DOI Heft:
Nr. 5 (Maj 1925)
DOI Artikel:Magnussen, Rikard: Professor Utzon Frank og hans Skole
DOI Artikel:Glob, Johannes: Yngre dansk Kunst
DOI Seite / Zitierlink: https://doi.org/10.11588/diglit.29339#0148
vate Atelier, saa vidt det er ham muligt at skaffe dem Ar-
bejde. Det vilde jo i hvert Fald være smukt, om det var
saaledes. Man oplevede da ogsaa under Proceduren i den
Injuriesag, som for nogen Tid siden verserede angaaende
Professorens Stilling til Tanken om Johannesgruppens For-
nyelse, at se omtalt med Anerkendelse just det, som Pro-
fessoren mærkelig nok var blevet fornærmet over, nemlig
den altsaa fejlagtige Formodning om, at Hensynet til mu-
ligt Arbejde for hans Elever skulde have været medbestem-
mende for Professorens Holdning.
Nu skal det være langt fra os at betvivle, at Professoren
selv er klar over Grænserne mellem hans officielle Virk-
somhed som Akademilærer og hans private som Billedhug-
ger. Derimod tror vi ikke, at Offentligheden har fuldt saa
let ved at finde Grænsen. At Professoren privat beskæftigér
forhenværende Akademielever berettiger ham jo nemlig
ikke til at møde særligt Hensyn, hvor offentlige Arbejder
skal udføres af danske Billedhuggere — og i Følge Opga-
vens Karakter maatte Medvirkning til Marmorudførelse af
Thorvaldsens Gruppe selvfølgelig, naar den eventuelt skul-
de have været forbeholdt Akademieleverne, have været
overladt de videst udviklede, altsaa de forhenværende paa
Professorens private Atelier. Nu, Tilfældet forelaa altsaa
ikke, men det illustrerer, hvor vanskeligt det kan være for
Offentligheden at lægge sin Sympati paa rette Sted.
Nogen Sympati kunde der maaske ogsaa være at for-
beholde Landets øvrige Billedhuggere? Det maa jo erin-
dres, at Statens væsentligste Støtte til vor Kunst just er
Opretholdelsen af Akademiet — bortset fra lidt Rejsepenge
og Andel i den tre Værelsers Lejlighed i Stormgade, som er
overladt Foreningen »Kunst for Varer«. Vi andre glæder
os selvfølgelig over Statens Støtte til vore fremtidige Arv-
tagere; men vi vilde lige saa lidt som Prof. Utzon Frank
selv finde det rimeligt, om »Elevhensynet« udviklede Sko-
len, saa lidt som Professorens private Efterskole, eller hvad
man nu vil kalde den, til et Slags autorifetsbegunstiget, for
ikke at sige statsmonopoliseret Konkurrenceforetagende til
al anden mindre benaadet Billedhuggervirksomhed her.
Til Klarlæggelse af Forholdet med Hensyn til hvem der
er nuværende og hvem der er forhenværende Elever af
Prof. Utzon Frank vilde Udstillingen i Kunstforeningen
have kunnet give fortræffelig Støtte. Beklageligt, at Pro-
fessoren lod denne Lejlighed glide sig af Hænde!
Rikard Magnussen.
YNGRE DANSK
KUNST
JEG er 42 Aar. Har gaaet en
kort Tid paa Akademiet i 20
-—21 Aars Alderen, og der-
efter arbejdet paa egen
Haand. — Jeg har altid været al-
vorlig optaget af mit Arbejde, og
dermed min Udvikling.
Naar jeg i de Aar der er gaaet,
har kunnet arbejde i Fred og Ro,
og kunnet følge mine bedste Ind-
skydelser, saa skyldes det Privat-
samlerne, som har købt mine Bil-
leder.
Privatsamleren, ham maa jeg
her have Lov til at prise. Hvad
vilde dansk Malerkunst have væ-
ret uden ham? — Med den stør-
ste Kærlighed og Forstaaelse har
han samlet danske Maleres Ar-
bejder, været en uvurderlig Støtte
for den enkelte, og en Bevarer
af . hele vort Maleri, foruden har
han skænket meget betydelige
Summer til Understøttelser og
Legater. Det politiske Samfund
har vist og viser en fuldkommen
Mangel paa Forstaaelse og Inter-
esse for vor Kunst, og slaar sig
dog paa Brystet over Landets
Kultur.
Hvad var der blevet af C. A.
Jensen, Dankvart Dreyer, Købke
og mange andre uden vore Sam-
lere? — Havde Hammershøjs 5
Portrætter, Willumsens »Efter
Stormen«, Ejner Nielsens »Den
Svangre« ikke været saa store
Billeder, havde Privatsamlerne
ogsaa nok bevaret dem, og spa-
ret os for den Skam, at Hoved-
værker i dansk Maleri for stedse
er gaaet tabt for Landet.
Hvor let kunde det ikke være
gaaet paa samme Maade med
Skovgaards »Kristus i de dødes
Rige«.
Nu samler Kunstmuseet de
Billeder som for længst er aner-
kendte og bevarede af andre, og
høster Laurbær paa deres For-
gængeres Uforstand og Forsøm-
melse, medens ogsaa de forsøm-
mer og glemmer deres egen Tid.
Min Tid er og har været en me-
get vanskelig Tid, uden Traditio-
nens stærke Støtte, med Splittelse
til alle Sider. Har man som jeg
ikke haft Rod i en af Klikerne,
har det været yderligere vanske-
ligt.
Det maa være ens Trøst, at er
der noget ved ens Arbejder, lever
de trods alt.
92
Johannes Glob: Madonna
bejde. Det vilde jo i hvert Fald være smukt, om det var
saaledes. Man oplevede da ogsaa under Proceduren i den
Injuriesag, som for nogen Tid siden verserede angaaende
Professorens Stilling til Tanken om Johannesgruppens For-
nyelse, at se omtalt med Anerkendelse just det, som Pro-
fessoren mærkelig nok var blevet fornærmet over, nemlig
den altsaa fejlagtige Formodning om, at Hensynet til mu-
ligt Arbejde for hans Elever skulde have været medbestem-
mende for Professorens Holdning.
Nu skal det være langt fra os at betvivle, at Professoren
selv er klar over Grænserne mellem hans officielle Virk-
somhed som Akademilærer og hans private som Billedhug-
ger. Derimod tror vi ikke, at Offentligheden har fuldt saa
let ved at finde Grænsen. At Professoren privat beskæftigér
forhenværende Akademielever berettiger ham jo nemlig
ikke til at møde særligt Hensyn, hvor offentlige Arbejder
skal udføres af danske Billedhuggere — og i Følge Opga-
vens Karakter maatte Medvirkning til Marmorudførelse af
Thorvaldsens Gruppe selvfølgelig, naar den eventuelt skul-
de have været forbeholdt Akademieleverne, have været
overladt de videst udviklede, altsaa de forhenværende paa
Professorens private Atelier. Nu, Tilfældet forelaa altsaa
ikke, men det illustrerer, hvor vanskeligt det kan være for
Offentligheden at lægge sin Sympati paa rette Sted.
Nogen Sympati kunde der maaske ogsaa være at for-
beholde Landets øvrige Billedhuggere? Det maa jo erin-
dres, at Statens væsentligste Støtte til vor Kunst just er
Opretholdelsen af Akademiet — bortset fra lidt Rejsepenge
og Andel i den tre Værelsers Lejlighed i Stormgade, som er
overladt Foreningen »Kunst for Varer«. Vi andre glæder
os selvfølgelig over Statens Støtte til vore fremtidige Arv-
tagere; men vi vilde lige saa lidt som Prof. Utzon Frank
selv finde det rimeligt, om »Elevhensynet« udviklede Sko-
len, saa lidt som Professorens private Efterskole, eller hvad
man nu vil kalde den, til et Slags autorifetsbegunstiget, for
ikke at sige statsmonopoliseret Konkurrenceforetagende til
al anden mindre benaadet Billedhuggervirksomhed her.
Til Klarlæggelse af Forholdet med Hensyn til hvem der
er nuværende og hvem der er forhenværende Elever af
Prof. Utzon Frank vilde Udstillingen i Kunstforeningen
have kunnet give fortræffelig Støtte. Beklageligt, at Pro-
fessoren lod denne Lejlighed glide sig af Hænde!
Rikard Magnussen.
YNGRE DANSK
KUNST
JEG er 42 Aar. Har gaaet en
kort Tid paa Akademiet i 20
-—21 Aars Alderen, og der-
efter arbejdet paa egen
Haand. — Jeg har altid været al-
vorlig optaget af mit Arbejde, og
dermed min Udvikling.
Naar jeg i de Aar der er gaaet,
har kunnet arbejde i Fred og Ro,
og kunnet følge mine bedste Ind-
skydelser, saa skyldes det Privat-
samlerne, som har købt mine Bil-
leder.
Privatsamleren, ham maa jeg
her have Lov til at prise. Hvad
vilde dansk Malerkunst have væ-
ret uden ham? — Med den stør-
ste Kærlighed og Forstaaelse har
han samlet danske Maleres Ar-
bejder, været en uvurderlig Støtte
for den enkelte, og en Bevarer
af . hele vort Maleri, foruden har
han skænket meget betydelige
Summer til Understøttelser og
Legater. Det politiske Samfund
har vist og viser en fuldkommen
Mangel paa Forstaaelse og Inter-
esse for vor Kunst, og slaar sig
dog paa Brystet over Landets
Kultur.
Hvad var der blevet af C. A.
Jensen, Dankvart Dreyer, Købke
og mange andre uden vore Sam-
lere? — Havde Hammershøjs 5
Portrætter, Willumsens »Efter
Stormen«, Ejner Nielsens »Den
Svangre« ikke været saa store
Billeder, havde Privatsamlerne
ogsaa nok bevaret dem, og spa-
ret os for den Skam, at Hoved-
værker i dansk Maleri for stedse
er gaaet tabt for Landet.
Hvor let kunde det ikke være
gaaet paa samme Maade med
Skovgaards »Kristus i de dødes
Rige«.
Nu samler Kunstmuseet de
Billeder som for længst er aner-
kendte og bevarede af andre, og
høster Laurbær paa deres For-
gængeres Uforstand og Forsøm-
melse, medens ogsaa de forsøm-
mer og glemmer deres egen Tid.
Min Tid er og har været en me-
get vanskelig Tid, uden Traditio-
nens stærke Støtte, med Splittelse
til alle Sider. Har man som jeg
ikke haft Rod i en af Klikerne,
har det været yderligere vanske-
ligt.
Det maa være ens Trøst, at er
der noget ved ens Arbejder, lever
de trods alt.
92
Johannes Glob: Madonna