastødt
af den summariske Maa-
de hvorpaa Giersing ta-
ger Tingene, men det la-
der sig ikke nægte, at
han opnaar en samlet og
virkelig monumental
Virkning i sine Billeder.
Et Maleri som Katalo-
gets Nr. 51, Ung Pige i blaa Dragt, er af en overordentlig
smuk og fin Opfattelse, og Nr. 43, Portræt, vistnok af
Maleren Naur, virker ved sin ædle Farve og store Form
paa en Maade, som man ikke ofte ser paa Udstillinger af
moderne Kunst. Den, der i Udlandet har set lignende Op-
bud, vil paa disse have fundet Magen til alle de paa Char-
lottenborg udstillende Kunstnere netop undtagen Giersing.
Han er den eneste, der ikke synes at ligne nogen anden eller
at have hentet sin Manér andre Steder fra. En Maler som
Svend Johansen vilde det ikke være mulig at skelne fra
utallige tyske og franske og andre udenlandske Kunstnere
af samme Sort. Og det er ogsaa umuligt at faa noget
stærkt og samlet Indtryk af Karl Larsens mildest talt noget
kalejdoskopiske Repræsentation, han maler paa saa alt
for mange forskellige Maader. At Vilh. Lundstrøm ejer en
vis Kraft i sine mere grove end storladne Billeder lader sig
ikke nægte, men hans Farve er altfor upræcis i Tonerne til,
at man føler den fyldestgørende rigtig. Hans blaaviolette