DOI issue:
Nr. 2 (Februar 1925)
DOI article:Fugl, Alexander: Den frie Udstilling 1925: en Gennemgang
DOI Page / Citation link:https://doi.org/10.11588/diglit.29339#0051
at ligge paa et lavere Niveau end Billedhuggerkunsten i Al-
mindelighed bevæger sig, den minder foruroligende om
Galanteributikernes polychrome Kakkelovnsfigurer. Det er
ogsaa svært at se samme Kunstners »Freier paa Galten«
under anden Synsvinkel end
en Brevpresser i generende
kæmpemæssig Maalestok.
Og hans Hustru Olga Wag-
ner har i den Grad forladt
Formen, at hendes Hovedbi-
drag til Udstillingen er ble-
vet en vandrende Tøjbunke,
hvor man knapt aner den
menneskelige Skikkelse.
Akademiets unge Profes-
sor i Billedhuggeri, Utzon-
Frank, hvis Betydning som
Lærer allerede har været at
spore paa vore Udstillinger,
er i Aar særlig smukt repræ-
senteret med større og min-
dre Skulpturer og en hel
Række fortrinlige Tegnin-
ger. Hvad Tegningerne an-
gaar, er han saa absolut
bedst, naar han er Naturalist i den Forstand, at han tegner
direkte efter Naturen. Fremfor hans Udkast til Skulptu-
rer maa man langt foretrække Skulpturerne selv. Hans
grandiose Figur til Politigaarden vil sikkert komme helt
til sin Ret, naar den kommer paa Plads, her paa Udstil-
lingen vil nok de fleste foretrække den mindre Udgave
i Bronce, som »Statens Museum for Kunst« har erhvervet.
Det er statuarisk set et ualmindeligt
smukt Arbejde, personligt i Stil og
Form. »Poesiens Genius« er ogsaa en
tiltalende Figur, der ejer alle sin Ska-
bers bedste Egenskaber, ganske befriet
for det undertiden noget forvredne,
hvormed hans Figurer kan virke. — Et
Udkast til et Monument for Frederik
den 2den maa betegnes som betyde-
ligt mere vellykket end det ene af Ud-
kastene til Monumentet for de krigsfor-
liste Sømænd (nemlig »Vuggekonen«).
En ganske lille Statuette »Justitia« har
foruden andre rosværdige Egenskaber
en særlig smuk Patina, og maa man i
det hele taget beklage, at ikke flere af
Utzon-Franks Arbejder fremtræder i
ædle Materialer, navnlig for Broncen
og dens Behandling har han en sær-
lig fin og udviklet Sans.
Chresten Skikkilds iøvrigt velkompo-
nerede forgyldte Smaarelieffer er det,
grundet paa deres robuste og noget
grove Form, svært at afvinde nogen dy-
bere Interesse, det samme gælder Jens Lunds Skulpturer,
som man dog ingenlunde kan frakende en vis Monumen-
talitet. Men til et Portræt som det af N. Hansen Jacobsen
slaar hans Forms Finhed ikke til, det vanskelige Mate-
Harald Hansen: „Kain og Aber
Mogens Lorentzen: Selvportræt
riale, den mørke Moseeg, bærer dog maaske her noget af
Skylden.
Knud Kyhn, som ogsaa optræder som Billedhugger, ud-
stiller nogle livfulde Dyreskikkelser i Stentøj. Og hermed
har vi sluttet Rundgangen
og er samtidig inde paa
Kunstindustriens Omraade,
som repræsenteres af Sieg-
fried Wagners Montre med
Sølvsmykker og udskaarne
Kamme. Men kan ikke und-
lade at forundre sig over, at
den moderne Kvindes Dragt
i saa ringe Grad indvirker
paa de Smykker, der frem-
stilles for hende, naar man
ser dem skulde man nemlig
tro, at vore Damer endnu
optraadte i Reformkjoler og
andre Faconer, som præge-
de Moden en Snes Aar til-
bage. Mette Westergaards
vævede Arbejder efter Mølil~
Hansens Tegninger holder
sig i en koloristisk Monotoni,
som ikke synes berettiget, tænk, hvad fransk Vævekunst har
frembragt i det 17de og 18de Aarhundrede! Det man her
har for Øje bærer i alt for høj Grad Indtryk af at være
hjemmestrikket.
Iblandt de grafiske Arbejder fortjener Zeuthens raderede
Blade vore Samleres Opmærksomhed, hans utvivlsomme
ypperlige kunstneriske Egenskaber kominer her langt mere
til deres Ret end i hans Malerier. Peter
Hansens Lithografi vil jeg ogsaa anbe-
fale til Samlernes Bevaagenhed. Det er
af de Blade, der vinder ved nærmere
Bekendtskab.
P. V. Jensen-Klint udstiller nogle
Udkast til Dekoration af »Fynssalen«
paa Christiansborg, men den fortrinlige
Arkitekts gammeltestamentlige Bredde
kunde synes at være bedre hjemme an-
dre Steder end netop paa et Slot.
Hovedindtrykket af »den frie Udstil-
ling« 1925 er saaledes som allerede
hævdet i allerhøjeste Grad borgerligt.
De gode danske Kunstnere, som ud-
stiller her, virker med megen Nidkær-
hed i deres Kald, men nogen kunstne-
risk Kamp for Indvinding af nyt Land
sporer man ærlig talt kun i et Par af
de Unges Arbejder. Man kan mene om
Willumsen, hvad man vil, men hans
Storhed gaar først helt op for én i det
Øjeblik, man maa undvære ham. Og
dog er han for saa vidt altid til Stede som selve Udstillings-
bygningen jo skyldes ham, og af alt, hvad den frie Udstil-
ling har skabt af blivende Værdi, er denne ikke den ringe-
ste.
mindelighed bevæger sig, den minder foruroligende om
Galanteributikernes polychrome Kakkelovnsfigurer. Det er
ogsaa svært at se samme Kunstners »Freier paa Galten«
under anden Synsvinkel end
en Brevpresser i generende
kæmpemæssig Maalestok.
Og hans Hustru Olga Wag-
ner har i den Grad forladt
Formen, at hendes Hovedbi-
drag til Udstillingen er ble-
vet en vandrende Tøjbunke,
hvor man knapt aner den
menneskelige Skikkelse.
Akademiets unge Profes-
sor i Billedhuggeri, Utzon-
Frank, hvis Betydning som
Lærer allerede har været at
spore paa vore Udstillinger,
er i Aar særlig smukt repræ-
senteret med større og min-
dre Skulpturer og en hel
Række fortrinlige Tegnin-
ger. Hvad Tegningerne an-
gaar, er han saa absolut
bedst, naar han er Naturalist i den Forstand, at han tegner
direkte efter Naturen. Fremfor hans Udkast til Skulptu-
rer maa man langt foretrække Skulpturerne selv. Hans
grandiose Figur til Politigaarden vil sikkert komme helt
til sin Ret, naar den kommer paa Plads, her paa Udstil-
lingen vil nok de fleste foretrække den mindre Udgave
i Bronce, som »Statens Museum for Kunst« har erhvervet.
Det er statuarisk set et ualmindeligt
smukt Arbejde, personligt i Stil og
Form. »Poesiens Genius« er ogsaa en
tiltalende Figur, der ejer alle sin Ska-
bers bedste Egenskaber, ganske befriet
for det undertiden noget forvredne,
hvormed hans Figurer kan virke. — Et
Udkast til et Monument for Frederik
den 2den maa betegnes som betyde-
ligt mere vellykket end det ene af Ud-
kastene til Monumentet for de krigsfor-
liste Sømænd (nemlig »Vuggekonen«).
En ganske lille Statuette »Justitia« har
foruden andre rosværdige Egenskaber
en særlig smuk Patina, og maa man i
det hele taget beklage, at ikke flere af
Utzon-Franks Arbejder fremtræder i
ædle Materialer, navnlig for Broncen
og dens Behandling har han en sær-
lig fin og udviklet Sans.
Chresten Skikkilds iøvrigt velkompo-
nerede forgyldte Smaarelieffer er det,
grundet paa deres robuste og noget
grove Form, svært at afvinde nogen dy-
bere Interesse, det samme gælder Jens Lunds Skulpturer,
som man dog ingenlunde kan frakende en vis Monumen-
talitet. Men til et Portræt som det af N. Hansen Jacobsen
slaar hans Forms Finhed ikke til, det vanskelige Mate-
Harald Hansen: „Kain og Aber
Mogens Lorentzen: Selvportræt
riale, den mørke Moseeg, bærer dog maaske her noget af
Skylden.
Knud Kyhn, som ogsaa optræder som Billedhugger, ud-
stiller nogle livfulde Dyreskikkelser i Stentøj. Og hermed
har vi sluttet Rundgangen
og er samtidig inde paa
Kunstindustriens Omraade,
som repræsenteres af Sieg-
fried Wagners Montre med
Sølvsmykker og udskaarne
Kamme. Men kan ikke und-
lade at forundre sig over, at
den moderne Kvindes Dragt
i saa ringe Grad indvirker
paa de Smykker, der frem-
stilles for hende, naar man
ser dem skulde man nemlig
tro, at vore Damer endnu
optraadte i Reformkjoler og
andre Faconer, som præge-
de Moden en Snes Aar til-
bage. Mette Westergaards
vævede Arbejder efter Mølil~
Hansens Tegninger holder
sig i en koloristisk Monotoni,
som ikke synes berettiget, tænk, hvad fransk Vævekunst har
frembragt i det 17de og 18de Aarhundrede! Det man her
har for Øje bærer i alt for høj Grad Indtryk af at være
hjemmestrikket.
Iblandt de grafiske Arbejder fortjener Zeuthens raderede
Blade vore Samleres Opmærksomhed, hans utvivlsomme
ypperlige kunstneriske Egenskaber kominer her langt mere
til deres Ret end i hans Malerier. Peter
Hansens Lithografi vil jeg ogsaa anbe-
fale til Samlernes Bevaagenhed. Det er
af de Blade, der vinder ved nærmere
Bekendtskab.
P. V. Jensen-Klint udstiller nogle
Udkast til Dekoration af »Fynssalen«
paa Christiansborg, men den fortrinlige
Arkitekts gammeltestamentlige Bredde
kunde synes at være bedre hjemme an-
dre Steder end netop paa et Slot.
Hovedindtrykket af »den frie Udstil-
ling« 1925 er saaledes som allerede
hævdet i allerhøjeste Grad borgerligt.
De gode danske Kunstnere, som ud-
stiller her, virker med megen Nidkær-
hed i deres Kald, men nogen kunstne-
risk Kamp for Indvinding af nyt Land
sporer man ærlig talt kun i et Par af
de Unges Arbejder. Man kan mene om
Willumsen, hvad man vil, men hans
Storhed gaar først helt op for én i det
Øjeblik, man maa undvære ham. Og
dog er han for saa vidt altid til Stede som selve Udstillings-
bygningen jo skyldes ham, og af alt, hvad den frie Udstil-
ling har skabt af blivende Værdi, er denne ikke den ringe-
ste.