Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

TILGIFTEN PAA ET KØB AF MØBLER TIL MUSEET

Karl Madsen fortæller om Kunstmuseets tidligere Møbeludstyr og om Nyerhvervelsen
af de smukke gamle af M. G. Bindesbøll og H. E. Freund komponerede Møbler og fortæller
i denne Forbindelse en morsom Anekdote, der knytter sig til et Relief af Bissen. Relieffet
fulgte med Købet af Freunds Møbler, som havde haft deres Plads i det Bissen’ske Hjem.

MANGE af os vil sagtens endnu mindes de mo-
numentale Sofa-Uhyrer, der engang i Kunst-
museet beherskede Malerisamlingens største
.Ovenlyssale. En naiv Landboer opfattede dem
som mærkelige Udstillingsgenstande, stod længe, i an-
dægtig Betragtning
foran den ene af
dem og spurgte saa
hviskende en Op-
synsbetjent: »Hvem
ligger der begra-
vet?«

Det er altid en
ret vanskelig Sag at
skaffe et Kunstmu-
seum det rette Ud-
styr af Møbler. De
maa fremfor alt
ikke være stødende
hæslige, men de
maa heller ikke
være for fordrings-
fulde. De bør har-
monere nogenlunde
med de Kunstvær-
ker, mellem hvilke
de er anbragte.

Lykkeligst er det,
naar de ejer Karak-
teren og den ejen-
dommelige Stem-
ning fra Kunstvær-
kernes Tid.

Endnu har Mu-
seets danske Afde-
ling i et tarveligt
Bord, i nogle fløjls-
betrukne Bænke og Stole Rester tilbage af det oprindelige
Møbeludstyrs Bedrøveligheder. Men i Rummene mod Nord
er de erstattede af M. G. Bindesbølls til Puggaard udførte
Stole og af H. E. Freunds Møbler fra det Bissenske Hjem.
De sidstnævnte købtes af Emil Bissens Arvinger og har op-
rindelig tilhørt hans Bedstefader, den udmærkede Billed-
hugger H. V. Bissen. Paa Sofaens Hestehaarsbetræk, der
i nyere Tid er erstattet med sort Silke, har sagtens »gam-
le« Bissen og hans gode Ven Høyen ofte — med Møblerne
som Udgangspunkt — udtalt deres Glæde over Freunds
ildfulde Stræben efter at højne vort Lands kunstneriske
Kultur, eller de har diskuteret Kunst og Kunstværker med
de fremragende danske Malere, hvis Arbejder nu findes
i samme Rum som Møblerne. Disse gik i Arv til Sønnen
Vilhelm Bissen og vil for en yngre Slægt genkalde Minder
om Hyggen i hans Hjem, om hans Gæstfrihed, om hans
højtdannede, fordringsløse og elskværdige Person.

Som Tilgift paa Købet af Møblerne fik Museet nogle
Smaaskulpturer. Det var ikke store Kostbarheder, men
altid en Tilgift, der var værd at tage med. Af Vilhelm
Bissen var der en god Skitse til hans »Atalante«, en af
hans bedste Figurer, og en lille Brændtlersgruppe med

Frejr, der lægger
sin Haand i Fenris-
ulvens Gab. Vilhelm
Bissens Ungdoms-
ven, den svenske
Billedhugger John
Børjesen, havde gi-
vet ham en ret mær-
kelig Skitse til en
Figur af en nøgen
Kvinde, der er ved
at binde en Sandal
til sin ene Fod. Det
samme Motiv er be-
handlet af Per Has-
selberg i en Skitse i
Gøteborgs Museum;
Børjesons Skitse
kan ved Bevægel-
sens Rytmik føre
Tanken til Arbejder
af en yngre svensk
Billedhugger, Ger-
hard Hennings. Men
det bedste var dog
nogle Skitser af
gamle H. V. Bissen,
unægtelig en større
Kunstner end sin
Søn. God er en
Skitse af en dansen-
de Bakkantinde, al-
deles fortræffelig en lille Statuette fra 1835 af en siddende
Sokrates, en virkelig monumental Figur.

Desuden fik Museet det her gengivne nydelige lille Re-
lief med Venus og Amor. Ingen Betegnelse gav Oplysning
om dets Kunstner. Stilen er Thorvaldsens med hans blide
Skønhedsfølelse og fine Linierytmik. Alligevel var det klart,
at Relieffet umuligt kunde skyldes ham. Var det af H. E.
Freund? Om ham mindede Duerne, men ikke Resten. Det
kunde heller ikke være af ham. Det maatte være af gamle
Bissen fra den Tid, da han stod under Thorvaldsens Paa-
virkning, var hans betroede Medhjælper og for Thorvaldsen
helt og holdent udførte Mindesmærket for Gutenberg.

Efter at Relieffet var opført med H. V. Bissens Navn,
fortalte Billedhugger Brandstrup en Aften en kuriøs Hi-
storie, som efter al Sandsynlighed staar i Forbindelse med
denne Reliefskitse. Historien havde Vilhelm Bissen fra sin
Fader. Under et Ophold i Rom aflagde »gamle« Bissen et

37