Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

ryddeligt menneskelige Drøm om at tvinge Solen til at
standse og dvæle over vort Hoved.

Kun een Gang i hans Liv •— umiddelbart før hans sid-
ste Sygdomsanfald og paafølgende Død — har hans Sind
i dets Skaben været vendt mod det tragiske, og da bristede
det for ham.

Thi det synes mig givet, at i Skitsen til Søfartsmonu-
mentet er der ingen Rankhed, ingen Skæbnetrods, kun
Sammenbrud og Nederlag. Lad saa være, at man skal om-
gaas varsomt med den Tilfældighed, at netop denne Op-
gave blev den sidste, han kom til at beskæftige sig med,
og lad saa være, at han maaske i Virkeligheden var uden
klar Forstaaelse af, hvor nær det var ved at briste for ham
selv, der maa dog sikkert paa det Tidspunkt, omend voldelig
tilbagetrængt, have været i hans Sind en Anelse om Kræf-
ternes mulige Svigten. Medens Haabet, saa vidt der kan
skønnes derom, holdt ham selv oppe til det sidste, har just
Uvisheden, Katastrofens Mulighed, fundet Udtryk i Skit-
sen, et Udtryk som er bestemt af Nederlagets Fortvivlelse,
ikke af Personlighedens Ukuelighed.

Man kunde indvende, at han psykologisk set var paa det
reelles Grund, fordi de stakkels Søfolk, hvis ulykkelige
Skæbne han vilde skildre, vel var at opfatte som jævne
Mennesker, der var som Folk er flest, og ikke som Folk
af Heltefaget. Men med sit geniale Instinkt kan Kai Nielsen
ikke have været blind for, at Maalet med hans Skildring
maatte være det i egentlig Betydning tragiske, og at den
ulykkelige Hændelse ikke i sig selv er tragisk. Men her er
det bristet for ham. Karakteristisk er hans Famlen i Ud-
trykket, hans Greb tilbage i hans egen Udviklings Historie
efter Rodin’ske Virkemidler (Bevægelsen i Hovedperso-
nens højre Arm),.som han ellers forlængst havde sluppet.
Over for Skæbnens Uafvendelighed havde Kai Nielsen i
Virkeligheden kun Barnets Fortvivlelse.

Dette rørende Træk er i nøje Overensstemmelse med,
hvad der var at vente, og bekræfter Paastanden om, at
han selv saa vel som hans Kunst bares oppe af Tempera-
ment snarere end af Personlighed. Der var saaledes i dette
»det fejreste Træ«s Vækst et Misforhold mellem Kronens
og Rodens Udvikling, som virkede truende. —

*

Hos J. P. Jacobsen skildres det i Fragmentet af hans
sidste Novelle, hvorledes Døden kommer til den kun 40-
aarige Doktor Faust. Med Døden fulgte Kærlighedsguden,
og det var J. P. Jacobsens Hensigt i det følgende at skildre,
hvorledes Døden paa Amors Bøn skænker Doktor Faust
yderligere 40 Aar, samt hvorledes de efter denne Tids For-
løb vender tilbage og finder Doktor Faust som en udlevet
Olding, hvem Aarene intet har nyttet, fordi hans Kraft i
Virkeligheden var opbrugt for 40 Aar siden.

Man har i denne Symbolik villet se Digterens Forsøg
paa at trøste sig selv og finde sig til Rette med sin egen
forestaaende, tidlige Død. Det er næppe heller unyttigt for
os andre over for Tilfældet: Kai Nielsen, at lade Tankens
Søgelys strejfe ind over den Fremtidsudvikling, som Døden
spærrede ham Adgangen til. Kun maa vi, som tidligere
berørt, derunder stadig mindes, at han som Geniet kan
have haft ukendte Kilder, hvis uformodede Tilstrømning til
hans Væsen maaske kunde have kuldkastet enhver Sand-

synlighedsberegning af Udviklingens Forløb.

Kai Nielsen havde ingenlunde opbrugt sin Kraft, som
Doktor Faust; men det er sandsynligt, at han stod ved
Grænsen af, hvad han kunde yde paa det hidtidige Grund-
lag. Fortsættelse vilde sikkert enten have medført Genta-
gelse, hvilket nærmere bestemt betyder Tilbagegang, eller
saa gennemgribende Forandring, at vi vilde have faaet med
en helt anden Kai Nielsen at gøre, end ham, vi kendte og
holdt af, maaske en større, maaske en ringere.

Det er jo let at se, at Charmen ved hans kaade Spil paa
Sensualitetens Fele var betinget af hans Ungdom, hans
Humor, hans afvæbnende Barnlighed. Allerede nu kunde
Lystigheden til Tider klinge anstrengt øg bifaldsøgende.
Meget maatte Aarene ændre, om ikke Prins Henrik for
Alvor skulde havne som Falstaffs Lige.

Men det er visselig heller ikke vanskeligt at efterspore
Udviklingen i den alvorligere Side af Kai Nielsens Væsen,
den Udvikling, som løftede ham saa højt op over hans
oprindelige Stade, og som er nøje forbundet med hans
bevidste Discipelforhold til Michelangelos Kunst.

Dette Valg af Læremester skyldtes ikke Tilfældigheder,
men havde sin dybe Begrundelse i Arten og Omfanget af
Kai Nielsens formelle Talent. Allerede saa tidligt som i
Gipsrelieffet »Mennesket« er der i Tonen -— Ubehjælpsom-
heden til Trods — en Anelse af det beslægtede. Skønt og
frigjort klinger den os i Møde længe derefter i den staa-
ende Kvindefigur fra 1921. Fagligt kan denne permanente
Paavirkning, denne Følelse af de formelle Evners Lige-
stemthed, følges gennem Rækken af de fremtrædende
Værker i Kai Nielsens hele Produktion, fra Marmorpigen
til den sidste Broncefigur, den man vil rejse paa hans Grav.
Af væsentlig Betydning for denne Udvikling har, som det
fremgik af Mindeudstillingen, Kai Nielsens betydelige
Evner som Maler været, den Talentets Flerfoldighed, som
var Michelangelo givet, og som i vor Tid saare sjældent
findes i et Omfang, som hos Kai Nielsen.

Men der var den Forskel mellem Mesteren og Eleven, at
Michelangelo var baade den store Personlighed og det
mægtige Temperament, Kai Nielsen indtil sin tidlige Død
kun det sidste. Det er lærerigt at sammenligne de to Kunst-
neres Behandling af deres fælles Motiv: Det vaagnende,
Michelangelos mødige Livserfaring med Kai Nielsens arka-
diske Naivitet. Ingenlunde saaledes at forstaa, at Pessimis-
me skulde have Fortrin for Optimisme; men for at fortjene
denne sidste Betegnelse maatte Kai Nielsens umiddelbare
Livsglæde først have været omsat i tilkæmpet Livsbekræf-
telse, den arkadiske Naivitet omstøbt og forædlet i Per-
sonlighedsudviklingens luende Skærsild. Meget tyder paa,
at Kai Nielsen havde naaet Højden af Temperamentets
Bæreevne, og at hans videre Stræben mod Michelangelos
Tinder paa Grund af hans Personligheds mangelfulde Ud-
vikling kunde være strandet og endt i det bombastiske.

Jeg tror om Kai Nielsen, at han satte sin Kunst over sit
Liv, at Manden var ham intet mod Værket. Om hans Udvik-
lingsmuligheder kan der jo kun skønnes; men tydeligt ses
det, hvorledes den tidlige Døds dybe Underskygge afba-
lancerer hans Værk. Imod den mørke Kontrast vil det
straale i tifoldigt Lys, i umistelig Ungdom. Saaledes set
bekræfter hans Død det skønne Ordsprog om Gudernes
Yndlinge. Rikard Magnussen.

30