Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

DET SAAKALDTE OLDENBORGSKE HORN

AF B E R I N G L I 1 S B E R G

Bering Liisberg fortæller indgaaende om det pragtfulde Stykke Guldsmedearbejde — det saa-
kaldte Oldenborgske Horn — der med Føje regnes for en af Rosenborg-Samlingens kosteligste Skatte.

MAN kan næppe tænke sig en festligere Ouver-
ture til en saa overdaadig rig og pragtfuld
Samling som den paa Rosenborg, end det
L Oldenborgske Horn. Ved sit i Tidens Løb er-
hvervede Navn knyttet til Kongeslægtens første Mand paa
Tronen, har dets Historie i Folks Forestilling sin Rod i en
fjern Tid, i den tidlige Middelalder. I sin Form og ved sin
Udsmykning er det det herlig-
ste Stykke Gothik, ikke blot i
vort paa middelalderlig Guld-
smedekunst ret fattige Land,
men i det ganske Europa, —
et enestaaende Stykke Guld-
smedearbejde.

Den oldenborgske Konge-
slægts Stamfader, Grev Otto,
var en Gang A. D. 987, fortæl-
les der, paa en Jagt kommet
bort fra sit Følge og befandt
sig i den vildene Skov ved et
Bjærg, som bar Navnet Och-
senberge. Ud af dette Bjærg
var der pludselig kommet en
fager Kvinde med Hornet i
Haanden. Med venlige Lader
havde hun budt den tørstige
Jæger Hornet med en læsken-
de Drik og lovet ham og hans
Slægt Held og Lykke, om han
drak, men Sorg og Ulykke, om
han ikke drak. Som en forsig-
tig General havde Greven la-
det nogle Draaber falde paa
Hestens Hals. Men da Haarene
blev svedet af, hvor de faldt, slængte han uden Tøven
Drikken ud af Hornet, sporede sin Hest og jog af Sted med
sit skønne Bytte i sin Haand.

Da Christian V i 1690 lod Hornet bringe fra Slægtens
Stamsæde i Oldenborg til Kjøbenhavn, var det ingenlunde
af Hensyn til Hornet og dets kunstneriske Værdi. Det var
Sagnet, eller rettere sagt den til Hornet knyttede Beret-
ning om dets eventyrlige Herkomst, der gjorde det til en
Kuriositet af Rang, værdigt til at indlemmes i selv det for-
nemste af alle Tidens Kunst und Kuriositåten-Kabinets.

Derfor fik det ogsaa straks sin Plads paa Kunstkam-
meret oven over det store kgl. Bibliotek, og her stod det til
1824.

Det er imidlertid i vore Dage blevet paavist, at den
underfulde Beretning om Hornets Oprindelse er bleven
indsmuglet i Hamelmanns Oldenborgske Krønike, hvor
den først stod at læse. Den findes nemlig ikke i Forfatte-
rens endnu eksisterende Manuskript. Dette blev efter Ha-
melmanns Død befordret i Trykken (1599) af Hofraad

Anthon Heering. Og ham og hans Ønsker om at gøre sine
Hoser grønne ved Hove, hans Nidkærhed for hans Fyrste-
hus’ Glans og Glorie, skyldes Røverhistorien om Grev
Ottos Møde med Pigen fra Bjærget. Han har delt sin Tids
Tro paa Højfolkets Kunstfærdighed i at behandle Metaller,
og han har kendt nordiske Sagn om Drikkekar, der af dets
Kvinder ude i Mark og Skov er bleven tilbudt unge Knøse.

Herpaa og paa en Del af de
Figurer, der pryder Hornet,
har han lavet sit Eventyr.

Og det faldt ganske i Ti-
dens Smag. Omkring 1650
kunde den gamle Grev Anthon
Giinther i sin Sorg over Slæg-
tens Uddøen, ved at tænke paa
sin Stamfaders Møde med Da-
men fra Ochsenberge, sukke
over, at denne Opfordring hav-
de været talt for døve Øren.
»Han kunde gerne have druk-
ket af Hornet!« kunde han da
udbryde. Og et Par Menneske-
aldre efter, saa sent som i
1726, ansøgte en oldenborgsk
Mand, Otto v. Berghorn, Fre-
derik IV om Konfirmation paa
sit Adelskab for sig og Des-
cendenter, under Henvisning
til sit adelige Segl, et Horn paa
et Bjærg, og til den gamle
Tradition om, at hans Far
havde været Grev Otto’s Led-
sager paa hin Jagt, og at han
der af Greven var bleven adlet
med det Navn, han bar. — Saa rodfæstet var Tidens
Tro paa Heerings Røverhistorie. Men der var dog ogsaa
Mænd, nogle faa, som ikke delte Tidens Tro. Og blandt
dem var vor berømmelige Ole Worm, der aldrig selv havde
set Hornet, men som straks var klar over, at det var Sagn
og Digt, man fortalte om det, og henviste til, at lignende
Eventyr kendte man ogsaa her i Danmark.

Det er først Professor i Kjøbenhavn, Holger Jacobæus,
der giver Bidrag til Hornets Historie. Han udarbejdede
1688 det første Katalog over Kunstkammeret, hvor han
giver en Beskrivelse af Hornet, ledsaget af et stort, ikke
særlig nøjagtigt Kobberstik, og fortæller den eventyrlige
Beretning om dets Herkomst efter Hamelmanns Krønike,
uden at ane, at det er et senere Indskud. Han tror imidler-
tid ikke derpaa. Hornet maa være gjort, siger han, længe
efter denne Grev Otto’s Levetid (omtr. 985). Det frem-
gaar med Tydelighed, ikke blot af det derpaa anbragte
burgundiske Vaabenskjold med de franske Lilier, som
først blev optagne i dette 400 Aar senere, men tillige af

Hornets Laag

181