Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

VILHELM

S L O M A N N

>BJERGKRYSTALLER AF GIOVANNI BERNARDI DA CASTELBOLOGNESE«

(LEVIN & MUNKSGAARDS FORLAG)

Vor Medarbejder Kai Grunth gør V. S lo manns første kunsthistoriske Arbejde iil Genstand
for en indgaaende Vurdering. Da Direktør Slomanns Arbejde efter eget Sigende er bestemt
for en Offentliggørelse i >The Burtington Magazine«y maa en kritisk Analyse ikke mindst
af Hensyn til vor Kunsthistories Omdømme i Udlandet sikkert siges at være paa sin Plads.

Michel Angelo: Ganymed. Tegn. I Windsor Castle

VILHELM Slomann har udsendt sit første kunst-
historiske Arbejde: »Bjærgkrystaller af Giovan-
ni Bernardi da Castelbolognese«.

Afhandlingen fremtræder overordentlig smukt
udstyret, i Kvart, trykt paa fortrinligt Papir og med mange
Illustrationer, hvortil Clichéerne er skænket af Carlsberg-

fondet. Ogsaa i
C d denne Retning har

1 Tiderne forandret

sig, naar man be-
tænker det nøj-
somme Udstyr, i
hvilket Julius Lan-
ge i sin Tid ud-
sendte sine fra
Indholdets Side
overordentlig
vægtige Pjecer.
Det skal udtryk-
kelig bemærkes, at det er Forfatterens første Arbejde, og
tilmed er det i Fortalen betegnet som skrevet for Aar og
Dag siden, altsaa ganske kort efter at Vilhelm Slomann
uden forudgaaende kunsthistorisk Uddannelse tiltraadte
Stillingen som Bibliotekar ved Kunstindustrimuseet. Det er
altsaa — naar man tager det kunsthistoriske Studiums
Vanskelighed i Betragtning —
som et Slags Vidunderbarn Hr.

Slomann ved denne Lejlighed
optræder, og allerede af den
Grund har man jo ikke Lov at
vente det fuldendte.

Det havde nraaske været hel-
digere, om Titlen havde været:

»Bjærgkrystaller, skaarne af
Giovanni Bernardi da Castelbo-
lognese«. Man kan nemlig ikke
godt tale om en Krystal af en
bestemt Mand uden at betegne
hans Forhold til den nærmere,
navnlig naar han, som Tilfældet
her er, i hvert Fald oftest har
arbejdet efter en anden og større
Kunstners Fortegning. Han kan
da umulig gøre Fordring paa
Paterniteten alene, og Krystallen
kan daarlig kaldes »af« ham.

I Fortalen omtaler Forfatteren smukt det prisværdige
Formaal med Salget af Piecen: at gavne Indsamlingen til
Nationalmuseumsfondet, og man faar at vide, at det er
Venner ved Nationalmuseet, som har foranlediget Udgi-
velsen. Forfatteren tilstaar beskedent: »at dens Brist for
mig bliver langt føleligere, naar jeg ser den saaledes

Michel Angelo: Tiiyos. 1 egn. I Windsor Castle

Giovanni Bernardi: Medalje til Erindring om Slaget
ved Pavia, 1525. Revers

paa egen Haand henvende sig til en videre Kreds end de
Fagfællers, den egentlig var bestemt for«. Et lidt bagvendt
Ræsonnement skulde man synes, eftersom man alminde-
ligvis stiller mindre strenge Fordringer til et populært Ar-
bejde, naar det henvender sig til en videre og mindre kyn-
dig Kreds, end naar det er bergnet paa Fagfællernes med
den langt større
Indsigt. Men hvor
forbavset bliver
man da ikke, naar
man ogsaa læser, at
Afhandlingen er
bestemt til Opta-
gelse i »The Bur-
lington Magazine«,
en lidt løjerlig
Modsigelse til de af
Forfatteren ytrede
Betænkeligheder,

eftersom det nævnte Tidsskrift paa sit Omraade er et af
Verdens mest udbredte og læste, og det er da ogsaa denne
Omstændighed, der har fremkaldt nærværende Kritik, idet
det kunde synes formaalstjenligt, at det over for Omverde-
nen bemærkes,at Vilh. Slomanns Pjece i Kredse,der formaar
at sætte sig ind i Emnet, er Genstand for en anden og mere

objektiv Bedømmelse, end man
maatte formode af de af kolle-
gial Honnør prægede Anmeldel-
ser, der har været at læse i
Dagspressen.

Forfatteren udtrykker i For-
ordnet sin Formodning om, at
Afhandlingen hos nogle Læsere
kan vække: »en Stemning af
Undren over, hvilke Rigdomme
vore gamle Samlinger kan rum-
me, naar et tilfældigt, upaaag-
tet og ved første Øjekast lidet
anseligt Stykke, som det Skrin,
der danner Hovedemnet for ef-
terfølgende Fremstilling, har en
ejendommelig Plads i Kunst-
haandværkets Historie og en
Herkomst, der ikke er mindre
fornem end Uffiziernes og Nea-
pels berømte Kostbarheders«.
Det er store, men ganske vist ubestemte Løfter, med hvis
Indfrielse det maaske senere kan have sine Besværlighe-
der, og hvorfor Skrinet nu pludselig er blevet »et tilfæl-
digt, upaaagtet og lidet anseeligt Stykke« vil forekomme
de, som i Aarevis har kendt det, noget uforstaaeligt. Men
da Skrinet altsaa betegnes som Hovedemnet for Afhand-

84