Samleren: kunsttidsskrift (2.1925)

MICHELANGELOS SLAVER

Samleren, der allerede har bragt udførlige Artikler om Kai Nielsen og Utzon-Frank,
fortsætter denne Gang med Bjerg, der netop i Sommer har fuldført sin Statue af Jerichau.

I Tilknytning til Artiklen fortæller Bjerg selv om sit Syn paa Billedhuggerkunsten.

SAMLEREN’s Redaktion har opfordret mig til at
skrive lidt om mig selv og mine Arbejder.
Dette kan jeg dog ikke efterkomme. For det
første finder jeg det pinligt' at skulle skrive
om mig selv, for det andet er jeg efterhaanden op-
hørt med at meddele mig skriftlig om Kunst i Erkendelse
af, at en Billedkunstner dog til syvende og sidst kun kan
udtrykke sig ved sin Kunsts Virkemidler. Kan han ikke
derigennem faa Folk i Tale, kan det saamænd ikke nytte
han forklarer sig skriftligt. Hvis Redaktionen derimod
mener, det kan have nogen Interesse, har jeg ikke noget
imod, at »Samleren« offentliggør følgende Brudstykker af
nogle Betragtninger, jeg for 10—12 Aar siden nedskrev.
I det væsentlige staar jeg ved dem endnu. — Her er de
altsaa i al deres Ubehjælpsomhed og Ufuldbaarenhed:

— I Modsætning til en Del af den ældre danske Billed-
huggerkunsts Dyrkere, der udtrykker sig gennem det Fi-
guren foretager sig eller illustrerer (om den piller sig i
Næsen eller fremstiller »En Foraarsmorgen« o. s. v.) me-
ner jeg naturligvis man skal udtrykke sig ved de Midler,
der er Billedhuggerkunstens egne. Ved Kuben, Linjen,
Formen. Grundmotivet i Billedhuggerværket er Formen af
den — virkelige eller imaginære — Blok, man vælger sig
og hvori Værket skabes — og den større eller mindre
Spænding, hvormed denne er udfyldt, giver Udløsning for

Michelangelo : Den vaagnende Slave

Michelangelo: Den sovende Slave

den kunstneriske Tanke. — Et Billedhuggerarbejde, der
ikke saaledes staar i Relation til sin Blok, er en Latterlig-
hed og eksisterer ikke som Skulptur (f. Eks. Rytterstatuen
af Absalon). Som et pragtfuldt Eksempel paa det ovenfor
fremsatte kan nævnes Michelangelos to Slaver paa Louvre
•— den vaagnende og den sovende. ■—-

I den til Bevidsthed om sin egen Kraft vaagnende Slave
zigzagger Linjerne sig i rette Vinkler op gennem Statuen
benyttende alle Delinger i Lemmer og Krop til at spænde
voldsomt ud i Blokken. Diagonalt fra det ene Hjørne til det
andet, trædende helt ned i Bunden af Blokken og, gennem
den voldsomme Bevægelse i Overkroppen, helt op til dens
øverste Kant, og giver derigennem den indre Rørelse i Op-
vaagningen.

Og saa den slumrende, hvor Silhuetten af Figuren kun
blidelig gaar ud til Blokkens Ydersider, hvor ingen Linjer
mødes i skarpe Vinkler, men altid glider forbi hinanden
som den ene Drøm afløser den anden, -— hvor selve Figu-
rens Balance er som svajende frem og tilbage. Ja Forskel-
len mellem de to Statuer gaar helt ned til selve Material-
behandlingen. Paa den ene har Mejslen været ført skrapt
og haardt, paa den anden blødt og mygt tøvende. •— Alt
det anatomiske er ikke længer Anatomi, men tvunget ind
under det bestemte Motiv, tvunget i Relief ind derunder, og
Formen er derigennem blevet fortættet og levende.

151