Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

BILLEDHUGGEREN KAI NIELSEN

Billedhuggeren Rikard Magnussen skriver om den afdøde Mester Kai Nielsen,
hans Livsværk og tidlige Død og afslutter sine Betragtninger med den Opfattelse,
at Kai Nielsen „satte sin Kunst over sit Liv, at Manden var ham intet mod Værket“.

DET er fagrest at dø, naar det er fejrest at leve!«

kSaaledes lyder Indskriften paa en Gravsten, som
I blev rejst over en anden tidligt bortkaldt. Lad
det nu være, som det vil, med Berettigelsen af
denne Paastand i Almindelighed, dette Paradoks imod Pa-
radokset, saa tør Ordsproget maaske dog i dette Tilfælde
anvendes med Henblik paa den tidligt bortrevne Kai Nielsen.

Maaske! Thi det maa jo vel
erindres, at man her stod over
for det geniale, hvis Udvikling i
nogen Grad er uberegnelig og
oftest giver sig til Kende just
gennem det overraskende. Giver
man sig hen i de Muligheder,
som dermed aabner sig for Tan-
ken, sætter Sorgen ind med fuld
Magt. Men rimeligere er det vel
—- i det mindste for en optimi-
stisk Livsanskuelse — at drage
sine Slutninger ud fra de forelig-
gende Kendsgerninger og over
for det voldsomme Røre, Kai
Nielsens tidlige Død har frem-
kaldt i mange Sind, at sætte
Forsøget paa at finde sig til Ret-
te med det skete. Sammenholdt
med Totalindtrykket af hans
Kunst, som den i sin straalende
Fylde var at overskue paa den
store Mindeudstilling, synes det
mig personlig, skønt jeg beken-
der mig som en decideret Beun-
drer af hans Kunst, som om Dis-
sonansen mellem hans rige Ev-
ner og hans tidlige Død paa sin
Vis lader sig opløse i Harmoni.

I Stedet for en faglig Gennemgang af hans Kunst, som
i strengere Forstand vilde føre for vidt, og som i lettere
Form kun vilde blive en Gentagelse af, hvad baade andre
og jeg selv forlængst har fremført, vil jeg forsøge at fæstne
de Tanker om Kai Nielsen, hans Kunst og Personlighed
saavel som hans tidlige Døds Betydning for hans Efter-
mæle, gennem hvilke jeg selv synes, jeg i nogen Maade
kan finde mig til Rette med det skete og naa til en dænr-
rende Forstaaelse, der maaske ogsaa for andre kan virke
forsonende.

Eller vilde det ikke være forsonende, hvis man med den
dybeste Anerkendelse af Kai Nielsens vidunderlige Evner
og storslaaede Livsværk kunde forene Erkendelsen af, at
intet vil gavne hans Eftermæle saa uvurderligt, som hans
tidlige Død?

Jeg sigter ikke til den banale Forkærlighed for det tabte,
som i Kunstens Historie har givet sig ikke mindre urimelige
Udslag, end Sendrægtigheden til at anerkende det samti-

dige, men til den forunderlige, man fristes til at sige ge-
niale Afbalancering af Kai Nielsens hele Livsværk, Skæb-
nen som ved eet magtfuldt Fingerstrøg fuldbyrdede gen-
nem hans Død. ^

Det tør vistnok siges, at Kai Nielsens frodige Livsglæde
beroede paa Temperament snarere end paa Personlighed.

Psykologisk set savnes i Kai
Nielsens Kunst Kontrasten, Til-
bageslaget. Man har villet hæv-
de, at hans mangeaarige Syg-
dom maa have tvunget ham til
bestandig at leve med det til-
stundende Mørke for Øje, og at
just dette har forceret Udslage-
ne af hans Livslyst. Det er for
saa vidt en saare naturlig Tan-
ke; men jeg tror, man i det For-
hold undervurderer baade hans
Sangvinitet og hans enorme
Selvopholdelsesdrift. I Virkelig-
heden har det sikkert været ham
muligt at mane sig det Spøgelse
fra Halsen og blænde de Ruder,
bag hvilke Mørket gabede. Jeg
slutter mig til det af hans Kunst,
thi med hans i og for sig saa
barnlige Natur synes det mig
uforeneligt, at Kontrasten, om
den virkelig havde haft en saa-
dan Betydning for hans Livsfø-
lelse, ikke oftere end den ene
Gang, vi siden skal omtale, skul-
de have tiltvunget sig Udtryk i
hans Arbejder. Sikkert har han
ladet sig bære frem paa Tempe-
ramentets Vinger, hvor andre slider Personlighedsudvik-
lingens knudrede Stier.

Og saa underligt er det jo, at just derpaa beroede hans
Charme. Var det, vi elskede i Kai Nielsens Kunst, ikke
netop det i dybere Betydning skyggeløse? Var det ikke
just hans paradoksale Proklamering af Selvherskerdøm-
met i et selvskabt jordisk Elysium? Hvad der rev os med
i hans Kunst, var det ikke hans Figurers animalske Ynde,
hans barnligt bakkantiske Sviren i Frodighed og Fedme,
hans dionysiske Fablen om den hedenske Livsglædes Ufor-
gængelighed, hans Tavshed om den enkeltes Forkrænke-
lighed? Somme fulgte denne yndefulde Leg med et vemo-
digt Smil af bitter Bedreviden og ynkede med levende
Ængstelse denne Ikarosflugt; men om de fleste af os gjaldt
det, at den betagende Magt i hans barnlige Tillid, i hans
fantastiske Evne til at svæve i Nuet, saa smittende i sin
Refleksvirkning som Dansens Rytmer, halvt mod vor Vilje
og kun i Spøg til Hælvten genvakte i vort Sind den uud-

NØGEN

29